Længst er man med produktion af elektricitet uden brug af fossile brændsler. I Danmark handler det mest om vind. De seneste år har vindmøllernes samlede andel af elproduktionen ligget på godt 40 % af behovet (i 2019 var det 47,2 % af det danske elforbrug), og hertil kan man lægge de nu næsten 3 % der kommer fra solceller. Desuden bliver en del elektricitet produceret vha. biomasse på kraftvarmeværker, men det er imidlertid ikke al biomasse der kan betegnes som CO2-neutral.
Der er dog endnu store udfordringer i at transportere strømmen fra produktions- til forbrugssted, eller alternativt i at gemme strømmen til der er brug for den.
Umiddelbart er Danmark også langt mht. opvarmning. Kul er blevet udfaset næsten alle steder, og også olie er ved at blive erstattet af naturgas og biomasse. Ganske vist er der mange slags biomasse, og det er rimeligt at betragte både naturgas og det meste biomasse som overgangsløsninger. På sigt vil opvarmningen i stedet blive leveret af CO2-neutrale kilder som sol og vind. Det vil være relativt let at lave denne omstilling da 2/3 af alle danske husstande opvarmes af fjernvarme. Danmark er et af de lande i verden hvor fjernvarme er mest udbredt, og der er allerede i dag mange fjernvarmeselskaber der får en del af deres energi fra solen, enten i form af solvarme eller solceller.
I områder hvor det er (for) dyrt at få fjernvarme, er varmepumper et godt alternativ til oliefyr. De drives af elektricitet, men udnytter strømmen ca. tre gange bedre end traditionelle el-radiatorer. Der er flere slags, bl.a. luft-til-luft og jord-til-luft. De første bruges typisk til enfamiliehuse, mens de sidste typisk kan levere varme til mange boliger. Men grundlæggende virker de på samme måde – som et ‘omvendt’ køleskab, og de fleste varmepumper kan da også både køle og varme.
Udledningen fra opvarmning kan også reduceres ved at isolere husene bedre. Det er omkring 9 % af CO2-udledningen der kommer fra opvarmning af huse. Man kan imidlertid sagtens reducere denne udledning; teknologien er på plads, og det eneste der mangler, er politisk vilje.
En lidt overset mulighed er bedre udnyttelse af spildvarme fra fabrikker og andre virksomheder. Der sker noget, men man burde nemt kunne komme videre. Her er hovedproblemet at virksomhederne skal betale afgift for den varme de sælger til fjernvarmeselskaberne. Det virker noget uforståeligt, for virksomhederne skal kun betale for den overskudsvarme de sælger. Afgiften har dog et formål, nemlig at forhindre virksomheder i at spekulere i at lave mere varme end nødvendigt, men det problem må kunne løses på en måde så det ikke blokerer for en effektiv udnyttelse af overskudsvarmen.
Også udledningen fra produktionserhvervene er relativt lille – i hvert fald når vi ser bort fra landbruget. Kun 11 % af den samlede danske udledning kommer herfra, og denne andel falder i takt med at stadig mere elektricitet produceres af vindmøller og solceller. Men en stor del vil være svær at erstatte af elektricitet; man kan pt. ikke lave lige så høje temperaturer ved hjælp af elektricitet som med brug af olie eller naturgas. Til fremstilling af cement, sten- og glasuld, mursten, jern- og stålvarer, glas og meget andet er en bæredygtig løsning indtil videre svær at se. Her kan dog en bedre udnyttelse af overskudsvarmen hjælpe lidt på regnestykket.
De to helt store problemer i Danmark er landbruget og transporten. De bidrager begge med omkring 22 % af den samlede udledning af drivhusgasser i Danmark. Her kan man komme ret langt ad teknologisk vej, men foreløbig har den politiske virkelighed bremset udviklingen. Det har hidtil været svært at begrænse de to sektorers udledning ad politisk vej; både landbruget, bilisterne og vognmandsbranchen har stor politisk indflydelse, og bilisterne er jo også vælgere.
Landbrugets udledning stammer fra flere kilder, og skal derfor også nedbringes på flere måder. Men noget er ret nemt at gennemføre; det gælder bl.a. udfasningen af de lavbundsjorde der udleder mest CO2 når de bliver dyrket. Det er ofte også de dårligste jorder som kun dyrkes fordi landmændene får tilskud fra EU. En anden stor del af udledningen kommer fra husdyrene, her er problemet især metan fra drøvtyggere, og det kan kun reduceres markant hvis vi får færre drøvtyggere. Desuden udledes der lattergas fra gylle og gødning samt CO2 fra bearbejdning af jorden og transport af dyr, foderstoffer, gødning mv. Klimabelastningen fra svin er mindre end belastningen fra drøvtyggerne, men den er fortsat ret høj. Selvom politikerne godt kan vedtage at vi skal have færre husdyr i Danmark, hjælper det dog ikke nødvendigvis på den globale klimabelastningen; forbrugerne kan jo vælge i stedet at købe kød fra udlandet. Her er det således forbrugerne der skal ændre adfærd. Men det er en ændring der er i gang.
