I løbet af 1830’erne blev de mest fremsynede mænd i Danmark klar over at damp var fremtiden. Med kul og damp kunne man drive store fabrikker uafhængigt af vandkraft, og det var ikke mindst interessant i en lavlands-by som København. Men mange af de fremsynede var for hurtige og for grådige, og i 1840’erne blev København kastet ud i en regulær ‘dampkrise’.
Årsagen var en overdreven tro på rentabiliteten af en række forskellige nye dampdrevne virksomheder. Der var dengang en ganske ukritisk forventning til at alt kunne lade sig gøre hvis man organiserede sig med aktier. Det fik nok sit mest uheldige udtryk i Det danske Silkeselskab fra 1841. Her var formålet ikke kun at tjene penge, men også at gøre Danmark selvforsynende med en vare man hidtil havde importeret. Det blev dog en stor fiasko. Der var ellers lagt flot ud med et par hundrede aktionærer.
Både kongen, dronningen og kronprinsen købte aktier; der blev hentet silkesommerfugleæg i Montpellier, og der blev plantet morbærtræer på glaciset foran Københavns vold. Også papirfabrikant Drewsen, der var med i selskabet, plantede morbærtræer ved sin fabrik på Strandmøllen. Men der kom aldrig økonomi i selskabet, og morbærtræerne på glaciset blev allerede fjernet da man i 1853 – koleraåret – havde brug for at udvide Garnisonskirkegården.
Det er ikke helt klart hvad der var årsag til fiaskoen, for det kan godt lade sig gøre at producere silke i Danmark; det er faktisk gjort af flere forskellige, men dog aldrig uden den store succes. Men man gætter nok ikke helt forkert hvis man antager at hovedproblemet var manglende viden og især erfaring; det fremgår ingen steder at man importerede erfarne folk sammen med æggene.
En anden slags fiasko løb maskinhørspinderiet ved Svanholm på Gl. Kongevej i Frederiksberg ind i. Det var i nogle år en stor virksomhed, men spinderiet kunne ikke afsætte det spundne garn og gik fallit i 1850. Der var også andre problemer, og det virker meget uigennemtænkt at etablere en så stor virksomhed uden at se den i det fulde produktionsforløb frem til de færdige hørvarer. En del af bygningerne blev efter konkursen til P. Andersens jernstøberi, og siden blev bryggeriet Svanholm etableret på nabogrunden.
Der var mange andre aktieprojekter der kuldsejlede. Blandt de større fallitter kan nævnes lærredsvæveriet på Christianshavn, dampvaskeriet på Blegdamsvej og alun- og cementfabrikken ved Limensgade på Bornholm – alle tre igangsat af Den merkantile Industriforening. Der var desuden flere eksempler på at gamle virksomheder blev solgt på aktier under nærmest svindelagtige forhold. De mange fallitter førte til at folk længe veg tilbage fra at sætte deres penge i aktier.
Der var dog også meget der lykkedes, men det gik bedst hvor der var erfaring til stede, og hvor aktionærerne ikke havde alt for forskellige interesser. En række malermestre i København drev således med held en farvemølle og et ferniskogeri; på samme måde drev de københavnske snedkermestre en finérmaskine.
Generelt var det dog virksomheder med én eller nogle få ejere der klarede sig bedst. I 1833 stiftede Emil Svitzer således Svitzer Bjærgnings-Entreprise (det ejes i dag af Mærsk og er et af verdens største bugseringsselskaber). Holsteneren H. H. Baumgarten grundlagde i 1843 et maskinværksted i Købmagergade (det udviklede sig siden til Burmeister og Wain der længe var Danmarks største skibsværft). Og brygger J. C. Jacobsen der ejede et lille bryggeri i Brolæggerstræde, fik i 1846 tilladelse til at opføre et nyt bryggeri til bajersk øl i Valby (det kender vi i dag som Carlsberg, et af verdens største bryggerier).
Ingen kommentarer endnu!