Umiddelbart var det ikke et tilvalg at de fattige danske husmænd begyndte som hjemmearbejdere i den tidlige industri. De var ud af en klasse der var vant til at arbejde med dyr og jord og ikke andet, men de var nødt til at finde de ekstra indtægtsmuligheder der var mulige i deres lokalområde.
Mens gårdmændene efter landboreformerne indledte en social opstigning der i løbet af hundrede år gjorde dem til den mest magtfulde klasse i dansk politik, så blev husmændene efterladt nederst i samfundet med hårdt arbejde det meste af livet – et liv der ofte blev afsluttet på fattiggården. På den måde lignede deres situation deres engelske klassefæller. Men på anden måde var de danske husmænds situation anderledes – og trods alt nok noget bedre.
Det skal her indskydes at der var tre hovedgrupper af husmænd: dem der ejede hus med jord, dem der kun ejede deres hus, og endelig dem der boede til leje – de såkaldte ‘inderster’ eller ‘indsiddere’. Der var også den forskel at nogle havde gode muligheder for at tjene som daglejere på nærmeste gods eller ved bønderne i landsbyen, mens andre havde mindre mulighed. Der var således tale om en meget blandet gruppe, men fælles for dem alle var at de havde dårlige forhold, dårlige boliger, dårlige levevilkår osv., og mange af dem drog da også efterhånden til købstæderne eller videre til USA og lignende destinationer. Henrik Pontoppidan har i litterær form skildret husmændenes vilkår i sine naturalistiske noveller fra 1880’erne, bl.a. i samlingen ‘Fra hytterne’.
Oven i husmændenes almindelige fattigdom kom også at der blev stadig flere af dem. Mens antallet af gårde lå nogenlunde fast gennem tiden, voksede antallet af huse – både dem med og dem uden jord. Og de huse der havde jord, fik mindre jord. Selv de husmænd der ejede jord, havde næppe mulighed for at forsørge sig selv og sin familie ved jorden alene. Den rakte sjældent til mere end ko – eller nogle får eller geder – samt en lille flok høns og en køkkenhave. Måske kunne de også opfede en gris eller to i løbet af året. Men det var ikke nok til at overleve for; der skulle andre indtægter til.
Det mest almindelige var utvivlsomt at sælge sin arbejdskraft som daglejer. Her kunne tjenes noget når godsejere og bønder var i gang med de store arbejdskrævende opgaver som at så og høste. Andre havde lært sig et håndværk der kunne supplere indkomsten – det kunne bl.a. være som tømrere, tækkemænd, vævere, træskomagere, hjulmagere eller spillemænd. Disse håndværk har nok været en bibeskæftigelse; det har formentlig kun været smedene der har kunnet leve af deres håndværk alene.
Egentlig hørte håndværksfagene til i købstæderne, men der var undtagelser. Fra gammel tid kunne landsbyernes beboere godt udføre forskellige håndværk beregnet til lokalt brug, det gjaldt både mht. spinding og vævning, brødbagning, ølbrygning, slagtning, byggeri, møbelfremstilling, fremstilling af ligkister og flere andre opgaver. Og langt op i tiden har disse forskellige formelt ufaglærte landhåndværk formentlig tilsammen produceret langt mere end byernes håndværkere. Det er imidlertid de sidste vi finder omtalt i kilderne – simpelthen fordi de producerede til byerne, og historien er generelt blevet skrevet fra byerne. Byhåndværkernes produkter var givetvis også generelt – men ikke nødvendigvis – af bedre kvalitet end landhåndværkernes.
De enkelte landhåndværks udøvere fortaber sig i historien, men det er nærliggende at forestille sig at enhver bondefamilie oprindeligt fremstillede alt hvad den havde behov for – bortset fra jernvarer. Kunsten at smede blev formentlig allerede i jernalderen forbeholdt en særlig gruppe af faglærte mænd, smedene. Men alt andet har man kunnet lave selv.
Efterhånden er der imidlertid sket en specialisering hvor nogle af husmændene lærte et håndværk og arbejdede som håndværkere, dels for den lokale godsejer og dels for den lokale landsby. Arbejdet for godset blev udført som hoveriarbejde, og det blev regnet for mere værdifuldt end almindeligt hoveriarbejde – der er således eksempler på at håndværkere kunne nøjes med at udføre færre dages hoveriarbejde end bønderne.
I tidens løb tillod skiftende konger imidlertid at landbefolkningen fik bedre muligheder for at sælge deres varer. Uldbinderne – at ‘binde’ er at strikke – fik således allerede i 1741 tilladelse til at sælge deres varer i købstæderne. Det skyldtes nok at der ikke var uldbinderlav i købstæderne. Et andet eksempel er fra en retssag i 1779; her endte en pottemager med at få lov til at sælge ‘røde potter´ og ikke kun ‘sorte potter’. Det var dog først i 1827 at kongen stadfæstede pottemagernes ret til også at sælge de røde potter. Og i 1822 gav kancelliet (regeringen) tilladelse til at træskomagere frit kunne ‘forfærdige og forhandle’ træsko. Det skete med den begrundelse at det var husflid.
Landbefolkningen fik efterhånden ret til at sælge ‘husflid’, dvs. ufaglært hobbyarbejde, på købstædernes markeder, men det gav naturligvis ofte anledning til konflikter med købstædernes håndværkslav, som var meget imod at få konkurrence, og gennem flere hundrede rasede en hård kamp mellem håndværkslavene i byerne og håndværkerne fra landet.
Ingen kommentarer endnu!