Kan nye teknologier redde klimaet?

Selvom vi kan komme langt med eksisterende viden og eksisterende teknologier, så er der også behov for at udvikle nye teknologier. Det vil også ske. Menneskets historie er også teknologiens historie, og det vil det også være fremover. Spørgsmålet er ikke om der kommer nye teknologier, men hvilke det bliver, og hvem der kommer til at kontrollere dem – bliver det verdenssamfundet og/eller de enkelte stater eller bliver det private virksomheder? Og bliver det politikerne eller markedet der kommer til at styre udviklingen?

Der er behov for videreudvikle og ‘modne’ mange teknologier så de kan tages i brug i større målestok eller på nye områder. Der er ofte lang vej fra den gode idé til en fungerende prototype, men der kan være endnu længere fra prototypen til masseproduktion. 

Bølgeenergi er et godt eksempel; det blev i årene omkring 2000 betragtet som en lovende teknologi på linje med vindkraft, men det har indtil videre vist sig at være umuligt at få store fuldskala-projekter til at fungere. En række forskellige aktører har haft held med små modeller af et anlæg; blandt dem det danske Wave Dragon der i 2003 satte en testmodel ud i Limfjorden. Det var verdens første el-producerende bølgekraftsanlæg og blev faktisk en pæn succes. Men alle forsøg på at etablere fuldskala-anlæg i mere stormfyldte havområder, bl.a. ved Wales, er indtil videre mislykket. Det er ikke lykkedes at holde anlæg kørende i længere tid. Et stort skotsk anlæg der i 2008 blev etableret ud for Portugals kyst holdt således kun et par måneder. Anlægget blev siden erstattet af flydende vindmøller fra Vestas. Men der er mange andre der har eksperimenteret med bølgekraft, alene i Danmark har der været mere end ti firmaer i gang. Nogle er muligvis stadig aktive, men andre har givet op. Blandt de der har smidt håndklædet, er Wave Star som har haft et demonstrationsanlæg kørende ud for Hanstholm. Det leverede strøm til 350 husstande, men blev skrottet i 2016. Wave Star var de seneste år ejet af Jørgen Mads Clausen fra Danfoss; han lukkede imidlertid definitivt firmaet i 2019. 

Idéen om at udnytte de enorme kræfter i havets bølger er naturligvis interessant, men problemet er netop de enorme bølger. Man kan godt placere bølgekraftsanlæg i mere fredelige havområder, men her er potentialet ikke så stort at de kan konkurrere med vindkraft og solenergi.

En anden lovende teknologi der måske heller ikke bliver til noget, er den såkaldte brintpille, dvs. en ammoniakholdig pille, der kan bruges til at transportere brint. Når ammoniakken frigives fra pillen, omdannes den til brint. Den blev opfundet i 2005 på DTU af et forskerteam under ledelse af Claus Hviid Christensen, og den fremstod så lovende at den året efter kom med på Teknologisk Instituts liste over de 12 vigtigste danske opfindelser. Men den kom aldrig til at leve op til forventningerne – eller man skal måske skrive at den endnu ikke har indfriet forventningerne. I hvert fald har det firma som brintpille-patentet blev placeret i, Amminex, siden ført en meget omskiftelig tilværelse. I 2012 gik det konkurs og blev opkøbt af et fransk firma, Faurecia, men Amminex fortsatte med store underskud, og i 2019 blev hovedkvarteret i Søborg lukket, og produktionsfaciliteterne i Nyborg sat på vågeblus. Tidligt fik Amminex ellers udviklet en teknologi der burde være nemmere at kommercialisere end brintpillen, nemlig en slags ammoniakpille der når den placeres i en katalysator, kan fjerne de meget skadelige NOx-partikler fra dieselbilers udledning. Amminex’ katalysatorer er blevet prøvet i bybusser både i London og København – angiveligt med succes – men Faurecia har altså valgt at neddrosle virksomheden.

