En smart opfindelse skabte sidst i 1800-tallet et veritabelt industrieventyr i det sydøstlige Danmark. Det var kunsten at lave sukker af roer. Det var dog ingen nyhed; allerede før 1600 var man klar over at roer indeholder sukker som kan udvindes når man koger dem. Men roesukker var dyrt ift. rørsukker, og roesukker blev derfor først en kommerciel succes da det blev vanskeligt at få rørsukker. Det skete under og efter Napoleonskrigen i begyndelsen af 1800-tallet.
Den første roesukkerfabrik blev oprettet i 1801 i Schlesien i det nuværende Polen, men siden var det især i Tyskland og Frankrig man udviklede teknologien og byggede sukkerfabrikker. En vigtig forudsætning for succesen var også at man i Schlesien havde forædlet en roesort der i forvejen havde et ret højt sukkerindhold; det er siden blevet yderligere forbedret så sukkerindholdet i moderne sukkerroer er på niveau med indholdet i sukkerrør.
Danmark fik sin første roesukkerfabrik i 1812; den blev etableret af den lokale greve i landsbyen Tranekær på Langeland, men det blev ingen succes. Det lykkedes aldrig at lave sukker, men kun sirup, og efter en tid blev produktionen indstillet.
Det næste forsøg blev gjort af det nystiftede De Danske Sukkerfabrikker i 1872; det skete i Odense med C. F. Tietgen som bagmand. De Danske Sukkerfabrikker oprettede en række andre fabrikker, og også andre virksomheder kom til, men de blev efterhånden alle samlet under De danske Sukkerfabrikker. Der er i dag to fabrikker tilbage, en i Nykøbing Falster og en i Nakskov. I dag ejes de af et nordtysk firma. Fabrikken i Nykøbing var helt frem til 1989 en andelsvirksomhed; den blev stiftet i 1884.
Umiddelbart er historien om dansk roesukker blot historien om hvordan man med den rette teknologi og forædlede råvarer kan erstatte import med hjemlig produktion, men i virkeligheden handler det om penge – og statsstøtte. Roesukker er ikke bedre end rørsukker, og det er heller ikke billigere, tværtimod, den nordeuropæiske roesukkerproduktion har kun kunnet klare sig ved hjælp af statslig støtte. Denne støtte fortsatte i EU-regi frem til 2017.
Danskerne har haft kendskab til sukker siden middelalderen, men det var dyrt og ikke noget almindelige mennesker havde råd til. Derfor var honning det mest brugte sødemiddel. Det var dog også begrænset hvor meget man kunne skaffe af det. Så introduktionen af roesukker førte til en sødemiddelsrevolution i Danmark og det øvrige Nordeuropa. Tyskland blev det førende sukkerroeland, men også i det sydlige Danmark fik sukkerdyrkning og -produktion stor betydning, især på Lolland og Falster.
Historien om sukkeret kan delvis sammenlignes med historierne om de andre nydelsesmidler, men sukker har fået en langt større betydning end de andre – både fordi man dyrker sukkerroer i Danmark, og fordi der er mange flere industrivirksomheder der udnytter sukker. Ganske vist havde den store sukkerimport fra De vestindiske øer gjort sukker billigere, men endnu blev det stort set kun brugt som sødemiddel i kaffen eller som slik i form af kandis og ‘brystsukker’ som bolsjer hed dengang. Roesukkeret var imidlertid endnu billigere, og nu blev det almindeligt at bage kager og lave syltetøj, is og søde læskedrikke samt at fremstille et righoldigt udvalg af sukkerholdig slik. Foruden at virke sødende, har sukker også en konserverende virkning og en smag som de fleste mennesker godt kan lide – ulempen er jo så desværre at for meget sukker kan føre til overvægt og diabetes.
Sukker er så let at bruge, at familierne – og det var jo dengang husmødrene – nemt kunne give i kast med de mange nye muligheder. Her hjalp det også at det fritstående støbejernskomfur med bageovn var blevet almindeligt. Med det kunne husmødrene nemt både bage, sylte og lave bolsjer. Sukkeret gjorde det også muligt for husmødrene at lave læskedrikke og sågar is selv – det sidste dog foreløbig kun hvis man havde adgang til naturlig is.
Roesukkeret gav også bagerne bedre forretningsmuligheder og skabte desuden basis for en række nye fabrikker, først og fremmest det vi i dag kalder sodavandsfabrikker. Dengang kaldte man dem for mineralvandsfabrikker, og ‘sodavand’ var alene betegnelsen for såkaldt ‘medicinsk’ vand uden smag – også kaldet apollinaris. Men som tiden gik, kom ‘sodavand’ til at betegne alle slags læskedrikke med smag og brus.
Senere kom der også syltetøjsfabrikker og isfabrikker der begge tog andre nye teknologier i brug – konservesdåsen, henkogning og frysemaskiner. Det var opfindelser der kom til os fra udlandet, men de blev hurtigt udbredt. Og efter 2. verdenskrig blev en helt ny slags bygninger – oftest i form af små træhuse – almindelige overalt. Det var iskiosker der foruden ispinde mv. også solgte andre former for slik. Siden blev iskioskerne afløst af små grillbarer.
I dag er issalget i høj grad flyttet ind i supermarkeder, og vi har desuden fået endnu en nyskabelse – den omkringkørende isbil. Tidligere var det især bagere og fiskehandlere der kørte fra hus til hus og solgte deres varer. De har for længst kørt deres biler i garage, men til gengæld har vi så fået isbilerne. Også de fleste grillbarer er væk – afløst af pizzabude på cykel eller knallert.
De polske roearbejdere
På Lolland og Falster fik roesukkeret imidlertid endnu en virkning. Til arbejdet med at dyrke roerne – især at hakke dem fri for ukrudt – var der brug for megen arbejdskraft. Og det var der mange steder ikke nok af – og slet ikke på Lolland og Falster der var blandt de områder der var blevet hårdest ramt af udvandringen til USA. Roeavlerne måtte derfor finde anden arbejdskraft. Dem fandt de først i Sverige, men fra midten af 1890’erne hentede de arbejdskraften i Polen, især i de fattige og tilbagestående områder mod øst. Og det var i høj grad unge polske kvinder der fik det hårde og dårligt betalte arbejde. I 1906 udgjorde polakkerne 27,8 % af landarbejderne på Lolland og Falster. De fleste kom som sæsonarbejdere, men nogle blev boende i Danmark.
Da 1. Verdenskrig brød ud i 1914 blev det stort set umuligt at hente polakker til Danmark, og de der var her, kunne ikke rejse hjem. Mange af dem blev i Danmark da krigen sluttede. Efter krigen kom der af forskellige årsager færre polakker til Danmark, og da arbejdsløsheden steg i 1929, blev der indført et stop for import af udenlandsk arbejdskraft. Det er uklart, hvor mange af de polske gæstearbejdere der blev boende i Danmark – de mindste bud ligger på godt 3.000, mens det højeste er på omkring 5.000.
Ingen kommentarer endnu!