Efter 2. Verdenskrig blev det danske landbrug helt forandret. Og i den proces spillede traktoren og mejetærskeren afgørende roller. I tilknytning til dem udvikledes et helt system af landbrugsteknologi med nye redskaber og maskiner, maskinstationer, maskinfabrikker og korntørringsanlæg. Desuden tog landbruget også to andre relativt nye teknologier i brug i stort omfang, nemlig kunstgødning og sprøjtegifte.
Man havde kunstgødning i forvejen, men forbruget var ret begrænset, dels fordi man havde ret meget husdyrgødning, og dels fordi man delvis dyrkede afgrøder der ikke kræver så meget gødning. Men i løbet af 1950’erne begyndte man at dyrke mere korn, og man begyndte i højere grad at gøde græsmarkerne. I 1950’erne og 60’erne forsvandt også flere hundrede tusinde heste fra landbruget. Det førte til en stor stigning i forbruget af kunstgødning indtil man i forlængelse af den første vandmiljøplan fra 1987 fik forbedret udnyttelsen af gyllen. Inden da gik meget gylle til spilde fordi det blev spredt om efteråret hvor planterne ikke kunne suge det op, eller fordi det simpelthen ikke blev samlet effektivt op. Siden er antallet grise, og dermed også gyllemængden, steget yderligere, og nu står man med det modsatte problem. I stedet for (potentiel) mangel på gødning, er der nu overskud, og selvom den første vandmiljøplan er blevet efterfulgt af nye planer, spildes der stadig meget gylle til grundvand og vandmiljø.
Jord er imidlertid forskellig og har behov for forskellige stoffer, og derfor er der også marked for forskellige slags kunstgødning. Det meste kunstgødning indeholder både kvælstof, fosfor og kalium, men ofte er også svovl eller andre stoffer tilsat. Det har historisk givet mulighed for forskellige producenter og forhandlere, men konkurrencen på markedet har længe været begrænset. Det norske Yara – der tidligere hed Norsk Hydro og oprindeligt kun producerede det kvælstofholdige norgessalpeter – er det helt store varemærke i Danmark (og i øvrigt også i resten af verden).
Superfos der tidligere var en stor dansk producent af gødning, producerer i dag plastemballage (og ejes af en amerikansk virksomhed). Det har efterladt sig flere store forureningssager. Sagen fra Mundelstrup har tidligere været omtalt, men virksomheden har desuden forurenet et stort område i Fredericia og et andet stort område i Kastrup. Begge steder er det især tungmetaller der er problemet. Ingen af stederne er der sket en egentlig oprensning. I Fredericia fandt man således sidste år ti nedgravede tønder med det giftige tungmetal vanadium. Og tidligere er der sket alvorlig udledning til Lillebælt. Her har der især været tale om udledning af gips (kalciumsulfat).
Brug af sprøjtegifte er også ældre end man måske umiddelbart skulle tro; allerede i begyndelsen af 1900-tallet havde man forskellige midler som svovl, tobak og kobbersulfat (blåsten) mod skimmel, skurv og diverse skadedyr. I 1920’er kom den første kviksølvholdige sprøjtegift til Danmark, det var tyske Bayers Uspulum. Men det var først efter 2. Verdenskrig at de syntetiske giftstoffer for alvor kom i brug, med DDT og Bladan (begge mod insekter) som de første. De blev meget udbredte indtil man blev klar over at de havde alvorlige bivirkninger. DDT ophobes i fødekæden og ender dermed hos rovfuglene. Det gør at de lægger tyndskallede æg der ikke kan ruges ud, og rovfuglene er dermed ikke i stand til at reproducere sig selv. Det førte til en voldsom tilbagegang af rovfugle. DDT blev forbudt i Danmark i 1969, og bestandene er nu genoprettet.
Bladan – også kaldet parathion – er meget giftigt for mennesker med en lang række alvorlige symptomer og risiko for død. Det blev imidlertid først forbudt i Danmark 2003.
Siden de ubekymrede kemi-dage i 50’erne, er man efterhånden blevet mere forsigtig med brug af sprøjtegifte, men mange sprøjtegifte og/eller deres nedbrydningsprodukter når alligevel ned til grundvandet, og det har ført til at en række drikkevandsboringer er blevet lukket over hele landet.
I Danmark har Cheminova haft meget stor succes med at producere parathion, men fabrikken har også efterladt den nok værste miljøforurening i Danmark. Fabrikken lå først ved Måløv, men som følge af åbenlyse miljøproblemer og store naboprotester blev den i 1953 flyttet til Harboøre Tange. Miljøproblemerne flyttede imidlertid med, primært pga. af urenset spildevand der endte i Limfjorden hvor det slog fiskene ihjel og ødelagde fiskeriet og østersproduktionen.
I mange år gjorde hverken virksomheden eller myndighederne noget ved problemerne, og det var først da der i 1980’erne kom så meget omtale i pressen at det truede turismen og fiskeeksporten at problemet blev undersøgt. Der blev derefter foretaget en delvis oprydning på grunden, og fabrikken fik både eget rensningsanlæg og forbrændingsanlæg. Der ligger stadig en stor jordforurening under det tidligere kemikaliedepot ved høfde 22 (læs mere senere). Cheminova ejes i dag af amerikanske FMC Corporation.
Ingen kommentarer endnu!