De første privatejede dampmaskiner i Danmark

Den første brugbare dampmaskine var opfundet af englænderen Thomas Newcomen i 1712. Den blev dog kun taget i brug i de britiske miner. Først da den skotske maskiningeniør James Watt i 1765 og igen i 1782 forbedrede maskinen, blev den taget i brug andre steder. Og den kom også til Danmark.

Den første danske dampmaskine var dog en kopi af Watts maskine. Det var flåden der fik den lavet til orlogsværftet i København. Den blev opstillet i 1788, men blev dog kun en kortvarig succes. Og først i 1800-tallet fik flåden en rigtig Watt-maskine.

Det varede lidt længere inden private virksomheder investerede i dampmaskiner. Det var kun få virksomheder der ikke kunne nøjes med vandmøller. Men efterhånden blev virksomhederne større og fik brug for mere trækkraft.

Læs om udviklingen af dampmaskinen

Læs om flådens uheldige forsøg med en kopi af Watts dampmaskine

Først kom Maglekilde Papirmølle ved Roskilde

Den første virksomhed der fik en Watt-maskine var Maglekilde Papirmølle ved Roskilde. Her havde man for nylig udvidet med bomuldsspinderi og væveri, men kilden gav ikke vand nok til at drive de nye aktiviteter, så man var nødt til at supplere med damp. Og dermed kom den første dampmaskine til provinsen. Det skete i 1814.

I øvrigt kom pladsen ved Maglekilden senere til at give fødsel til en af de helt store danske opfindelser, den nærmest ikoniske Maglekilde-centrifuge. Det var den maskine der mere end nogen anden gjorde det muligt at oprette så mange andelsmejerier fra 1880’erne – og dermed at gøre andelsbevægelsen til en så stærk magtfaktor i den danske historie.

Historien ved Maglekilden begynder allerede i den tidlige middelalder hvor der blev gravet kildekalk ved kilden. Det blev brugt til at bygge 12 af områdets kirker. Og det hul der blev efterladt kom senere til at fungere som mølledam. I dag er der p-plads på stedet.

Men ellers gik det langsomt med at få sat damp til de danske maskiner. Endnu i midten af 1820’erne var der kun syv dampmaskiner i Danmark – tre på flådens værft, en på Mønten, den ovennævnte på Maglekilde, én på Drewsens papirfabrik på Strandmøllen nord for København samt én på Rasmus Holmblads enkes kornmølle på hjørnet af Nørrevold og Sankt Peders Stræde i København. Der var desuden fire dampskibe hjemmehørende i København.

Holmblads fabrikker – lys, lim, lak, sæbe, maling

Holmblad-slægten nedstammede fra en farver af svensk afstamning som i 1777 fik tilladelse til at etablere et farveri i København. Det var en meget initiativrig familie hvis sønner og sønnesønner stiftede flere forskellige virksomheder primært inden for produktion af lys, lim, lak, sæbe og malervarer. I en lang periode fremstillede man desuden også spillekort. Den vigtigste af virksomhederne var L. P. Holmblad der tidligt fik brug for dampmaskiner til at drive nye oliemøller. Også de var fremstillet i England.

L. P. Holmblad blev senere delt i to virksomheder der blev kendt som hhv. Sadolin og Holmblad og Asp-Holmblad. Den første indgår nu i den svensk-hollandske AzkoNobel (der endnu bruger Sadolin-varemærket); den anden er stadig en selvstændig virksomhed. Det er dermed en af de private virksomheder i Danmark der kan føre sin historie længst tilbage. 

Ole Winstrup byggede den første danske dampmaskine

I 1826 fik brygger H. B. Momme installeret en dampmaskine til at drive en valsemølle i sit bryggeri i Nygade i København. Det var den første dampmaskine der var bygget af en dansker, nemlig af Ole Johansen Winstrup. Maskinen var dog kun på 2 hk, og dermed noget mindre end de første Watt-maskiner. Den blev bygget på Winstrups tyske filial, og derfor blev det tyskeren von Würden der som den første byggede en dampmaskine i Danmark. Det skete i 1827; den var på 4 hk og blev installeret på Jakob Holms oliemølle. Von Würden kom 1828 til jernstøberiet i Frederiksværk hvor han også arbejdede med at fremstille dampmaskiner. Bl.a. byggede han i 1830 en ny dampmaskine til Maglekilde.

Winstrup byggede i årene omkring 1830 ‘under mange vanskeligheder’ endnu tre dampmaskiner, en på 8 hk til C. Riis’ oliemølle, en på 6 hk til P. Chr. Deichmanns chokoladefabrik, og endelig en på 8 hk til sig selv til fabrikken i Frederiksberg. Her havde han en fået bygget en vinddreven kornmølle, og på trods af protester fra de andre kornmøller i området, fik han i 1834 lov til at koble dampmaskinen på kornmøllen. I en række år derefter levede han tilsyneladende mest af mølleriet.

Winstrup blev imidlertid aldrig rig på sine aktiviteter; han brugte alt for megen tid og penge på eksperimenter og opfindelser der ikke kastede nok penge af sig. Der er andre tekniske begavelser der har erfaret det samme; det er ikke nok at være kreativ og initiativrig, man skal også kunne prioritere og tænke på opfindelsernes økonomiske potentiale. 

Det skal dog tilføjes at nogle af Winstrups problemer skyldtes, at der ikke var fri næring dengang. Det blev først indført i 1857. Og derfor skulle Winstrup både søge om tilladelse (‘privilegium’) hos kongen til at etablere jernstøberi, bygge vejrmølle og senere til at koble dampmaskinen på. Han havde givetvis heller ikke de rigtige forbindelser; hans far var husmand i den meget lille landsby Vinstrup i Vestsjælland. Desuden var Winstrup ikke uddannet som jernstøber; han har nok lært noget mens han var soldat og senere på rejser i Tyskland, men han må dog betragtes som selvlært. Det var også svært at få uddannelse på den tid; Polytechnisk Læreanstalt i København blev først oprettet i 1829 – i øvrigt med Winstrup som bestyrer af de tilknyttede værksteder.

På trods af sin manglende uddannelse var Winstrup formentlig tidens mest kreative maskinkonstruktør i Danmark. Allerede som ganske ung soldat arbejdede han med at bygge en ubåd der skulle angribe fjendtlige skibe (det var mens den britiske flåde belejrede København). Dette projekt lykkedes dog ikke, men han fik konstrueret nogle lydløse dobbelt-kajakker der fik god praktisk anvendelse under den britiske blokade. De blev brugt til at bringe beskeder gennem blokaden, og for denne opfindelse blev han belønnet med dannebrogsordenen.

Endnu i 1839 var der kun 23 dampmaskiner i Danmark

I 1830’erne kom flere dampmaskiner til København, men endnu i 1839 var der kun 23 dampmaskiner i Danmark plus 8 dampskibe. Men nu blev dampmaskinerne taget i brug til stadig flere forskellige formål. 

Foruden den ovenfor nævnte kom der flere dampdrevne oliemøller; det var dog ikke den store nyhed – man havde haft vinddrevne oliemøller i København siden 1680’erne. Men der kom også en rismølle – startet af Joseph Hambro på Christianshavn. Værket afskallede risene; skallerne blev brugt til svinefoder, og derfor havde man et større svinehold ved fabrikken. Og man oprettede derfor en konservesfabrik på stedet – vistnok Danmarks første konservesfabrik.

Desuden fik nogle sukkerraffinaderier dampmaskiner. Det samme fik også flere papirfabrikker; således fik Drewsen en ekstra dampmaskine til sin fabrik på Strandmøllen.