Kampen mod lortet

Da byerne i løbet af vikingetiden og middelalderen begyndte at vokse sig større, fik de et problem – at skaffe sig af med den menneskelige afføring. Klostrene havde vandskyllende toiletter, borgene havde såkaldte ‘hemmeligheder’ der dumpede afføringen ned i voldgraven, og på landet endte afføringen typisk på møddingen sammen med dyrenes afføring. Men i byerne havde man et problem, og det blev større efterhånden som byerne voksede. 

Vi ved ikke hvornår man begyndte at bygge lokummer – også kaldet das – i Danmark, men de kendes i vikingebyerne York og Dublin for mere end 1.000 år siden. Der er også fundet et ca. 1.000 år gammelt das på Stevns – dvs. man har fundet rester af menneskelig afføring samlet på sådan måde at det må være blevet placeret i et lille hus. Og vi ved fra den norrøne litteratur at vikingerne – eller i hvert fald deres efterkommere – har haft dasser i små bygninger. Men vi ved ikke hvordan de så ud, hvem der brugte dem, og hvad man gjorde når hullet i bunden af dasset var fyldt.

Det er også uvist hvornår man første gang forholdt sig systematisk til problemet med at skaffe den menneskelige afføring bort, men det var givetvis Christoffer 1. – som var konge i 1250’erne – der som den første udstak befalinger mht. byboernes affald. Han bestemte at det skulle kastes på gaden, og at det her kun måtte ligge i tre dage. Det er imidlertid uklart hvordan datidens renovationsarbejde blev udført, men formentlig havde man allerede dengang såkaldte natmænd i Danmark. Navnet fik de fordi de arbejdede om natten. Vi må dog også gå ud fra at en stor del af afføringen blev brugt som gødning i byboernes egne haver.

Christian 2. bestemte i 1522 at alle købstæder skulle have en bøddel og en rakker, og at der en gang om ugen skulle køres affald ud af byen, i øvrigt i særligt tætte og lukkede vogne. Rakkerne var bødlernes medhjælpere, men udførte også natmandsarbejde. I 1702 overlod Frederik 4. opgaven til private vognmænd, og her kommer ordet ‘skraldemand’ fra. Renovationsfolkene skulle nemlig give lyd vha. en skralde når de kom frem. 

I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man at bruge spande til deres afføring. Det gjorde det lettere at håndtere afføringen. Inden da sked man i såkaldte latriner som egentlig blot var et hul i jorden, ofte i et lille hus i baggården, men det kunne også være inde i selve huset. Herfra sivede det våde ned i jorden, mens det faste hobede sig op indtil man var nødt til at tømme gruben. Eventuelt komposterede man afføringen så den kom til at fylde mindre. Det bidrog også til at begrænse lugten. Man kunne også løse problemet med fyldte latriner ved at etablere nye ved siden af de fyldte.

Ordene lokum, das og latrin bruges ofte i flæng om det rum eller bygning man forretter sin nødtørft i, men latrin har den særlige betydning at det kan betegne resultatet af denne nødtørft, altså indholdet i hullet eller spanden under skidehullet. Og det er sådan vi bruger det her.

Der er eksempler på offentlige latriner, herunder nogle der er placeret ved vand. Så kunne det flydende lettere forsvinde. Nogle gadenavne fortæller ligefrem at her var offentlige latriner; det gælder bl.a. flere Magstræder (mag’ et gammelt ord for nødtørftshus). Gadenavnet Hyskenstræde i København fortæller også at der her har været nødtørftshuse (’hysken’ kommer af plattysk ’hyseken’ der betyder ’små huse’). I de fleste tilfælde er de gamle navne dog efterhånden blevet erstattet af noget ‘pænere’. Fx er københavnske Skidenstræde blevet til Krystalgade, mens århusianske Skidenstræde nu hedder Grønnegade.

