Også i dag ser man protester mod indførelse af ny (eller større) teknologi, især hvis det pågældende skal placeres i nabolaget – tænk fx på debatterne om højspændingsledninger, vindmøller og genmodificering. I 1840’erne var det dampmaskinerne der skabte debat. De larmede og udsendte en ubehagelig røg. De blev også kritiseret for at være endnu mere brandfarlige end de reelt var. De samme protester blev også rettet mod de første damplokomotiver da de lidt senere begyndte at tøffe rundt hvor der før havde været marker.
Endnu i 1839 var der kun knap 20 dampmaskiner inden for Københavns volde, men så gik det stærkt – på trods af protesterne. Hvis der havde været tale om at de eksisterende vanddrevne værker var blevet udstyret med dampmaskiner, ville kritikken ikke have været så stor, for de vanddrevne værker lå næsten alle uden for byerne – og der var slet ingen inden for Københavns volde. Men nu kom der dampmaskiner i de smalle tætbefolkede gader inden for voldene. Det var indlysende usmart.
Hvis Københavns magistrat – som skulle give tilladelse til de nye møller – havde vidst at både forbrændingsmotoren og elektromotoren ville blive opfundet i løbet af 1870-80’erne, så havde de måske heller ikke givet tilladelse. Men de vidste de jo ikke, så på trods af protesterne blev der installeret mange dampmaskiner i København (og i øvrigt også i andre byer).
Det var heller ikke alle der sørgede for at få tilladelse: i 1847 ville bøssemager Schmidt etablere en sømfabrik i Store Kongensgade. Han søgte derfor om tilladelse til at installere en dampmaskine – og erklærede sig endda parat til at bygge en skorsten på 35 alen (ca. 22 m) så naboerne ikke ville blive generet. Men de protesterede næsten alle. Schmidt søgte at argumentere med at der allerede i Sølvgade var to dampmaskiner der aldrig var blevet klaget over – men det viste sig at de pågældende maskiners ejere hverken havde søgt om eller fået tilladelse til at opstille maskinerne!
Det er imidlertid ikke kun kritikken af de nye teknologier der gentager sig i dag; det gælder også troen på problemerne kan løses med teknologiske fix. I 1855 var magistraten kommet under vejr med at man i Paris havde fundet en måde til at fjerne kulrøgen, og de spurgte derfor hos Polyteknisk Læreanstalt hvordan det kunne lade sig gøre. Polyteknisk Læreanstalt var imidlertid nødt til at svare at de ikke kendte noget til sagen. De lovede dog at de måske senere kunne give et bedre svar når professor Forchhammer havde været i Paris.
Der forlyder ikke noget om resultatet af professorens tur, men det har uden tvivl været negativt. Indtil langt op i 1900-tallet havde man sjældent andre muligheder end at gøre skorstenen højere.
I dag ved vi at den globale opvarmning tog fart med udbredelsen af dampmaskinen; det vidste man ikke dengang, da var det kun kulrøgens umiddelbare gener man mærkede. Røg fra stenkul lugter surt og ubehageligt, det sviner vasketøjet til og lægger sig som støv i vindueskarme og andre steder. Så datidens københavnere havde god grund til at brokke sig – selvom de slet ikke vidste hvor farlig røgen er. Kulrøg indeholder mange forskellige giftige stoffer – arsen, bly, kviksølv, cadmium er blot nogle af dem – og mennesker der bor i områder med megen kulrøg, dør i gennemsnit flere år før man ellers kunne forvente.
Kilde til denne side: Christensen, Villads: København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857, Kapitel V, 1912 – http://www.eremit.dk/ebog/40k57/40k57_5.html
Ingen kommentarer endnu!