Poul la Cours Askov-møller

Omkring 1900 havde Danmark tre store opfindere, Poul la Cour, Valdemar Poulsen og Jacob Ellehammer. I dag er det næsten kun den sidste vi husker, man de to andre fik – på hver deres måde – mindst lige så stor betydning. La Cour og Poulsen blev de første it-opfindere i Danmark, og la Cour byggede desuden nogle el-producerende vindmøller der lagde fundamentet for det senere danske vindmølleeventyr. Ellehammer havde derimod primært betydning i sin samtid – selvom mange danskere uden tvivl kender ham som den første europæer der fløj.

La Cour (1846-1908) begyndte sin opfinderkarriere mens han var ansat ved Meteorologisk Institut. Her havde han været med til at bygge en række vejrstationer rundt om i landet, og her havde han erfaret at telegrafnettet (der jo dengang bestod af kabler) kunne blive overbelastet og stationernes vejr-data derfor forsinket. Problemet var at teknologien dengang kun gjorde det muligt for én ad gangen at sende gennem det samme kabel. La Cour løste dette problem med en opfindelse der vha. toner gjorde det muligt for tolv ad gangen at bruge kablet.

La Cours anden store telegrafi-opfindelse var det såkaldte tonehjul der i princippet kunne bruges til flere formål, også til at gøre det lettere at telegrafere. Her var han lidt heldigere med at få opfindelsen kommercialiseret, bl.a. fordi det lykkedes ham at få amerikansk patent på opfindelsen. Tonehjulet blev også taget i brug flere steder, men det var heller ikke noget la Cour blev rig af. 

La Cour fik således ikke mulighed for at leve som opfinder, og i stedet blev han naturfags-lærer på Askov Højskole – og som sådan arbejdede han i tolv år tilsyneladende uden at prøve at lave nye opfindelser. Men i 1890 fik han idé.

Hans idé handlede om at gemme energi fra elproducerende vindmøller – et problem vi stadig ikke har løst optimalt. Han mente at den bedste måde var at bruge overskudsstrømmen til at spalte vand i ilt og brint. Brinten kunne opbevares meget billigt i tanke og herfra ledes til de steder, hvor det skulle bruges. Og den idé kom med på finansloven for 1890 (la Cour havde gode forbindelser!), og året efter stod hans første elproducerende vindmølle færdig. Den virkede, men ikke optimalt. Den kørte nemlig ikke jævnt – fordi vinden heller ikke blæser jævnt.

Det problem løste la Cour med sin første virkelig succesrige opfindelse, den såkaldte kratostat. Den sørgede for at forskellen i vindstødenes styrke hele tiden blev udjævnet. La Cour stillede sin opfindelse vederlagsfrit til rådighed for andre vindmøllebyggere; og i en forenklet udgave blev den standardudstyr på de elproducerende vindmøller. Han producerede også en kratostat til brug på mejerierne; her var formålet at få centrifugerne til at køre jævnt. Den blev taget i brug på mange mejerier.

Imidlertid stiftede han bekendtskab med italieneren Garutis ‘vandsønderdelingsapparat’, og han fik en aftale med Garuti om at udnytte apparatet sammen med vindkraft. Forsøget lykkedes, og i de næste mange år blev alle Askov højskoles bygninger oplyst vha. af brint. 

La Cour byggede endnu en forsøgsmølle i 1897; den fungerede de næste 30 år som elværk for Askov. Her brugte han ikke brint, men et mindre akkumulatorbatteri som kunne opbevare strøm til ca. et døgn uden blæst. Hvis det fortsat ikke blæste, var man nødt til at drive elværket med en gas- eller benzinmotor. Han forsøgte ganske vist at lave en brint-motor, men måtte opgive forsøget, fordi der skete for mange utilsigtede eksplosioner.

