Det danske landbrug blev ikke kun industrialiseret efter 2. Verdenskrig. Det blev også centraliseret. Først faldt antallet af selvstændige gårde. I 1960 var der 196.100 bedrifter; det var i 1980 næsten halveret, og i 2000 var det yderligere reduceret til godt en fjerdedel. Siden er det faldet yderligere, og nu er der kun omkring 34.000 bedrifter i Danmark. Heraf er halvdelen små bedrifter under 25 ha. I samme periode er antallet af beskæftigede – både ejere, medhjælpere og medhjælpende ægtefæller – faldet fra 420.000 til kun 75.000. Stort set alle disse ‘forsvundne’ mennesker er endt i byerne; ja, faktisk har afvandringen reelt været endnu større, for der arbejder nu omkring 11.000 udlændinge i det danske landbrug.
Men det er ikke kun antallet af beskæftigede i selve landbruget der er blevet voldsomt reduceret; det er også antallet af ansatte på mejerier og slagterier. I 1955 var der 1480 selvstændige mejerier i Danmark; det var i 1975 faldet til 294. Det vil sige at næsten 1200 større eller mindre byer mistede deres mejeri i løbet af disse kun tyve år. Efter at landsbyerne gennem omkring 80 år var blevet stadig større og havde fået flere funktioner, begyndte det nu at gå den anden vej. Og mejerierne var kun det første af den række funktionstab landsbyerne siden har lidt.
Fusionerne inden for mejeribanchen fortsatte også efter 1975, og i dag er der ét stort mejeriselskab, Arla, og en håndfuld små mejerier (med Thise som det største) samt desuden omkring 40 ganske små mejerier der alle beskæftiger sig med nicheproduktion, typisk af oste. I alt er der 46 selvstændige mejerier i Danmark (2019). Arla har dog omkring 25 forskellige produktionssteder.
Arla – eller Arla Foods som det egentlig hedder – er dog i en klasse for sig. Det er skabt gennem løbende fusioner i Danmark og Sverige og efter 2000 også i andre lande. I dag ejes Arla af ca. 12.000 landmænd i syv lande, og det er dermed et af verdens største andelsmejerier – og det største inden for økologiske produkter. Hovedkontoret ligger i Viby ved Århus.
Det kan godt være at de fattige danske bønder der i 1880’erne oprettede de første andelsmejerier, vil synes der nu er meget langt til ledelsen i Arla, men omvendt må man sige at andelskonceptet har vist sig at være yderst konkurrencedygtigt – selvom langt de fleste af lokale mejerier efterhånden er blevet lukket. Den samme udvikling er også sket inden for slagteri- og grovvaresektoren, blot lidt senere og ikke helt så dramatisk – det sidste fordi hverken slagterierne eller grovvareselskaberne nåede ud i almindelige landsbyer. De var begge mere afhængige af jernbanen og blev derfor typisk lokaliseret i byer med jernbanestation. Men resultatet har været det samme – gennem en række fusioner blev der af de mange andelsvirksomheder skabt ét stort slagteriselskab og to store grovvareselskaber – hhv. Danish Crown samt Dansk Landbrugs Grovvareselskab (DLG) og Danish Agro.
Danish Crown er i dag en af verdens største eksportører af svinekød og Europas største kødforædlingsvirksomhed. Alene i Danmark slagtes næsten 300.000 svin og omkring 7.000 stykker kvæg om ugen. Koncernen har desuden produktionsvirksomheder i Polen, Tyskland, England og Holland. Virksomheden ejes fortsat af de danske svineavlere, men er nu et andelsejet aktieselskab. Det har hovedkontor i Sdr. Borup syd for Randers.
Grovvarehandlen er ikke blevet helt så koncentreret, idet der som nævnt endnu er to store virksomheder. Heraf er Dansk Landbrugs Grovvareselskab blandt de største i Europa – på nogle områder dét største – men også Danish Agro hører til blandt de store. Begge virksomheder har ekspanderet både i Danmark og i udlandet gennem de seneste år. DLG har i 2020 flyttet sit hovedsæde fra København til Fredericia. Danish Agro har hovedkontor i Karise på Vestsjælland; det var her virksomheden startede i 1901 som det lille lokale Stevns Andel. begge stadig en del lokale afdelinger der både servicerer de lokale landmænd samt folk der har dyr på hobbyplan.
Industrialiseringen har også ramt mejerier og slagterier samt landbrugets andre følgeerhverv. Og også her er robotter kommet brug, mest revolutionerende på slagterier. Det var ikke en let opgave, for dyrenes kroppe er forskellige, og der skulle et langt udviklingsarbejde til. Men i 2005 kunne Slagteriernes Forskningsinstitut præsentere verdens første fuldautomatiske slagterobot. Den kunne udbene 450 svineforender i timen, mens en rutineret slagter kan klare godt en tredjedel. Siden er der kommet endnu mere effektive robotter. Man kan begræde at robotterne overflødiggør mange slagtere, men omvendt har robotterne bidraget til at holde en stor del af slagtearbejdet i Danmark. Og de har gjort arbejdsmiljøet på slagterierne meget bedre.
Både landbruget og især følgeerhvervene har også haft stor gavn af at løfte- og transportopgaverne nu klares helt anderledes end for en generation eller to siden. Traktoren har fået læssegrab, og trucker er blevet mere almindelige. Mælken slæbes ikke længere i 50 l’s junger, slagteriarbejderne skal ikke længere bære halve slagtedyr på ryggen, og i det hele taget det hårde manuelle arbejde væk. Blot ét eksempel: tidligere skulle korn håndteres i sække med 100 kg. I dag bliver korn høstet af mejetærskere med tank, videretransporteret af lastbiler og flyttet vha. kornsnegle. Og hvis der er brug for at transportere mindre mængder, sker det enten i bigbag der flyttes med truck, lastbil og kran eller i sække med kun 25 kg.
Det har alt sammen gjort det lettere både at være landmand og arbejder på en virksomhed inden for landbrugsindustrien, men det har også været med til at drive centraliseringen frem. De nye lastbiler, tanke, tørreanlæg, køle- og fryserum osv. har været dyre at investere i, og det har givet de største virksomheder en stor fordel – og dermed sat gang i fusionerne og centraliseringen. Det var både godt og skidt. For de landsbyer der før havde haft eget mejeri var det naturligvis et tab, men centraliseringen førte også til en fornyelse af produktionsapparatet. Og med færre, men større, produktionssteder med nyere teknologi blev det lettere at bremse forureningen fra produktionen. Det var dog nok en udvikling der ville være kommet under alle omstændigheder; det blev med tiden mere og mere indlysende at man ikke kunne fortsætte med at sende spildevandet ud i nærmeste vandløb. Men det var generelt først i løbet af 1970’erne at der begyndte at blive etableret egentlige rensningsanlæg der kunne rense spildevandet fra både landbrugsindustrien (primært mejerier, slagterier og sukkerfabrikker) og den øvrige industri (med bl.a. cellulose- og papirfabrikker) og selvfølgelig også fra de private husstande.
Ingen kommentarer endnu!