Er der alternativer til biler? Kun delvis. Som vores samfund efterhånden er blevet indrettet, er bilerne ikke til at undvære. Det er en teknologi der næppe kan skrues tilbage. Naturligvis kan en vis mængde af biltrafikken flyttes til skinnebåren trafik og måske også til hurtige busser, men det er helt urealistisk at forestille sig at bilerne kan undværes.
Set med teknologihistoriske øjne står vi i en meget spændende situation. Vi ved at biler med forbrændingsmotorer nødvendigvis må udfases, men hvad vil komme i stedet, og hvor lang tid vil der gå før man kan udpege en ny teknologi som vinder?
Det ser umiddelbart ud til at elbiler vil blive helt dominerende, og måske kan brintbiler også få en vis markedsandel. Men der er nok ingen tvivl om at der fortsat vil være biler. Bilen er ganske enkelt for fleksibel, så med mindre der kommer politiske indgreb, vil den uden tvivl transportere danskerne rundt i mange år endnu.
Gasbiler kan komme til at spille en visse rolle under udfasningen af fossile brændsler – evt. kan man tænke sig at naturgas bliver blandet med biogas i mindre omfang. Gas er især en relevant mulighed ved store biler som lastbiler og busser. Hvis forbrændingsmotoren i transportindustrien udfases endeligt i form af gasbiler, slutter den som den begyndte – den første forbrændingsmotor var netop drevet af gas; den blev opfundet i 1858 af belgieren Jean Etienne Lenoir.
Der er i øjeblikket store forventninger til førerløse biler der styres vha. videokameraer, gps og satellitter, men endnu mangler vi at se dem i permanent drift, og det varer nok noget endnu inden de bliver sluppet løs på de danske veje. Der er stadig teknologiske problemer at løse, men de etiske og lovgivningsmæssige vanskeligheder er endnu større. Hvem har fx ansvaret hvis en førerløs bil er skyld i en ulykke? Hertil kommer at når biler kører med gps, ligger roadpricing lige til højrebenet, og det er der mange som er modstandere af. Men uanset roadpricing eller ej så åbner den selvkørende teknologi op for en total overvågning af trafikken. Det vil give nogle muligheder som ligger langt over hvad STASI i det hedengangne DDR havde.
Her skal vi imidlertid ikke spå om fremtiden, men kaste et blik tilbage på en dansk transportteknologi der ikke lod sig realisere. Palle R. Jensen udviklede omkring år 2000 en kombination af den private bil og jernbanen. Han kaldte sin opfindelse for RUF. Det står for ‘rapid urban flexible’, og konceptet går ud på at kombinere det bedste fra bilen med det bedste fra toget. Hans ‘biler’ var eldrevne og kunne både køre på veje og skinne. Når man skulle transportere sig, kørte man hen til nærmeste sted hvor man kunne komme op på skinnen. Her blev de individuelle vogne samlet i rækker som blev sendt af sted som små tog. Mens vognene befandt sig på skinnen, ladede de strøm til deres indbyggede batteri. Når de nærmede sig endemålet, kørte de væk fra skinnen og fortsatte som elbil frem til bestemmelsesstedet.
Der var også tænkt på muligheden af at benytte en kollektiv vogn, en såkaldt Maxi-RUF. Den skulle køre rundt og samle passagerer op i området omkring stationen og derefter køre op på skinnen. Idéen var at man skulle kunne bestille en opsamling over internettet, og at man kunne betale elektronisk.
Konceptet fremstod som både gennemtænkt og visionært, men blev kun afprøvet på en 25 m lang testbane på Ingeniørhøjskolen i Ballerup. Testbanen blev pillet ned og skrottet i 2012, og det er ikke sandsynligt at RUF’en nogensinde kommer ud at køre igen. Siden 2012 er der i hvert fald ikke sket noget. Spørgsmålet er så hvorfor en tilsyneladende banebrydende teknologi ender med at gå i glemmebogen?
Det umiddelbare svar er mangel på penge; det er oplagt at hvis en mand som Elon Musk havde involveret sig i udviklingen af RUF’en på samme måde som han involverede sig i Tesla’en, kunne RUF’en være kommet på skinner. Men der var ingen pengemænd der ville være med, og uden penge er det ikke nok med gode idéer.
Det næste spørgsmål er så hvorfor der ikke var nogle villige pengemænd? Grunden må være at de ikke har troet på at de kunne tjene penge på idéen. Det er en stor, dyr og risikabel beslutning at bygge en RUF-skinnebane – især hvis det er den første i verden. Det er både lettere og billigere at erstatte benzin- og dieselbiler med el- eller brintbiler der kører på almindelige veje og ligner almindelige biler.
RUF’en har desuden det problem at den hverken er bil eller tog. Bilister vil helst fortsætte med at køre bil – gerne en elbil hvis rækkevidde mv. er tilfredsstillende – og brugere af den kollektive trafik føler næppe det store behov for at køre i bil på skinner.Men naturligvis er det ærgerligt at den danske stat ikke gav støtte til en lang prøvebane. Hvis en bane på fx 5 km var kommet til at fungere, ville potentielle investorer måske være blevet overbevist om teknologiens fordele. Faktisk fik Palle Jensen i 2004 angiveligt kontrakt på en 100 km lang bane i Calcutta i Indien, men projektet blev aldrig realiseret fordi inderne først ville se et dansk RUF-system der fungerede.
Pingback:Kan nye teknologier redde klimaet? – Danmarks Teknologihistorie