Skip to main content

Stadigt mere effektive vandmøller

Overfaldshjul
Fyrkat vandmølle ved Hobro. Møllen drives af et overfaldshjul med fremskudt malekarm. Møller kunne gøres effektive på flere måder, men løsningen her er den mest effektive, især i relativt små vandløb hvor der samtidig er mulighed for etablering en en mølledam. Her samler man vandet ved at stemme det op i en mølledam bag en dæmning. Herfra ledes vandet via den fremskudte malekarm hen til forsiden af vandhjulet. Der har været mølle ved Fyrkat mindst siden 1400-tallet, og siden mindst 1688 har det været et overfaldshjul. Den nuværende mølle er dog hentet fra Ryd på Fyn i 1960-61. Foto: Peder Meyhoff (CC BY-SA 3.0)

Der var ikke ret mange forbedringsmuligheder i skvatmøllen, og den forandrede sig næppe meget i tidens løb. Det gjorde det lodrette vandhjul imidlertid. Der var grundlæggende to modeller, underfaldshjulet og overfaldshjulet. Navnene refererer til den måde vandet rammer hjulet på – hhv. forneden eller foroven.

Strømhjulet var det første underfaldshjul. Det var et vandhjul hvis nederste del stak ned i vandløbet. Det mindede meget om noriaen, et øsehjul som blev opfundet længe før vor tidsregning, og som har været brugt helt op til i dag i den arabiske verden. Så vidt vides, nåede noriaer aldrig til Danmark, men romerne og senere araberne i Spanien brugte dem. 

Strømhjulet blev tidligt forbedret ved at man samlede vandet under det i en smallere strøm der både løftede vandet og gav det mere fart – og dermed også mere kraft. Det er det klassiske underfaldshjul. Der kom siden mere effektive løsninger, men man fortsatte alligevel nogle steder med at bygge og bruge underfaldshjul helt op i 1800-tallet.

Slusegård Vandmølle med underfaldshjul. Slusegård ligger på Øle Å på det sydlige Bornholm. Forholdene på Bornholm var af flere grunde forskellige fra resten af landet; der er således ikke større vandløb på øen, og der har heller aldrig været herregårde eller klostre. Der har derfor været flere mindre vandmøller på Bornholm end andre steder, og det var også her man længst brugte de horisontale skvatmøller. Hjulet her har – udover at levere kraft til kværnen – også kunnet drive en sav og en hakkelsesmaskine på den tilhørende gård. Ved møllen ligger også et af Danmarks ældste ørredklækkerier, fra midt i 1800-tallet. Foto: Peder Meyhoff (CC BY-SA 3.0)

Underfaldshjulet blev ofte forbedret ved at løfte vandet så det ramte hjulet højere op. Det gav vandet mere kraft, men det var nødvendigt med noget jordarbejde for at løfte vandet. Det skete typisk ved at opstemme vandet i mølledamme. Den type underfaldshjul kaldes brystfaldshjul. Hvor et underfaldshjul kun udnytter 20-30 % af vandets energi, kan brystfaldshjulet udnytte helt op til 80 %. Navnet ‘brystfald’ refererer til at vandet rammer hjulet i ‘brysthøjde’ (ca. ud for akslen). 

Nærbillede af brystfaldshjul. Her ser man hvordan vandet rammer vandhjulet i ‘brysthøjde’. Møllen er fotograferet på Hjerl Hede. Foto: Peder Meyhoff (CC BY-SA 3.0).

Endnu mere effektiv kan de såkaldte overfaldshjul dog blive; her rammer vandet det øverste af vandhjulet foran akslen. Fælles for brystfalds- og overfaldshjulene er at vandet er stemmet op, og at hjulet drives af vandets vægt i stedet for af dets strømmende bevægelse. Begge typer kan derfor trække overraskende store maskiner. 

Mølledammene havde to store fordele, de gav mere kraft til vandet, og man kunne nøjes med mindre vand – i hvert fald hvis man kun brugte vandmøllen når der var vand nok. Men de havde omvendt den ulempe at de hindrede passagen for fisk – og de var således skyld i nogle af de første markante forringelser af det danske vandmiljø. 

Den sidste forbedring af overfaldsmøllen var den fremskudte malekarm (se billedet øverst på siden). Den førte vandet fra mølledammen hen over midten af vandhjulet så det faldt med større kraft. Ordet ‘malekarm’ betyder ‘indfatning/ramme der bruges til at male korn’ – og at ‘male’ er når man knuser korn til mel. ‘Male’ er et gammel indoeuropæisk ord der blandt andet er i familie med ‘mel’ og ‘mølle’.

Var fordelene så større end ulemperne? I dag – hvor næsten alle gamle opstemninger er blevet fjernet – vil vi nok sige nej. Men dengang var man ikke i tvivl om et ja. Den voksende befolkning øgede behovet for mel, og man kunne næppe producere nok mel med de gammeldags drejekværne. Man kunne naturligvis have indført menneske- og dyretrukne kværne, men når menneskene eller husdyrene trak rundt med kværnen, kunne de ikke lave andet arbejde. I princippet kunne man selvfølgelig bare have haft rigeligt med heste eller trælle, men de skulle jo have mad. Så man har taget imod den gratis adgang til det nyttige vand i åer og bække med kyshånd.

Statsmagten var da også meget opmærksom på at udnytte den gratis energi i vandløbene. Allerede i 1350’erne forlangte kong Valdemar Atterdag, at man udnyttede vandløbene, så vandet ikke bare nytteløst plaskede ud i havet: ‘Han vilde ikke, at åerne skulde løbe i stranden uden først at have gjort landegavn’, står der i Sjællandske Årbog fra 1356.

Man var dog opmærksom på nogle af ulemperne, nemlig at opstemninger førte til forhøjet vandstand opstrøms. Det fremgår således af Jyske Lov fra 1241 at man ikke må etablere opstemninger der forårsager oversvømmelse på ‘anden mands ager’ og heller ikke ødelægger de gamle møller ‘der er fra arilds tid’. Det er den ældste lovtekst i Danmark der beskæftiger sig med konsekvenserne af teknologi. Det fremgår i øvrigt også af Jyske Lov at mølleerhvervet dengang var et frit erhverv for alle. Men efterhånden blev drift af møller et monopol for kongen og herremændene.

En kommentar til “Stadigt mere effektive vandmøller”

  1. Pingback:Kunsten at vende bevægelsen – Danmarks Teknologihistorie

Din e-mail vil ikke blive vist.