Efter den borgerlige revolution i 1848 blev det hurtigt slut med de vigtigste af købstædernes privilegier; allerede i 1851 blev den såkaldte ‘konsumptionsafgift’ afskaffet; det var en told som bønderne skulle betale for at bringe deres varer til salg på byens marked. Ved samme lejlighed blev de volde og plankeværker der lå rundt om købstæderne, revet ned; det samme blev også de fleste byporte og acciseboder (hvor konsumptionsafgiften blev betalt). Det gav mulighed for at byerne kunne vokse ud over deres gamle grænser, noget der var højst tiltrængt i København og flere af de større købstæder.
De fleste var uden tvivl glade for konsumptionsafgiften forsvandt, men der var stor diskussion om den næste liberalisering, den såkaldte Næringslov (1857). Den fik også mere alvorlige følger. Næringsloven indførte fri næring, og dermed forsvandt lavenes gamle rettigheder. Mestrene kunne ikke længere i fællesskab aftale priserne – og heller ikke bestemme hvem der kunne udføre det pågældende erhverv. Det var måske endnu værre for svendene der mistede det fællesskab de hidtil havde været en del af. En håndværkersvend havde dengang langt større social tryghed end arbejderne. Efter nogen tøven førte det dog til at svendene i løbet af 1870’erne i stedet begyndte at organisere sig i fagforeninger.
Byernes købmænd blev i første omgang skånet for ny konkurrence takket være et ‘læbælte’ på godt 10 km rundt om købstæderne. I disse læbælter måtte der ikke drives egentlig købmandshandel, men kun såkaldt høkerhandel. Den oprindelige betydning af ‘høker’ er en omvandrende handelsmand, men her i slutningen af 1800-tallet var det også betegnelsen for en lille købmandsbutik der kun havde ret til at sælge ret få og veldefinerede varer og kun i et begrænset kvantum pr. ekspedition. Meningen var naturligvis at beskytte købstædernes købmænd, men paradoksalt kom Næringsloven til at virke helt anderledes. Det var nemlig lovligt for foreninger at uddele varer til deres medlemmer, også inden for læbælterne. Det udnyttede brugsforeningerne, og det betød at de nærmest fik monopol på at drive forretning i læbælterne.
Men på sigt svandt erhvervsmulighederne på landet ind. De husflidsprodukter landboerne kunne fremstille, kunne ikke klare sig i konkurrencen med de varer der blev fremstillet på byernes fabrikker. De landboere der ikke ejede eller arbejdede på gårdene, var derfor efterhånden nødt til at flytte til byerne. Og med nogle ganske få undtagelser – fx Ærøskøbing – voksede købstæderne i løbet af anden halvdel af 1800-tallet stærkt. Det samme gjorde også stationsbyerne – det var en helt ny bytype skabt af en ny teknologi, jernbanerne.
Næsten hver tiende dansker emigrerede
Byerne kunne dog ikke opsuge hele den overflødige landbefolkning, og mange var derfor nødt til at søge lykken over havet, flest i USA. Næsten en tiendedel af den danske befolkning – omkring 309.000 personer – rejste fra 1850 til 1920 til USA. Hertil kom en del tusinde der rejste til andre lande, bl.a. Argentina, Canada, New Zealand, Sydafrika og Australien.
Forskningen i udvandringen har primært fokuseret på hvordan det gik udvandrerne i USA og sekundært hvem det var der udvandrede, men man kan også stille det kontrafaktiske spørgsmål ‘hvad var der sket hvis disse mange især fattige ikke havde kunne rejse ud af Danmark? Det korte gæt er at vi ikke havde fået det nuværende velfærdssamfund, eller at det i mindste var kommet senere og i en anden form.
Det er naturligvis altid svært at beskæftige sig med kontrafakta, og det er svært at finde et land at sammenligne med, for der var jo også stor udvandring til USA fra alle europæiske lande i perioden. Danmark var dog et af de lande der relativt set havde den største udvandring til USA. Men under alle omstændigheder ville de mange fattige, ufaglærte og arbejdsløse mennesker have udgjort et stort problem først og fremmest som potentielle løntrykkere.
Når udbuddet af arbejdskraft er større end efterspørgslen, falder lønningerne. Det er svært at opgøre arbejdsløsheden i 1800-tallet; det var først omkring 1900 at fagforeningerne begyndte at føre systematisk statistik over ledigheden. Men det ligger fast at arbejdsløsheden i flere perioder var høj, især om vinteren.
Hvis man forventer at ekstrem fattigdom og høj arbejdsløshed nødvendigvis fører til politiske forandringer, tager man fejl. Man kan fx se på de engelske arbejderes forhold i 1800-tallet. Da de ikke længere kunne ernære sig som hyttearbejdere, drog de til byerne og de mange nye fabrikker. Men de kom i større omfang end der var behov for, og mange kom til at leve i yderste fattigdom, nogle af at tigge eller af almisser. De der fik ufaglært arbejde, måtte nøjes med en meget lav løn der kun gav mulighed for usle boliger og spartansk mad.
Forholdene er bl.a. beskrevet i Friedrich Engels Arbeiderklassens forhold i England fra 1844 og i Charles Dickens lidt tidligere roman Oliver Twist. Det var ikke blandt de ufaglærte den socialistiske arbejderbevægelse opstod; det var både i England, Danmark og andre steder blandt de faglærte arbejdere.
I øvrigt var det her i sidste halvdel af 1800-tallet at ‘det skæve Danmark’ begyndte at opstå. Den største udvandring kom fra de egne af landet der lå længst væk fra København. Således udvandrede næsten 30 % af befolkningen på Langeland, og også Bornholm blev hårdt ramt. Her udvandrede næsten 18 %. Over landsgennemsnittet lå også Nordjylland, Lolland-Falster og Sydsjælland.
Det er bemærkelsesværdigt at udvandringen tilsyneladende var høj fra de største byer, foruden Aalborg i Nordjylland også Vejle og Århus. Udvandringen fra København var lidt under landsgennemsnittet, men dog tæt på. Kun i Vest- og Midtjylland samt Nordsjælland var udvandringen påfaldende begrænset.
Når udvandringen især synes at være stor fra de største byer, skyldes det dog en mangel ved de statistiske data. Frem til 1900 blev der i de såkaldte udvandrerprotokoller kun indført oplysning om udvandrernes sidste bopæl. Protokollerne fanger således ikke de mange der tidligere er flyttet til byerne. Vi ved fra andre kilder at kun omkring 30 % af udvandrerne var født i den by de udvandrede fra. Resten brugte altså byen som springbræt for udvandringen, og udvandringen fra landdistrikterne har reelt været noget højere end det kan læses ud af protokollerne.
Det viser også at byerne på trods af den hurtige industrialisering der skete, langt fra var i stand til at opsuge tilflytningen. De fleste udvandrere var ufaglærte – både fra land og by – men især i slutningen af perioden udvandrede også mange faglærte arbejdere; også de må have fundet en trods alt noget usikker fremtid i et fremmed land mere attraktiv end arbejdsløshed og fattigdom i Danmark.
Ingen kommentarer endnu!