Hvis antallet af husdyr reduceres, vil der alt andet lige føre til mindre udledning af drivhusgas. Men planteavl har også en stor klimabelastning, i hvert fald så længe man bruger kunstgødning. Forskere fra Sheffield Universitet i England har beregnet at man udleder lige så meget CO2 når man laver et fuldkornsbrød på 800 g, som hvis man kører 4,5 km i en ny bil. Godt halvdelen af udledningen skyldes den måde hveden er blevet dyrket på. Det skyldes især at fremstilling af kunstig gødning er meget energikrævende. To procent af verdens samlede energiforbrug bliver brugt på at lave kunstgødning.
Landbruget arbejder med forskellige teknologier der kan reducere udledningen af drivhusgasser. I et vist omfang kan CO2 lagres i jorden når man dyrker afterafgrøder og nedmulder halm. Man kan også bruge såkaldte nitrifikationshæmmere i gødningen; det begrænser frigivelsen af lattergas.
Der er således flere muligheder for at gøre landbruget mere bæredygtigt, men det kræver politisk vilje at gennemføre dem. Og selv da vil det være svært at gøre landbruget klimaneutralt – i hvert fald med de kendte teknologier. Selv hvis man fjerner alle husdyr og udtager de problematiske lavbundsjorde, vil man stadig stå tilbage med udledningen fra gødning. Her er vi tilbage ved landbrugets grundlæggende problem, nemlig at planteavl kræver gødning, og at for lidt gødning udpiner jorden og reducerer udbyttet. Det var et problem allerede stenalderens bønder blev konfronteret med.
Det er lettere at nedbringe klimabelastningen fra transporten; nye teknologier er langt hen ad vejen til stede, men de mangler endnu at komme tilstrækkelig langt ned i pris og også at fungere effektivt. Fra politisk side satses næsten kun på elbiler, og det er også den vej markedet går, men der er andre muligheder. Og brintdrevne biler burde kunne opnå en vis markedsandel; fordelen ved brint er at det kan produceres vha. overskudsstrøm fra vindmøller.
Til lastbiler og andre tunge biler er gasmotorer en mulighed der udleder mindre CO2 end diesel, men som dog stadig er et fossilt brændstof. En mere langsigtet mulighed er måske lastbiler drevet af el fra køreledninger. Desuden kan man flytte en større del af transporten over på elektriske jernbaner.
Som nævnt er CO2-udledningen fra den internationale transport meget stor. Og verdens største rederi, A. P. Møller-Mærsk, er da også en meget stor udleder af CO2. Rederiet har imidlertid givet sig selv den opgave at sejle CO2-neutralt fra 2050. Foreløbig satses på alkohol, biogas og ammoniak. Det sidste kan ligesom brint produceres vha. overskudsstrøm fra vindmøller. Det er en kendt teknologi, og da ammoniak kan opbevares under meget lavere tryk end brint, er det også lettere at håndtere. Det fylder dog mere end olie, og er derfor mest anvendeligt til skibe og måske lastbiler. Også methanol (træsprit) er en realistisk mulighed der pt. eksperimenteres med.
Paradoksalt nok har alle de ovenfor nævnte teknologier været kendt længe. Det er således mere end 125 år siden de første elproducerende vindmøller blev bygget – en af de første blev bygget i Askov ved Vejen. Solceller har i princippet været kendt endnu længere, men det var dog først i 1958 at de viste deres nytteværdi i praksis. De blev her brugt som supplement til elektriske batterier på den amerikanske Vanguard-satellit. Det var dengang en meget dyr måde at producere strøm på, men prisen er siden faldet dramatisk. Det store fald skete allerede i 1980’erne, men prisen falder fortsat. I dag kan moderne solceller producere elektricitet for mindre end 0,5 % af den pris det kostede for 50 år siden, og både solceller og vindmøller kan nu producere el billigere end nye kulkraftværker.
Også varmepumper har rødder tilbage i 1800-tallet, og så tidligt som i 1928 konstruerede slovakken Aurel Stodola en varmepumpe der endnu i dag er med til at opvarme rådhuset i Geneve. Den bruger varme fra Geneve-søen.
I begyndelsen hentede varmepumper typisk deres varme fra vand, men som bekendt bruger man i Danmark i dag primært luft og jord. Men et schweizisk firma skal frem til 2023 bygge en 50 MW havvandsvarmepumpe til fjernvarmekunderne i Esbjerg og Varde.
Det har også i årtier været kendt at både gas, brint, alkohol og ammoniak kan drive motorer. Verdens første forbrændingsmotor, bygget af belgieren Lenoir i 1858, blev således drevet af gas. Og det er bestemt heller ikke ny viden at næringsrige jorde med højt humusindhold udleder CO2 når de dyrkes, eller at træer der fældes og brændes, frigiver CO2 – og at det varer mange år før før et nyplantet træ opsuger CO2 i større omfang. Man har også længe vidst at drøvtyggere udleder metan når de bøvser.
Problemet er således ikke manglende teknologi og heller ikke manglende viden. Men kul og olie har været så let tilgængelige og så billige at de har udkonkurreret og bremset udviklingen af andre energiformer. For landbrugets vedkommende handler det mest om politik; danske landmænd har i mere end 100 år haft så stor politisk indflydelse at de har kunnet modsætte sig større indgreb i deres handlefrihed. Det gælder også ift. brug af sprøjtegifte og udledning af kvælstof til vandmiljøet.
Ingen kommentarer endnu!