Renseanlæg og andre kommunale værker

Efterhånden fik også de mindre byer vandværker – ofte på initiativ af borgere organiseret i andelsforeninger – og også kloakeringen blev forbedret, men det varede længe inden de første rensningsanlæg blev etableret. Ligesom med vandværkerne kom inspirationen udefra, fra USA og England – hvis storbyer naturligvis havde større problemer end Danmark. Her åbnede man omkring år 1900 renseanlæg hvor slammet blev behandlet med store mængder ilt som fremskyndede forrådnelsen og omsætningen af det organiske materiale. Resultatet blev væsentligt renere spildevand.

Med disse erfaringer begyndte man også i Danmark at arbejde på at rense vandet, først dog blot med bundfældningstanke (septiktanke), siden også med mekanisk rensning. Odense kom først; her gik man i 1948 i gang med at bygge Danmarks første egentlige renseanlæg (også kaldt rensningsanlæg). Indtil da havde man blot sorteret de større urenheder fra og kørt slammet til deponering på enge og marker. Resten blev ledt ud i Odense Å som efterhånden blev meget forurenet. 

Senere blev renseanlæggene udbygget med biologisk og kemisk rensning og senest også med UV-belysning. I dag udleder de danske renseanlæg derfor i praksis helt rent vand, og hvis man kan kalde vandværket for 1800-tallets største opfindelse, må renseanlægget være 1900-tallets største opfindelse. Uden renseanlæg ville det ikke være muligt at opretholde den livsform vi har i dag. I dag tager vi både rent drikkevand, velfungerende kloakker og renseanlæg for givet, og man kan vanskeligt forestille sig en tilværelse uden.

Gadebelysning er ligesom renovation og vandforsyning en gammel kommunal opgave der undergik store forandringer i løbet af 1800-tallet. Her starter historien i 1681 hvor Christian 5. bestemte at der skulle opsættes 500 hornlygter i København. Lyset kom de første år fra brændende olie, siden fra brændende tran. Antallet af lygter blev efterhånden forøget, og i 1771 – under Struensee – fik belysningen et stort løft, dels kom der endnu flere lygter, og dels blev de udstyret med glas. Indtil 1857 brugte man dog fortsat tran, men dette år skiftede man til lygter med gas fra det nye Vestre Gasværk. Fra 1890 begyndte man desuden at bruge elektrisk gadebelysning i form af kulbuelamper og senere også af glødelamper. 

For at kunne bruge gas og el, måtte man naturligvis have gas- og elværker. De blev opfundet i hhv. England og USA, og igen var Odense først i Danmark. De fik i 1853 Danmarks første gasværk, i årene efter kom en række andre provinsbyer med, og i 1857 fik også København sit første gasværk, Vestre gasværk. Værket er for længst revet nedrevet, men det lever endnu i gadenavnet Gasværksvej. Da Vestre Gasværk blev for lille, opførte kommunen i 1878 Østre Gasværk. Her står Martin Nyrops gasbeholder endnu; den bruges i dag til teater.

Danmarks første elektricitetsværk blev oprettet i Køge. Jens Hansen i Køge slog et privat selskab i Odense med 6 uger i efteråret 1891. Og året efter blev Danmarks første offentligt ejede elektricitetsværk åbnet i København. Det var her Niels Finsen lavede sine første eksperimenter med kulbuelys.

Blandt de kommunale forsyningsopgaver er der også grund til at nævne brandvæsenet. Indtil 1687 var det overalt i landet borgerne selv der måtte slukke brandene, men dette år oprettede Christian 5. et kongeligt brandvæsen i København. I resten af landet måtte man dog fortsat klare sig selv. Datidens brandvæsen var imidlertid ikke ret effektivt. Det store gennembrud her var sprøjter drevet af dampmaskiner. Københavns brandvæsen fik en sådan i 1864, men mange steder måtte man langt op i 1900-tallet nøjes med hestetrukne sprøjter drevet med håndkraft.