Vejrmøllen tog en ny energikilde i brug

Udviklingen af vejrmøllerne skete parallelt med udviklingen af vandmøllerne; begge slags møller begyndte formentlig som enkle horisontale møller uden tandhjul, men på et tidspunkt fandt man ud af at vertikale møller gav mere kraft. Muligvis har de horisontale og de vertikale vejrmøller eksisteret ved siden af hinanden i en lang periode; de havde nemlig hver deres fordele og ulemper.

De horisontale vejrmøller er – ligesom de horisontale vandmøller – forsvundet fra Danmark, men man ved med sikkerhed at de har været i brug på Bornholm. Det er naturligvis tænkeligt at de også har været i brug andre steder, men det kan ikke dokumenteres. Fra Skåne kendes eksistensen af én mølle.

Den bornholmske horisontalmølle kaldtes ‘værplaska’ eller ‘dæwladajnser’. De kunne være placeret forskellige steder, både på huse og bygget ind i jordhøje. De kaldes derfor også for jordmøller. De blev trukket af otte vandret liggende vinger, og for at få vinden til at dreje vingerne rundt, stillede man skærme op der blokerede vinden i den ene side. Der var dog tilsyneladende også møller hvor vingerne selv kunne indrette sig efter vinden.

Den første vejrmølle med lodrette møller var stubmøllen. Den ældste der kendes i Danmark er nævnt i et gavebrev fra 1259; her bliver en mølle i Fløng foræret til Roskilde Domkirke. 

Når man skal bruge en stubmølle, skal den drejes – krøjes – op mod vinden. Det gør man ved at dreje hele møllen. Den står på en stub, en fod der i Danmark for det meste er lavet af otte kraftige bjælker, men i andre lande er andre fødder mere almindelige. I bl.a. Middelhavsområdet – hvor vinden meget ofte kommer fra samme retning – har man også brugt møller der slet ikke kunne krøjes. Det er naturligvis meget lettere at bygge en sådan fast mølle, men den slags møller kendes ikke fra Danmark. Her er blæsten for omskiftelig.

Stubmøller var imidlertid langt fra så effektive som vandmøller, og de blev derfor kun bygget hvor vandløbene var små – og derfor især på de mindre øer som Langeland og Læsø og på halvstore som Falster og Lolland. Men på større øer som Fyn og Sjælland blev der kun bygget ret få stubmøller. De i alt 18 stubmøller der har overlevet til i dag, står også primært på de mindre og halvstore øer, flest på Bornholm, Lolland og Falster. 

Stubmøller var også for svage til at drive andet end kornmøller,og det var først da den såkaldt ‘hollandske mølle’ kom til Danmark i løbet af 1600-tallet, at vejrmøller blev taget i brug til at valke, stampe, slibe og andre mere fabriksagtige opgaver. De hollandske møller kan i princippet bygges meget store, mens stubmøllerne – der jo er placeret på en pæl – kun kan være relativt små; de højeste var omkring 12 m høje. Til gengæld var stubmøllerne både billigere og mere simple at bygge, og bl.a. på Læsø havde man møller der var så små at de kunne betjenes af en enkelt mand m/k. Sådanne møller blev kun brugt af én gård. 

Stubmøllerne var således gennem mere end 500 år den vigtigste maskine mange steder i Danmark – kun hvor vandløbene havde en vis størrelse brugte man i stedet vandmøller. Nogle stubmøller var da også fortsat i brug helt frem til efter 1900. Og langt op i 1800-tallet blev der faktisk bygget nye; den formentlig yngste blev opført i 1841 på Falster.

I øvrigt bestod inventaret i stubmøllerne helt frem til 1700-tallet alene af en kværn, og kornet der jo dengang primært var rug, blev malet til fuldkornsmel. Hvis man havde brug for lyst mel – fx ved juletid – sigtede man det i hånden. Men i løbet af 1700-tallet begyndte man at installere sigter i møllerne; de var ret bekostelige for ‘nettet’ var lavet af silke. I løbet af 1700-tallet vandt også skallekværne frem; med dem kunne man knuse kornet til gryn – så havregryn er således en relativ ny opfindelse.

PS! Vi bruger her ordet ‘vejrmøller’. Det er det gamle ord for det vi i dag typisk kalder en ‘vindmølle’. Men ordet ‘vejrmølle’ bruges endnu, både om de tidlige vindmøller og i afledte betydninger som fx ‘at slå vejrmøller’ og ‘at kæmpe mod vejrmøller’. Og det giver derfor god mening at reservere ordet ‘vindmølle’ til de moderne elproducerende vindmøller. Men ordet ‘vejr’ betød faktisk oprindeligt ‘vind’, mens ‘vind’ nærmere betød ‘blæst’.