Som bekendt er der markante rester af bygninger som grækerne og romerne byggede for omkring 2.000 år siden. Det skyldes at de er bygget af sten – og for romernes vedkommende til dels også af brændte sten, mursten.
Den slags gamle rester har vi kun ganske få af i Danmark. Længe efter vikingetiden var næsten alle bygninger lavet af træ og tørv, evt. med fundament af kampesten, men fra slutningen af 1100-tallet begyndte de brændte lersten at blive taget i brug. Den ældste bygning med brændte sten i Danmark er Sct. Bendts kirke i Ringsted. Den blev indviet i 1170. Nogenlunde lige så gammel er Valdemarsmuren i Dannevirke ved Slesvig. Den er formentlig også påbegyndt i 1160’erne. Nogle forskere mener at der er brugt teglsten allerede tidligere – bl.a. i St. Laurentius Kirke i Roskilde, Æbelholt Kloster ved Hillerød og Søborg Slot ved Gilleleje, men det er der ikke almen enighed om.
De brændte sten blev meget hurtigt en succes, og allerede i 1170’erne var der adskillige større byggerier i gang. Dengang brugte man de såkaldte munkesten der er større end moderne mursten. Navnet fortæller tydeligt hvem der introducerede dem til Danmark. Det gjorde munkene – vist med brug af teglbrændere fra Lombardiet i Norditalien – og de tog dem først og fremmest i brug til deres klostre. Det var – bortset fra nogle af kongens borge – den tids største og mest imponerende byggerier. Det er lidt usikkert hvornår de første klostre blev opført, men der var klostre allerede i 1000-tallet, dengang dog bygget af træ.
Moderne mursten har altid en fast størrelse, med bl.a. en tykkelse på 5,5 cm, mens munkestenene ofte var op mod 10 cm tykke. Der var ingen standard-størrelse på munkesten.
Med murstenene kom også en ny slags virksomhed til Danmark, teglværkerne. Det er for tidligt at kalde det for en industri, men det var den slags virksomheder der var tættest på at være det. Industri er karakteriseret ved primært at beskæftige ufaglært arbejdskraft og ved at en del af arbejdet udføres af maskiner. Middelalderens teglværker var endnu håndværk, men beskæftigede formentlig både faglærte og ufaglærte. Og man benyttede heller ikke maskiner.
Man kan måske nogle steder have benyttet vandhjul til at blande og transportere leret, men det er ikke sandsynligt. I de fleste tilfælde var teglværkerne midlertidige og placeret i tilknytning til det byggeri der skulle bruge stenene. Teglmestrene der ledte brændingen, rejste rundt fra byggeri til byggeri – muligvis sammen med nogle af de de menige teglbrændere. Men teglbrænderne har også kunnet skaffes lokalt.
Inden man fik brændte mursten i Danmark, var der en periode hvor man brugte frådsten – eller kildekalk som det også bliver kaldt. Det var mange steder i Danmark let at få fat i frådsten, og det er oven i købet også meget let at tildanne så længe det er fugtigt. Det bliver derimod hårdt når det tørrer. Frådsten har imidlertid en meget porøs og ujævn overflade – ordet ‘fråde’ betyder meget sigende ‘skum’ – og stenene var ikke ideelle hvor man ønskede en pænere og mere glat overflade. De var heller ikke lette at tildanne til pænere detaljer. Frådsten gik derfor hurtigt af brug da man fik mulighed for at lave mursten.
Frådsten findes mange steder i Danmark, den største forekomst er i Elverdamsdalen ved Holbæk. Og netop her i Holbæk-Roskilde-området med Hornsherred findes mange gamle frådstenskirker. Men bl.a. er også den tidligere klosterkirke i Veng bygget af frådsten. Og der er fundet gamle rester af frådstensmure i en del nyere kirker. Det tyder på at de første stenkirker generelt har været af frådsten, men at de ret hurtigt er erstattet af mursten.
Den ældste kendte bygningsrest af frådsten er fra Roskilde. Det er en portal fra 1030’erne der er bevaret i nordvæggen på Skt. Jørgensbjerg kirke. I Jelling kirke er der dog for nylig fundet rester af en frådstensbygning som kan være lige så gammel. Den ældste bevarede hele kirke af frådsten er kryptkirken i Vor Frue kirke i Århus.
Ingen kommentarer endnu!