Det er næppe så overraskende at den spektakulære Rapid Urban Flexible – eller blot kaldet RUF – ikke ser ud til nogensinde at blive realiseret. Umiddelbart var problemet at opfinderen Palle R. Jensen manglede langsigtet finansiering. Der blev heller aldrig bygget en rigtig demonstrationsbane. Men det største problem er nok at idéen er svær at sælge i en individualistisk verden med masser af biler – og forskellige biler. Selvom RUF-vognene har mange fordele, har de én afgørende ulempe – de ligner ikke biler. Det er meget lettere at overbevise folk om at elbiler eller endda selvkørende biler er en god idé, men de standardiserede RUF-biler fremstår ikke særligt attraktive. Det kan måske ændre sig nu hvor holdningen til klimaudfordringen er skiftet, men det vil uden tvivl fortsat være meget op ad bakke.

Heller ikke de første ‘moderne’ eldrevne biler, som fx den såkaldte Ellert, fik succes, både fordi det brede publikum ikke var parate til at slippe de kendte benzin- og dieselbiler, og fordi de tidlige elbiler ikke lignede helt rigtige biler. De havde også for mange børnesygdomme, og især Ellerten med dens lave og spinkle karosseri blev opfattet som for farlige.

CCS – Carbon Capture and Storage

Der afprøves også andre teknologier i disse år, nogle vil floppe, men andre vil få succes. Nogle af de mest interessante handler om at suge CO₂ ud af atmosfæren og enten deponere det i undergrunden eller bruge det så det bliver gjort uskadeligt. Teknologien går under navnet Carbon Capture and Storage, forkortet CCS. I princippet er det nemt at lagre CO₂ i undergrunden, og man gør det allerede i det norske Sleipner-oliefelt og adskillige steder i Canada og USA. I de to sidstnævnte lande er formålet dog at deponeringen gør det muligt at udnytte mere af olien i undergrunden. Det kan dog være en blindgyde at gøre CO₂-lagring afhængig af olieindustrien. I hvert fald blev verdens største deponeringsanlæg-anlæg, Petra Nova i Texas, lukket på ubestemt tid i 2020 efter blot fire års drift. Årsagen var at olieprisen var blevet for lav. Formålet med Sleipner-deponeringen er skatteteknisk, nemlig at reducere udgifterne til en norsk CO₂-afgift.

Men man kan også lagre CO₂ uden at hjælpe olieindustrien; det kan fx gemmes i udtømte naturgasfelter. Der er dog en række praktiske problemer ved CO₂-lagring i større omfang, og hvis der går hul på depotet, kan en stor mængde CO₂ hurtigt blive udledt til atmosfæren og dermed få store konsekvenser for jordens klima. Der vil uden tvivl blevet arbejdet videre med teknologien i de kommende år, men der er andre teknologier der måske er bedre og mere sikre – men også dyrere. Længst fremme er teknologier til at omdanne CO₂ til mineraler.

Mineraler med kul – såkaldte karbonater – findes i forvejen i umådeligt omfang overalt på jorden. Det mest almindelige er calciumkarbonat der bl.a. indgår i kridt, marmor og kalksten. Det har formlen CaCO₃. Men der mange andre lignende forbindelser, og man kan godt fremstille karbonater og på den måde omdanne CO₂ til CO₃. Det dog meget energikrævende, men man kan bruge overskudsstrøm fra vindmøller.

Power-to-X

Der eksperimenteres også med at lave CO₂ om til brændstof. Allerede nu kan man opsamle CO₂ fra forbrændingsanlæg inden røgen forlader skorstenen, og i princippet er det også muligt at omdanne CO₂ til syntetiske råstoffer der kan bruges til fremstilling af plast eller brændstof. Det sidste kan ske både i form af metanol eller syntetisk naturgas. I begge tilfælde skal CO₂ kombineres med brint, men det kan nemt fremstilles ved at spalte vand i brint og ilt. Man arbejder aktuelt med planer om at opsamle CO₂ fra røgen på Amager Bakke, det nye affaldsforbrændingsanlæg i København. 

På sigt ønsker man også at bruge det opsamlede CO₂ til at producere syntetiske kulbrinter. På den måde vil man ikke blot begrænse CO2-udledningen, men ligefrem bidrage til at sænke CO₂-indholdet i atmosfæren. Der er dog endnu et stykke vej inden man kan producere kunstige kulbrinter i stor skala.

Foruden de nævnte forslag til udnyttelse af overskudsstrøm er der lanceret en række andre; de kaldes under ét for Power-to-X hvor X’et står for det overskudsstrømmen bruges til at producere, fx brint, mineraler eller metan. Det kan også dække midlertidig opladning i elbiler eller andet udstyr med elektriske batterier. I den danske finanslov for 2020 afsættes der for første gang midler til at understøtte udviklingen af power-to-X. 