La Cour var ikke den første der byggede elproducerende vindmøller; formentlig var han dog nr. 3. Den første var skotten J. Blyth i 1887. Han byggede en horisontal mølle i stil med de gamle bornholmske ‘vejrplaskere’. Blyth fik patent på sin opfindelse og byggede endnu en mølle, men det blev kun til disse to enkeltstående forsøg. Nummer to var amerikaneren Charles F. Brush i 1888. Hans mølle havde et stort antal lodrette vinger – fordi han mente at det var vigtigt at vingerne dækkede et så stort areal som muligt. Brush byggede vist kun denne ene mølle som leverede elektricitet til hans ejendom i Cleveland. Både Blyth og Brushs møller lagrede strømmen i batterier. 

La Cours første møller lignede næsten helt datidens kornproducerende vejrmøller – med kun 4 lodrette vinger. Mølle nr. 2 havde dog først 6 vinger, men det blev hurtigt ændret. Moderne møller har ganske vist kun tre vinger, men bortset set fra det, ligner de i princippet la Cours møller – og dermed også de vejrmølletyper der har været helt dominerende i Nordeuropa, nemlig stubmøllen og den hollandske mølle. Det er nok ikke tilfældigt; da man udviklede stubmøllen for næsten tusind år siden må man også have erfaret at det ikke kunne svare sig at sætte flere vinger på.

La Cour byggede en vindtunnel – måske verdens første – og fandt vha. den ud af det ikke kun var vingernes areal der betød noget – eller mere præcist at vingerne ikke kun bliver drevet rundt af vindens direkte stød på vingerne, således som Brush og alle andre dengang ellers mente. La Cour opdagede at det undertryk der opstår bag vingerne, også har stor betydning. Han kunne dermed konkludere at antallet af vinger ikke er afgørende for møllens effektivitet; det er derimod det overstrøgne areal. Når moderne møller alligevel har tre vinger og ikke kun én eller to, skyldes det at tre giver en mere rolig bevægelse. 

Frem til sin død i 1908 arbejdede la Cour på at få etableret vinddrevne elværker rundt om på landet, og det lykkedes ham at få bygget omkring 100 sådanne værker. Samtidig begyndte han i Askov at uddanne ‘landlige elektrikere’, der kunne etablere og vedligeholde elværkerne. Arbejdet fortsattes efter hans død, men efterhånden blev elmøllerne for dyre i forhold til dieseldrevne elværker. Og først i 1980’erne fik de elproducerende vindmøller en renæssance.

La Cours sidste indsats var et besøg på Samsø. Her prøvede han at overbevise samsingerne om at det ville være meget mere fordelagtigt at bygge et stort centralt elværk på Samsø frem for en række små decentrale værker. Der ville, mente han, være meget bedre økonomi i et fælles anlæg. Men uheldigvis blev han gennemblødt af regn, han forsømte at skifte til tørt tøj – og døde af lungebetændelse. 

Det var i øvrigt ikke kun la Cour der arbejdede på at etablere elværker ud over landet. Allerede i 1891 blev de to første offentlige (men privatejede) elværker åbnet i Danmark. Det skete som nævnt i Køge og Odense. I de følgende år fik flere andre byer også egne elværker, og efterhånden blev alle værkerne kommunale eller forbrugerejede. Danmark blev således elektrificeret ‘nedefra’; i andre lande var det store kapitalstærke selskaber der stod for elektrificeringen. 

De første danske elværker producerede jævnstrøm, men nu laver de alle vekselstrøm. Det første værk der sendte vekselstrøm ud til forbrugerne var Københavns Kommunes Østre Elektrici­tetsværk i 1902.

Der var i 1880-90’erne en voldsom kamp mellem tilhængerne af hhv. jævnstrøm og vekselstrøm – og ikke mindst mellem de to elektricitets-pionerer Ths. Edison og G. Westinghouse. Edison var tilhænger af jævnstrøm, og det var ham der kom først med elværker, men i det lange løb vandt vekselstrømmen. Edisons løsning kan derfor fremstå som en blindgyde, men der var – og er – fordele ved begge systemer, og umiddelbart er jævnstrøm udmærket dér hvor man først tog det i brug, nemlig i tætbefolkede byområder. Vekselstrøm er derimod langt bedre til at forsyne småbyer og tyndt befolkede områder.

Besøgsmål:

Poul la Cour Museet, Møllevej 21, Askov, 6600 Vejen – www.poullacour.dk