Krise og revolution i landbruget

Selvom pesten jævnligt vendte tilbage, voksede befolkningen i Danmark i løbet af 1500- og 1600-tallet. Det gik både ud over landbrugsjorden og skovene. Jorden blev stadig mere udpint – som det også skete før Den sorte død. Samtidig blev skovene fortsat mindre; der skulle bruges træer både til at bygge huse med, til at bygge skibe med og til brænde for den voksende befolkning. Også de hyppige krige krævede enorme resurser. Lokalt på Læsø ryddede man desuden skov for at få brænde til saltsydning, og på Anholt for at skaffe brænde til fyret på øen.

Udpining betyder at jorden mister næringsstoffer. Det sker næsten altid når jorden dyrkes og afgrøderne høstes, og derfor må man tilføre ny næring. Man har meget længe vidst at gødning fra husdyr (og mennesker) kunne give ny næring, men i 16-1700-tallet var der langt fra husdyr nok til at opretholde jordens frugtbarhed. Bønderne greb derfor til den gamle, men kortsigtede løsning – at opdyrke nye marker, bl.a. hvor skoven var blevet fældet.

Uheldigvis stod mange af skovene der hvor jorden i forvejen var dårlig – dvs. med et stort indhold af sand. Nogle steder groede de oven på fygesand fra dengang bronzealderfolket fjernede græstørven for at bygge kæmpehøje. Det havde ødelagt jorden, men nu forsøgte man igen at dyrke den. Det gik hurtig galt, og sandet begyndte igen at fyge. Problemet blev forstærket af at de træer der kunne have givet læ, var blevet fældet.

Hvor der før havde været marker, skove og søer, begyndte klitter at brede sig som ørken. I Danmark blev Nord- og Vestjylland særlig hårdt ramt. Sjælland blev også ramt af sandflugten, især områderne tæt på København, som havde et stort behov for brænde. Man kan flere steder i Danmark se klitter og bakker skabt af sandflugt, fx Vrads Sande i Midtjylland og Tibirke bakker i Nordsjælland samt en række steder langs Vesterhavet.

Problemet var værst langs kysterne, og her spillede også sand fra havet en stor rolle, samtidig med at det jo også blæser mere tæt på vandet. Måske kan et generelt koldere og mere tørt klima også have været en medvirkende årsag – sandflugten faldt sammen med den såkaldt ‘lille istid’ hvor vandet blev koldere og derfor blotlagde mere sandstrand – men der er almindelig enighed om at overgræsning og afskovning var de udløsende årsager.

Også vores nabolande fik problemer med sandflugt og ødelagt landbrugsjord. Især mistede England store skovområder, bl.a fordi de opbyggede en stor flåde. Hertil kom at englænderne brugte meget træ i de voksende byer og også i minedriften, til bl.a. fyrsætning (hvor man bruger bål til at gøre klipper mere porøse).

Mange af de steder der slap for sandflugt, begyndte i stedet at døje med stigende grundvand. Træer er gode til at dræne jorden og opsuge vand. Når træerne i et område forsvandt, skete der ofte det, at gode marker pludselig blev for våde til at kunne bruges.

Men selvom ødelæggelsen af landbrugsjorden både gav staten og bønderne store problemer, og selvom sammenhængen mellem skovfældning og sandflugt var begyndt at gå op for folk, så var bønderne nødt til at fælde mere skov for at erstatte den jord, som var ødelagt. Skatten skulle jo stadig betales.

Staten prøvede i løbet af 15- og 1600-tallet at løse problemerne med forbud og pligter. Men det nyttede ikke, fordi det stadig var for fristende for bønderne at fælde træer og at lade deres dyr spise hvad de kunne finde i skovene. Det var både vanskeligt og dyrt at løsning som kunne vende udviklingen. Men det lykkedes dog til sidst.