Selvom det i høj grad var nydelsesindustrien der stod for den mest markante udvikling i sidste halvdel af 1800-tallet, så skete der også en hel del i de mere traditionelle virksomheder. Tekstilbranchen var den første industrigren der fik store nye fabrikker. Men Danmark fik også store fabrikker inden for andre gamle brancher som skibsbygning, papirfremstilling og udvinding af råstoffer.
Man har bygget sejlende fartøjer i Danmark siden stenalderen, og op gennem historien er de blevet stadig større. Undervejs fik de sejl og ror, men indtil første halvdel af 1800-tallet gik udviklingen langsomt. Men en række nye opfindelser – bl.a. skruen – revolutionerede skibsbygningen, også i Danmark. Og faktisk blev danske skibsværfter blandt de førende i verden gennem det meste af 1900-tallet; især blev de danske værfter kendte for at bygge skibe til specielle formål.
Derimod kom massefremstilling af skibe naturligt nok til at ligge hvor der var nem adgang til kul og jern, bl.a. i Skotland og Nordirland. Det var også sådanne steder at de store nye maritime opfindelser – hjuldamperen og skruen – blev udviklet.
Det var imidlertid det københavnske skibsværft Burmeister og Wain der blev de første til at bygge et stort oceangående skib drevet af diesel – det var MS Selandia fra 1911.
Burmeister og Wain (eller blot B&W) var næsten frem til lukningen i 1996 Danmarks største skibsværft og også en af Danmarks største virksomheder med næsten 7.000 ansatte da der i 1950’erne var flest. Med så mange faglærte arbejdere kan det ikke undre at det også blev en vigtig virksomhed i dansk arbejderhistorie – i en lang periode var den en af kommunisternes højborge.
Papir af træ
Traditionen for papirfremstilling er ikke helt så gammel, men siden slutningen af 1500-tallet har der været papirfabrikker i Danmark, de første langs Mølleåen nord for København og med Strandmøllen som den største. I løbet af 1800-tallet voksede behovet for papir imidlertid dramatisk. Der blev nu produceret bøger, aviser, blade og andre tryksager i et langt større omfang end tidligere. Og der blev også behov for papir og pap til emballage. Men ganske heldigt fandt man nu ud af at lave papir af træ; hidtil havde man brugt klude.
Den første opfindelse her var mekanisk fremstillet papirmasse. Det var tyskeren F. G. Keller der omkring 1840 fandt ud af at man kunne findele træ ved at slibe det. Det førte til at der – også i Danmark – blev oprettet en række slibemøller. Mekanisk papirmasse blev dog efterhånden udkonkurreret af kemisk fremstillet papirmasse, såkaldt cellulose. Det kan laves på flere måder, men den første, den såkaldte sulfitmetode, blev udviklet i løbet af 1850’erne og 1860’erne og første gang benyttet kommercielt i 1874 på Bergvik savværk i Sverige.
Allerede året efter blev den første – og eneste større – fabrik til fremstilling af kemisk papirmasse oprettet i Danmark. Det skete i den dengang meget lille stationsby Hinnerup mellem Århus og Randers.
Cellulosefabrikken gav fast arbejde, men prisen var høj. Træspånerne blev kogt i svovlnatrium, der ved processen danner den giftige luftart svovlsyrling. Desuden færdedes arbejderne i klordampe fra blegningen af cellulosemassen, så det har nok været en af Danmarks dengang farligste arbejdspladser. En samtidig kilde mente at ingen havde kunnet udholde arbejdet i mere end ca. 7 år.
Papirfremstilling kræver meget vand, og derfor var det oplagt at lægge de nye papirfabrikker ved vandløb. På den måde kunne man også udnytte vandets energi til at drive de forskellige maskiner – selvom både de gamle og nye papirfabrikker efterhånden fik dampmaskiner, så forblev vandkraften flere steder en vigtig energikilde helt op til slutningen af 1900-tallet. Som vi også så det ved klædefabrikkerne, blev de seneste papirfabrikker dog lagt i byer uafhængigt af adgang til vandkraft. Og som vi så det med spiritus- og sukkerfabrikkerne, blev også papirfabrikkerne efterhånden (næsten) alle samlet i ét firma, De Forenede Papirfabrikker, oprettet i 1889.