Et andet visionært bud på opsamling af CO2 er den såkaldte Skyclean-teknologi. Den er udviklet af den danske vindmøllepioner Henrik Stiesdal. Han har sammen med forskere fra DTU arbejdet med at opvarme halm til så høje temperaturer at det spaltes i biokul, gasser og olie. Det sker uden at der tilføres ilt, og forbrændingen bliver derfor kun ufuldstændig. Processen kaldes pyrolyse og minder om den måde man laver trækul på. Biokullet vil Stiesdal bruge til jordforbedring; her vil det angiveligt være bedre end halm fordi det afgiver kulstoffet meget langsommere. De kulholdige gasser vil han kombinere med brint og på den måde fremstille kunstigt flybrændstof. Teknologien lyder besnærende, men endnu mangler Stiesdal at prøve det af i et større anlæg. Potentielt vil teknologien kunne reducere klimabelastningen fra landbruget ganske meget, og landbruget har derfor store forhåbninger til teknologien.

Også elbilens udbredelse er afhængig af at der sker teknologiske fremskridt, og der er endnu mange steder mangel på ladestandere. Der mangler også tankstationer til gas og brint, pt. (2021) er der således kun seks brintstationer i Danmark. 

Andre muligheder?

Der kan sagtens komme noget nyt vi ikke kan forestille os i dag. Men omvendt er det jo ingen naturlov at alt kan opfindes. Teknologihistorien er rig på mislykkede forsøg på at skabe store – og kommercielt givtige – gennembrud, og ofte har det taget lang tid fra den første idé til den endelige reelt brugbare opfindelse.

Det kan også tænkes at der faktisk er en teknologi på plads, men at der er politisk modvilje mod at tage den i brug. Skal vi fx satse mest på kollektive eller individuelle løsninger? Der er jo tydelig forskel på hvad de ‘røde’ og de ‘blå’ partier vil prioritere, og de blå har den fordel at de vil overlade ganske meget til de enkelte borgere, dvs. til de enkelte vælgere. På den måde bliver man ikke uvenner med vælgerne, men det vil føre til en langsommere udfasning af den problematiske teknologi. Ganske mange vælgere vil være tilfredse med status quo – de ønsker måske slet ikke at se problemerne i øjnene – og andre ønsker at den ny teknologi indfases langsomt og uden ekstraudgifter for dem selv. Som De gule vestes oprør i Frankrig vinteren 2018-19 viste, kan selv klimamæssigt fornuftige love – her forhøjelse af benzin- og dieselafgifterne – føre til voldsomme protester. 

Vi skal ikke her kaste os ud i en politisk diskussion, men det er klart at det i den nuværende situation er nødvendigt med klare politiske beslutninger som har opbakning fra et rimeligt stort flertal af vælgerne. I et diktatur vil det være ret nemt at etablere en landsdækkende RUF-løsning eller bygge et superhurtigt magnettog mellem København og Århus, men i et demokrati er det svært at få den nødvendige opbakning til teknologier der er så dyre og så ufleksible. Selv så velafprøvede og relativt billige teknologier som letbaner møder hård modstand fra bilister og ‘bil-politikere’ der hellere vil bruge pengene på billigere – og mindre komfortable – BRT-busser.

Ganske vist er RUF-systemet umiddelbart meget fleksibelt, fordi det giver den enkelte stor frihed, men det er dyrt, og enten skal det indføres eller også skal det ikke indføres. Der er ingen mellemløsninger. Magnettog er ikke helt så ultimative, men de er meget dyre. Der har været en række forsøgsbaner – bl.a. en i Hamburg – men endnu er de kun taget i permanent brug få steder i Asien, og kun på en bane ved Shanghai kører et egentlig magnet-hurtigtog. 

Det er ikke overraskende at det primært er i Kina man har bygget baner til magnettog. Det vil være meget svært at nå til enighed om at bruge så mange penge til et transportprojekt i demokratiske lande; de konkurrerende teknologier er væsentligt billigere, og foreløbig ser det da også ud til at ‘almindelige’ elektriske hurtigtog som det franske TGV og det japanske Shinkansen vil blive den dominerende type af hurtigtog de næste årtier. Men de er heller ikke billige.