Den første danske dampmaskine blev bygget på flådens værft på Gammelholm i København i 1788. Man havde indtil nu klaret sig med hånd- og hestekraft – her havde man jo ikke vandkraft til rådighed – men det kunne ikke længere dække behovet. Der skulle mere kraft til.
Det lykkedes efter meget besvær at få en dampmaskine opstillet nær ankersmedjen. Men det var ingen rigtig Watt-maskine, kun en kopi. Den danske regering havde dengang ikke uden videre mulighed for at købe en maskine fra Watts fabrik, Boulton and Watt. Det skyldtes både at englænderne prøvede at forhindre at den nye teknologi blev spredt, og at Danmark på det tidspunkt havde et spændt forhold til England og derfor ikke ønskede at gøre flådens værft afhængig af engelsk teknologi.
Det endte derfor med at maskinen blev bygget af den skotske ‘ekspert’, Andrew Mitchell, der blev assisteret af en anden skotte, Alexander Young. Byggeriet kom til at vare flere år og blev langt dyrere end forventet – det er bestemt ikke noget nyt at det er svært at styre offentlige byggerier! Den virkede dog godt nok i begyndelsen, med den holdt ikke længe. Allerede i 1801 konkluderede en kommission at ‘”Af ildmaskinen haves ingen nytte”. Den blev skrottet, de mange penge var spildt, og flåden måtte efter lange overvejelser bestille en rigtig dampmaskine fra Watts firma. Man var godt klar over at det ville være mere hensigtsmæssigt at smede de store ankre i Norge – hvor man både havde jern og vandkraft – i stedet for at blive afhængig af kul fra England, men centraliseringskræfterne sejrede.
Forholdet til England var bestemt ikke var blevet mindre anstrengt siden 1780’erne, og danskerne måtte også snyde for at få Watt-maskinen til København. Det lykkedes ved at foregive at dampmaskinen skulle bruges i Den kongelige Mønt. Det var rigtigt at Mønten havde brug for en dampmaskine; de fik den også, men Danmark fik tre andre dampmaskiner med i købet. Det kan ikke dokumenteres hvordan det gik til, så måske har Boulton and Watt bevidst spillet med i snyderiet.
Der er blevet skrevet meget om fiaskoen med Mitchells ildmaskine. Det er da også et klassisk eksempel på hvordan teknologioverførsel kan slå fejl. Det er sjældent nok blot at overføre den nye teknologi; det viste sig fx også da danske ingeniører i 1960’erne drog til Afrika og byggede hospitaler, frysehuse og andet godt. For at et samfund kan overtage en ny teknologi, skal det være ‘modent’ til det. Og det kræver bl.a. uddannelse, mulighed for at kunne reparere defekter og mulighed for at kunne tilpasse anlægget hvis der er behov for det.
Med ildmaskinen var det ikke nok med de to skotters ekspertise. Det lovede ellers godt, og i de første år trak maskinen to hammerværker, tre blæsebælge og et valseværk – dog ikke alt sammen på samme tid. Det er muligt at Mitchell og Young ikke var dygtige nok, men man forsømte også at oplære danskere i at vedligeholde maskinen. I det hele taget forsømte man den løbende vedligeholdelse. Man begik også den fejl at forsyne maskinen ved vand fra en nærliggende kanal – og det må have haft så højt indhold af salt at det medvirkede til at gøre maskinen utæt. Da Watt-maskinen skulle opstilles, insisterede Boulton and Watt på at vandet skulle være ferskvand.
Flådens tre Watt-maskiner kom ganske vist ikke i brug som planlagt, men det skyldes nok primært at englænderne efter bombardementet af København i 1807 sejlede væk med den danske flåde. De to maskiner blev solgt til private, mens den tredje blev brugt til kornmølle indtil flåden i 1820 tog den i brug til det oprindelige formål.
Sådan gik det til at de første dampmaskiner kom til Danmark. I øvrigt med den detalje at Mitchells dampmaskine var den første dampmaskine i verden der blev brugt som hammermølle ved fremstillingen af ankre. Og at Watts maskine var nummer to. Så på den måde kom Danmark her kortvarigt foran Storbritannien. Men ellers var Danmark langt bagefter, i 1810 arbejdede endnu kun én dampmaskine her i landet, mens Storbritannien havde 5.000.
Ingen kommentarer endnu!