I Danmark blev landbruget moderniseret på en helt anden måde end det skete i Storbritannien. I England, Skotland og Wales blev jorden ikke fordelt mellem frisatte bønder, men overtaget af godsejerne til deres egen brug. Det var også her godsejerne der ejede jorden, og de brugte både tvang og lovgivning til at fortrænge bønderne fra jorden – i første omgang fra de udyrkede overdrev og skove, men efterhånden fra al jord. For at markere at at jorden nu var privat, blev den hegnet ind – på engelsk blev det kaldt ‘to enclose’.
Processen begyndte allerede i 1200-tallet og skyldtes dengang at godsejerne ville udnytte de høje priser på uld. Så de hegnede jorden ind og satte får ud på dem. Det var bønderne naturligvis utilfredse med, og allerede dengang var der blodige konflikter om retten til at bruge jorden.
Ønsket om at producere uld var den drivende kraft bag den fortsatte enclosure-bevægelse helt op i 1600-tallet, men efterhånden kom det mere til at handle om at dyrke jorden mere effektivt. Der er mange eksempler på frivillig enclosure i stil med den danske udskiftning, men for det meste var det godsejerne der tvang indhegningen igennem, nogle gange i voldelig og blodig konflikt med bønderne.
Det er dog omdiskuteret hvor meget der var frivilligt og hvor meget der tvang, og også hvilke rolle den voksende landbefolkning (og dermed behovet for agerjord) spillede. Der er imidlertid ingen tvivl om resultatet – de mindre selvstændige bønder forsvandt stort set. De blev i stedet til jordløse løsarbejdere og daglejere.
I begyndelsen blev de fleste på landet hvor de arbejdede som daglejere på godserne, men efterhånden fik stadig flere arbejde for bykøbmænd der satte dem til enkelt industriarbejde. De arbejdede imidlertid ikke på fabrikker, men hjemme i deres små huse – deraf navnene ‘hjemmeindustri’ og ‘hytteindustri’. Systemet kaldes også for ‘forlagsindustri’ fordi arbejdet var ‘forlagt’ fra arbejdsgiveren og hjem til arbejderen. Det var i begyndelsen især i tekstilindustrien de jordløse hyttearbejdere og deres familier – inkl. små børn – fik arbejde med at karte, spinde og væve. Lønningerne kunne holdes meget lave, fordi der var rigelig arbejdskraft og produktionsmidlerne var enkle. Derfor kunne man ret nemt starte en forretning med at ‘forlægge’ forarbejdning af uld til landarbejdernes hytter. Siden blev også andre enkle arbejdsopgaver lagt ud til landarbejderne.
Konkurrencen mellem købmændene betød, at de måtte organisere arbejdet meget effektivt hvis de skulle tjene penge. Dermed begyndte en udvikling, hvor man ordnede alt så rationelt som muligt. Det skete bl.a. ved at den enkelte arbejder (typisk den enkelte familie) kun lavede meget enkle processer så det blev en slags samlebåndsarbejde. Det varede imidlertid ikke længe før købmændene begyndte at bygge fabrikker i byerne, og hyttefamilierne flyttede med – eller var nødt til at flytte med. Enclosure-bevægelsen var således en vigtig årsag til at den industrielle udvikling kom til at gå så hurtigt som den gjorde i England. Hermed fik England og Danmark to meget forskellige udviklingsretninger.
I England strømmede de nu jordløse bønder ind til byerne i håb om at få arbejde, mens de danske bønder fik mulighed for at eje deres egen jord og lade den gå i arv. Den mulighed fik de danske husmænd imidlertid ikke; de blev stillet nogenlunde ligesom deres jordløse kolleger i England.
Ingen kommentarer endnu!