Blandt disse forenede papirfabrikker var bl.a. de flere fabrikker ved Mølleåen, men også de store nye fabrikker i Silkeborg, Dalum og Næsted – oprettet hhv. 1844, 1874 og 1875 (den sidste med navnet Maglemølle). Efterhånden blev produktionen samlet på stadig færre fabrikker som dog i dag alle er lukket. Silkeborg lukkede i 2000, Dalum i 2012 og Maglemølle allerede i 1990. I dag er det for dyrt at producere både klæde, skibe og papir i Danmark. Der er dog én papirfabrik tilbage i Danmark, Skjern Papirfabrik; den laver mest paprør til toiletruller.
Teglværkerne blev spredt ud over landet
Vi har gennem flere tusinde år udnyttet forskellige råstoffer, men i 1800-tallet blev det for alvor sat i system. Efterspørgslen efter byggematerialer steg voldsomt i sidste halvdel af århundredet, og det gav basis for intensiveret udnyttelse af ler- og kalkforekomsterne til mursten, mørtel og nu også cement. Man brugte også kalk til jordforbedring, og desuden var der flere steder man kunne udvinde brunkul – og på Bornholm også stenkul – til opvarmning. Det førte til udvidelse af råstofudvindingen på mange af de gamle udvindingssteder samt til etablering af en række nye.
Især teglværker blev der bygget mange af; hvor mange er ikke helt klart, men der har været flere hundrede. Alene en by som Randers havde mindst seks teglværker i drift i slutningen af 1800-tallet. Næstved havde mindst 10, og den hurtigt voksende Silkeborg mindst 13. Rekorden indehaves dog måske af Aalborg med mindst 19. De fleste af de mange teglværker var imidlertid små og producerede kun til lokalt behov.
I hvert fald på de større teglværker tog man ny teknologi – som æltemaskiner, ringovne og dampdrevne jernbaner – i brug. Især var ringovnen en revolutionerende forbedring. Den blev patenteret af tyskeren F. Hoffmann i 1858. Man havde inden da været nødt til at bruge ovne med ét kammer, som man fyldte, brændte og tømte. Med ringovnen kunne ilden vandre kontinuerligt fra kammer til kammer. Det gjorde arbejdet meget lettere idet man nu kunne fylde, brænde og tømme forskellige kamre på samme tid. Man fik også lettere ved at udnytte den overskydende varme.
I dag er langt de fleste teglværker lukket igen, enten fordi forekomsterne er udtømte, eller fordi det ikke længere kan betale sig at udvinde dem. Nogle steder ligger der endnu bygninger tilbage, mange steder også søer der er opstået i de gamle lergrave – og så er der også en række Teglværksveje og Teglvæksgader der vidner om nu forsvundne teglværker. Der er dog endnu omkring 20 teglværker i drift, især omkring Flensborg Fjord.
Cementfabrikker – og nye tider
Kridt til cementproduktion er ikke ligeså bredt tilgængeligt som ler til teglsten. Det samme gælder også kalk, og kalkværker og cementfabrikker blev derfor kun etableret i bestemte egne – det nordlige og østlige Jylland samt Østsjælland. Der har tidligere været en del af begge slags fabrikker, især kalkværker, men nu er der kun to kalkværker tilbage, et stort i Faxe og et noget mindre på Stevns, og der er kun én cementfabrik, Aalborg Portland. De er nu alle tre ejet af udenlandske virksomheder.
På de store fabrikker blev der ansat mange arbejdere, og mange steder også faglærte arbejdere. Det gav mulighed for fremvæksten af en anderledes klassebevidsthed end man tidligere havde set i Danmark. Den blev mange steder forstærket fordi de faglærte ofte var importeret fra Tyskland, mens de ufaglærte var lokale. De tyske arbejdere havde allerede før der var fagforeninger i Danmark, en veludviklet klassebevidsthed og var vant til at stå sammen for at forsvare eller forbedre deres løn og arbejdsforhold.
Forfatteren Hans Kirk har i romanerne Daglejerne (1936) og De ny tider (1939) givet en litterær skildring af hvordan en flok landarbejdere bliver præget af at få arbejde på en nybygget cementfabrik. Det er tre nye fabrikker ved Assens i nærheden af Hadsund der danner forlæg for Kirks skildring. Der optræder dog ingen udenlandske faglærte i Kirks bøger; her er det tilrejsende fagforeningsmænd der hjælper den nye klassebevidsthed blandt de tidligere landarbejdere på vej.
Ingen kommentarer endnu!