Blandt middelalderens mange mindre opfindelser finder vi en af de største, uret. Det var dengang en lille opfindelse, som ikke mange havde brug for, men i moderne tid har den vist sig som en af de mest revolutionerende. Og i dag er delt uundværligt – selvom det dog virker på en anden måde i dag.
I et traditionelt landbrugssamfund behøver man ikke ur. Man kan stå op – sammen med dyrene – når solen står op og det bliver lyst, og man kan gå i seng (eller i det mindste gå inden døre til tællelyset eller petroleumslampen) når det bliver mørkt. Men der var ét sted man allerede i den tidlige middelalder havde brug for at kende tiden. Det var på klostrene. Det indgik nemlig i mange klostres rutine at bede på bestemte tidspunkter, også om natten hvor solen ikke er på himlen.
Det svære var ikke at opfinde et apparat, der kunne vise tidens gang. I forvejen havde man både vandure, sandure og solure. Men det var ikke så ligetil at udvikle en tidsmåler der var både driftsikker, nøjagtig og uafhængig af solen. Derfor var vanduret helt frem til begyndelsen af 1300-tallet den bedste tidsmåler når solen ikke var på himlen. I slutningen af 1200-tallet blev det mekaniske ur imidlertid udviklet, formentlig i Italien. Det kan også være sket i England, for det blev i hvert fald ret hurtigt taget i brug her.
For at opfinde det mekaniske ur skulle man være i stand til at kontrollere dets drivkraft, hvad enten det var et faldende vægtlod eller en fjeder. Det løste man med det såkaldte hæmværk – i sig selv en ganske lille opfindelse. Den består blot af et lille metalanker der kan bevæge sig frem og tilbage – og frigøre og bremse drivkraften. Vi ved ikke hvem der opfandt hæmværket eller hvor det blev opfundet, men det må være sket i sidste halvdel af 1200-tallet.
Hæmværket er rent fysisk en lille mekanisme, men uden hæmværket havde vi aldrig have fået det mekaniske ur, og uden et præcist ur ville vores tilværelse i dag være meget anderledes end den er. Da det mekaniske ur blev opfundet, var det også den absolut mest avancerede maskine mennesket endnu havde opfundet.
I adskillige hundrede år blev den slags ure i øvrigt som regel kaldt for ‘sejerværker’ i Danmark. Ordet ‘sejer’ kom fra tysk ‘zeiger’ der betyder ‘urviser’. Af samme grund blev urmagere kaldt ‘sejermagere’. Ordet ‘ur’ kommer også fra tysk, men stammer tilbage fra det latinske ‘hora’ der betyder ‘time’. Det engelske ‘hour’ har samme oprindelse.
Umiddelbart fik det mekaniske ur dog ikke den store betydning. Selvfølgelig var det godt for munke og andre der havde brug for at bede på bestemte tidspunkter. Og det var også interessant at man nu fik rimeligt præcise tårnure i de større byer, men nytteværdien var længe begrænset. Efterhånden lærte folk dog hvad tid var, og hvad det kunne bruges til. Og da vi kom længere frem i historien, blev præcise ure jo helt nødvendige. Uret var bl.a. en forudsætning for at man kunne sejle på de store have uden landkending. Når man skal navigere nord-syd er det vigtigt at kunne bestemme tidsforskellen mellem den lokale tid og 0-meridianen. Det var dog først i 1700-tallet at man fik nøjagtige transportable tidsmålere, de såkaldte kronometre.
Endelig forberedte uret mennesket på industrialiseringen, på det at møde på arbejde på et bestemt tidspunkt og arbejde i et bestemt antal timer hver dag. Det var nødvendigt, da man flere hundrede år efter havde brug for arbejdskraft på de nye fabrikker. Ure har længe været så nødvendige at man med god ret kan tale om at vi lever i ‘urtiden’. De fleste af de ting vi bruger i dag, kan enten undværes eller erstattes, men uden ure og uden tid – en universal tid – vil vores samfund bryde sammen. Hæmværket var således en lille opfindelse, men det fik umådelig stor betydning – og har haft det helt op til den moderne digitale tid.
Det var formentlig Ribe Domkirke der fik det første mekaniske ur i Danmark; en enkelt kilde siger det skete i 1401; det er dog sikkert at der var et ur i kirken i 1429. Det er også sikkert at det var i brug til 1638 hvor det blev udskiftet. De ældste bordure i Danmark blev sandsynligvis udført af hofurmageren Steffen Brenner i 1550’erne. Det ældste bevarede er fra 1556. Det står i dag på Rosenborg Slot. Den gamle by i Århus har et bordur fra 1557, også lavet af Brenner.
En vigtig sideeffekt af urene – og efterspørgslen på dem – var i øvrigt at der blev skabt et nyt håndværkerfag, urmagerne, der lærte at arbejde med små instrumenter af metal. Det er således ikke overraskende at mange urmagere siden blev opfindere. Blandt andet var danske Jacob Ellehammer urmager.
Selvom man nu havde fået ure, havde man dog ikke fået en fælles tid i Danmark. Det var stadig solen der bestemte hvornår det var morgen, middag og aften. Og da solen først står op i øst, var Bornholm foran Jylland. Og i øvrigt afhang den lokale tid af hvor præcist klokkeren havde stillet kirkeuret. Først da man mange hundrede år senere fik jernbaner og telegrafer, blev der behov for en dansk standard-tid. En tid brugte man Københavnertid, men den passede ikke ind i det internationale tidssystem. Et sådant tidssystem fik man først i 1894 – den såkaldte Gudhjemtid (sådan kaldet fordi den tager udgangspunkt i den længdegrad der ligger tæt på Gudhjem).
Ingen kommentarer endnu!