I 1859 skrev H. C. Andersen sangen Jylland mellem tvende have. Her drømte han om dampdragen der snart vil flyve mellem de rige jyske bøndergårde. Den vision gik hurtigt i opfyldelse – selvom hastigheden ikke ligefrem var flyvende i de første år.
Jernbanen kom som dampmaskinen fra England; her havde man længe haft jernbaner der kørte på damp. Den første var Middleton Railway fra 1811; den blev brugt til transport af kul. Desværre eksploderede lokomotivets kedel i 1818 så lokomotivføreren blev dræbt, og man man gik derfor tilbage til hestetrukne vogne. Senere kom der dog igen damp på banen. Den drives i dag som veteranbane.
Den første jernbane der også tog passagerer med, blev åbnet i 1825 mellem Stockton og Darlington i Midtengland. Der var dog også her diverse startvanskeligheder, og de fleste passagervogne blev faktisk trukket af heste. Det var først i 1833 at der kom regelmæssig damptrafik for både passagerer og kul.
Efter at man i 1830 fik åbnet banen mellem Liverpool og Manchester, fik den dampdrevne jernbane imidlertid et hurtigt gennembrud, og i 1830’erne åbnede en række nye baner – først i England, men hurtigt også i andre lande. Den første jernbane i det daværende Danmark blev åbnet i 1844; den gik mellem Kiel og Altona (ved Hamburg), som var under den danske krone dengang.
Tre år efter, i 1847, blev den første jernbane i det nuværende Danmark indviet, banen mellem København og Roskilde. Banen var oprindeligt privat – stiftet på initiativ af Industriforeningen og finansieret af bl.a. tysk kapital. Også de følgende jernbaner var fra begyndelsen private, de fleste med engelsk kapital. Der kom hurtigt så mange jernbaner i England at engelske kapitalister måtte tage til udlandet for at udvide deres marked – og som regel blev de taget imod med åbne arme. Det var også tilfældet i Danmark hvor et engelsk firma, Peto, Brassey and Betts, fik koncession på at bygge jernbaner på Fyn og i Jylland.
Peto og Betts løb imidlertid i 1867 ind i økonomiske vanskeligheder, de måtte sælge deres aktier, og dermed blev staten jernbaneejer – i første omgang kun i Jylland og på Fyn, men i 1880 overtog staten hele hovednettet.
De statslige baner blev i 1885 samlet i ét selskab – DSB, De Danske Statsbaner. I de følgende årtier blev det det danske banenet suppleret med et stort antal små privatbaner. De fleste heraf er dog siden blevet nedlagt, især i 1960’erne da privatbilismen for alvor vandt frem. Men inden da havde jernbanen fuldstændig ændret Danmark.
I 1872 blev der oprettet en dampfærgeforbindelse over Lillebælt og i 1883 også en over Storebælt – og hermed var alle større byer i Danmark bundet sammen i et jernbanenet. I 1892 kom der også en dampfærgeforbindelse mellem Helsingør og Helsingborg; den blev i 1897 forbundet med København via Kystbanen.
Inden jernbanen bandt Danmark sammen, gik en meget stor del af landets transport med små dampskibe fra havn til havn, men de kunne ikke konkurrere med jernbanen, og de fleste af de små ladepladser mistede betydning. Til gengæld blev der skabt en helt ny slags by, stationsbyerne, som en mellemting mellem købstæderne og landsbyerne.
I begyndelsen brugte man engelske eller tyske lokomotiver, men Danmark fik to store fabrikker for lokomotiver, skinnebusser og togvogne, nemlig Søren Frichs i Århus og Scandia i Randers. Den første leverede bl.a. lokomotiver til DSB fra 1916 til 1977 og også lokomotiver og skinnebusser til mange privatbaner i samme periode.
Scandia blev stiftet af Peto, Brassey and Betts og begyndte allerede i 1861 at bygge togvogne og siden også lokomotiver. Scandias sidste større produktion var IC3-togene; de blev bygget DSB fra 1983 til 1998. Det er dem der endnu udgør grundstammen i DSB’s rullende materiel. Virksomheden ejes i dag af canadiske Bombardier.
Ingen kommentarer endnu!