Efter 2. Verdenskrig blev det danske landbrug helt forandret. Og i den proces spillede traktoren en afgørende rolle. De gamle arbejdsheste blev sendt på pension, og i stedet rullede traktoren ud over de danske marker. Først blev den sat til at trække de gamle heste-redskaber, men hurtigt begyndte en række fabrikker at producere redskaber der var bygget til traktoren. Der kom også fabrikker der byggede danske traktorer.
Traktoren er egentlig en gammel opfindelse tilbage fra dampmaskinens tid, men indtil slutningen af 2. Verdenskrig blev den kun brugt på maskiner og større landbrug og mest til særlige opgaver som fx pløjning – ofte blev den ligefrem kaldt en maskin– eller motorplov. Men efter befrielsen blev traktoren meget hurtigt udbredt, og midt i 1960’erne havde næsten alle landbrug anskaffet sig en traktor. Den hurtige udbredelse skyldtes især to forhold – foruden naturligvis at traktoren var praktisk og nyttig. Det ene var Marshall-hjælpen, det andet at de danske landbrug havde tjent godt under krigen og derfor havde penge på kistebunden. De havde også let ved at afsætte deres varer.
I de første år var det især de store og mellemstore landbrug der købte traktorer, men hurtigt kom også de mindre landbrug med. Og de valgte især den engelske Ferguson-traktor. Sammenlignet med de første traktor-modeller udmærkede den sig især ved at være lille og let – og meget nem at arbejde med.
Selvom den var lille, var den stærk (26 hk) og også relativ billig. Og desuden var den udstyret med to revolutionerende opfindelser, det såkaldte trepunktsophæng og det hydrauliske system. På de tidligere traktorer var føreren nødt til at forlade sit sæde hvis fx ploven skulle hæves eller sænkes, men med trepunktsophænget og hydraulik kunne føreren nu hæve og sænke redskaberne mens han sad i sædet. Det betød også at trækpunktet blev flyttet frem på traktoren, så der blev mindre risiko for at den stejlede og måske endda væltede bagover og landede oven på føreren.
Den grå Ferguson blev ret hurtigt blev for lille for de halvstore landbrug, men den var meget almindeligt helt op i 1970’erne – dog efterhånden i den røde Massey-Ferguson-udgave. Og de gårde der ikke købte rigtige Ferguson-traktorer, købte i stedet typisk de lidt større danske eller svenske kopier. Ford solgte også mange af deres Ferguson-kopier i Danmark.
Den amerikanske traktorproducent International Harvester opfandt i 1918 kraftudtaget som man kan bruge til at overføre kraft fra traktoren til et redskab enten hængt på traktoren eller placeret i nærheden. Det blev i de følgende årtier almindeligt på traktorer, og med det kunne man lade traktoren trække maskiner som mejetærskere og grønthøstere hvor der brug for mere kraft end hjulenes fremadkørende bevægelse kan levere.
Indtil slutningen af 1940’erne høstede man med selvbinder på stort set alle danske gårde. Kun de meget store havde ‘combinere’ som de første mejetærskere blev kaldt. En selvbinder skar kornet af og samlede det i neg. Bagefter skulle negene stilles til tørre på marken og siden køres hjem i laden hvor de blev tærsket i løbet af vinteren.
Den ‘kombinerede’ høstmaskine
Men mejetærskeren kombinerede selvbinderen med tærskeværket og afleverede kornet i sække. De første mejetærskere i Danmark var bugserede, dvs. trukket af en traktor, men snart kom der også selvkørende mejetærskere. I begyndelsen var det nødvendigt med både en person på traktoren og en på mejetærskeren; den sidste sørgede for at skifte sække og skubbe de fyldte sække ud på en sliske og ned på jorden. Senere gik man over til mejetærskere med tank; det er den type der bruges i dag.
I Danmark har vi haft flere fabrikker der producerede bugserede mejetærskere, men kun én der lavede selvkørende mejetærskere. Det var Dronningborg Maskinfabrik i Randers – en gammel virksomhed der blev stiftet af N. Kr. Nielsen i 1894. Her begyndte man at lave mejetærskere midt i 1950’erne, først bugserede og fra 1958 også selvkørende. Fabrikken var til sidst ejet af amerikanske AGCO der lukkede den i 2010.
Mejetærskeren sparede ganske megen arbejdskraft, men den havde en ulempe som førte til et nyt serviceområde for foderstoffirmaerne – nemlig korntørreanlæg. Med mejetærskeren blev det umuligt at lade det høstede korn tørre færdig på marken, og det var derfor ofte for fugtigt når det kom i sække. Men det problem løste man med korntørrerier. Det førte til en koncentration inden for branchen fordi mange små foderstoffirmaer ikke havde råd til at investere i tørreanlæg. Disse anlæg var ganske vist ret energikrævende, men det var ikke noget problem dengang. De løbende driftsudgifter var små sammenlignet med etableringsudgiften.
Den videre udvikling var først og fremmest præget af at maskiner og traktorer blev stadigt større, og fra 1990’erne begyndte robotter at vinde frem i landbruget. Først malkerobotten. Den overtog en af de mest tidskrævende opgaver for mælkebønderne, og reducerede dermed behovet for arbejdskraft endnu mere end de kendte malkemaskiner. De sidste blev udbredte fra 1800-tallet; de sparede også meget arbejde, men det var stadig mennesker der satte sugekopperne på koens patter og tog dem af når koen var malket. Teknologien blev flere gange forbedret, først fra opsamling i spande til opsamling via rør, og senere blev malkekarrusellen opfundet. Den gjorde det lettere at gå fra ko til ko. Men først med malkerobotten blev menneskelig arbejdskraft helt overflødig – i hvert fald næsten. For der kan fortsat være problemer robotten ikke kan finde ud af at løse. Den store udfordring for robotter er at køer og deres yvere er forskellige, men robotterne kan ‘se’ hvor de skal placere sugekopperne. I øvrigt kan robotterne kontrollere mælken og registrere hvilken ko der malkes.
Ingen kommentarer endnu!