Man kunne i princippet købe og installere vandskyllende toiletter fra midten af 1800-tallet i Danmark. Men frem til slutningen af 1800-tallet var det ulovligt at slutte dem til kloaknettet. Kloakkerne udmundede dengang typisk i havne og altid tæt på byen, og det var indlysende at det var en dårlig løsning at fylde det nære vandmiljø op med afføring fra byens borgere. Men efterhånden fik man længere kloakker. Og meget senere også renseanlæg. Og dermed fik man igen mulighed for at udnytte den gødning der er i afføringen.

Man vidste fra gammel tid at afføring havde stor gødningsværdi, og natmændenes fangst blev derfor kørt uden for byerne hvor bønderne brugte det som gødning. Men efterhånden som byerne voksede, blev det svært at håndtere de store affaldsmængder, og det endte derfor ofte i store latrinkuler – store gravede huller – tæt på byen. Københavnernes afføring endte længe i store kuler på Amagerbro, og derfor fik Amager tilnavnet Lorteøen. Til gengæld måtte bønderne købe kunstgødning – hvoraf meget var sejlet hertil fra Chile (såkaldt chilesalpeter, guano). Og det blev endnu sværere at udnytte afføringen som gødning da man endelig fik lov til at koble vandklosetterne på kloaknettet. Nu endte al den gode gødning i vandmiljøet. Her fører det til algevækst og iltsvind. Det er særlig problematisk at der udledes fosfor; det er en nødvendig, men begrænset resurse som ikke bør spildes i havet.

Enevældens fald og vedtagelsen af Grundloven i 1849 førte til revolution rundt om i landets sogne og kommuner. De fik flere opgaver, og deres arbejde blev ordnet ved lov. Blandt deres vigtigste arbejdsopgaver var en videreførelse af det lokale renovationsvæsen (sammen med blandt andet det lokale vejvæsen, folkeskolerne og fattigvæsenet). Men efterhånden fik kommunerne også en række nye såkaldt ‘tekniske’ opgaver. De store forandringer i sidste halvdel af 1800-tallet skabte – i forening med koleraepidemien i 1853 – behov for nye løsninger på en række områder – der var fx behov for rent vand og også for at skaffe sig af med det brugte vand. Desuden skabte nye teknologier som gas- og elektricitetsværker nye muligheder og nye behov. 

Udviklingen gik forskelligt i rundt om i landet. Der var overalt mindst tre potentielle aktører i spil, de demokratisk valgte repræsentanter i sogneråd og kommunalbestyrelser (samt amtsråd), private personer og private virksomheder samt foreninger af lokale borgere. Generelt var det i de større byer typisk byrådene der var mest aktive ved opstart af nye værker mv, mens private – ofte i form af andelsselskaber – spillede en stor rolle på landet. Især blev mange vandværker oprettet af andelsselskaber, og endnu i dag drives mange vandværker og varmeværker som andelsselskaber. Private virksomheder spillede generelt en mindre rolle i Danmark, men var dog aktive hvor det drejede sig om ny og mere luksuspræget teknologi – som gas- og elværker. 

Spildevandsslam og biogas

Først efterhånden som kommunerne byggede rensningsanlæg, blev det igen muligt at udnytte den næring der er i afføringen. Det skete længe ved at man brugte slammet fra renseanlæggene som gødning. Det er i princippet en god og fornuftig ordning, men der kan være problemer med uønskede stoffer i slammet. Det bliver derfor kontrolleret for forskellige tungmetaller og miljøfremmede stoffer, og det bliver kun udbredt på marker hvis hvis indholdet af de målte stoffer er under grænseværdierne. Ellers bliver det brændt. Det har dog alligevel længe været omdiskuteret hvor sikkert det er at bruge slammet, og det er derfor ikke alle landmænd der vil tage imod det.

Senest er man begyndt at lave biogas af slammet. Her udnytter man at slam udleder CO2 og metan når det rådner – og i stedet for blot at udlede det til luften, fanger man det og blander det med naturgas. Når slammet er afgasset, kan det fortsat bruges som gødning på markerne. På den måde får man altså en dobbelt udnyttelse af slammet. Det er dog meget dyrere at lave biogas end at købe naturgas, men fordelen er at man får brugt drivhusgasserne til noget fornuftigt i stedet for at sende det direkte ud i atmosfæren.