Siden oldtiden har man vidst at strømmende vand har stærke kræfter, og man har da også brugt vand til at drive maskiner som øsehjul (noria) og vandmøller. I Danmark blev de første vandmøller taget i brug i middelalderen. De blev efterhånden videreudviklet og stadig mere effektive – med vandturbinen som det sidste led.
Der er udviklet forskellige turbinemodeller som dog alle udnytter vandet ikke kun strømmer, men også tvinges ind i en hvirvel. Da turbinerne således kan udnytte to slags bevægelser på samme tid, er de noget mere effektive end traditionelle vandhjul. De blev taget i brug i sidste halvdel af 1800-tallet, først til at trække maskiner, men hurtigt også til at drive en generator – og dermed til at producere elektricitet. Det skete naturligvis først i lande med kraftige vandløb og store højdeforskelle, bl.a. i Norge hvor vandkraften skabte Norsk Hydro der blev en hovedleverandør af kvælstofgødning til dansk landbrug..
Men i et lavland som Danmark kom der også vandkraftværker. Det er uklart hvor mange, for langt de fleste var små og mange leverede kun strøm til en enkelt forbruger, typisk en fabrik. Men der har i hvert fald været mere end 100 der producerede til det offentlige net. Mange steder blev der sat generatorer op til at supplere den energi der kom fra et eksisterende vandhjul, og i øvrigt blev mange af de små værker indrettet i gamle vandmøllebygninger. Kun et par håndfulde værker var større anlæg der betjente mange forbrugere. De lå alle i Jylland. Der har tilsyneladende kun været ét elproducerende vandkraftværk på Sjælland. Det lå/ligger i en tilbygning til Esrum Klosters gamle møllebygning.
Det skyldes til dels de geografiske forhold at vandkraftværkerne stort set ikke blev udbredt på Sjælland og i øvrigt heller ikke på Lolland, Falster og Bornholm. Men nok så vigtigt var det at det potentielle antal forbrugere var så højt at man tidligt indså at de tilgængelige vandresurser ikke var store nok. Så man satsede i stedet på kuldrevne dampturbiner. Og desuden havde man let ved at købe elektricitet fra Sverige.
Det nordsjællandske elselskab NESA (Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejs Aktieselskab) fik i 1915 lagt et søkabel ned mellem Helsingør og Helsingborg. Det var Europas første af slagsen. Takket være det kunne man købe billig svensk elektricitet fra Lagan-elven – og når der ikke var så meget vand i elven, kunne man sælge kulbaseret elektricitet til Sverige. Derfor fik Sjælland hurtigt et fælles højspændingsnet, mens det varede noget længere inden de forskellige lokale jyske net blev samlet.
Alle de store vandkraftværker lå i Jylland. Og de fleste ligger der endnu. Det gælder blandt andet det største anlæg, Tangeværket eller Gudenaacentralen som det officielt ligger. Det blev bygget fra 1918 til 1920 efter en meget lang debatperiode. Men det var ikke virkningen på miljøet man diskuterede, det var økonomien og realismen. Første gang der blev fremsat et forslag om et vandkraftværk på Gudenåen, var i 1893, men først femten år efter traf Folketinget (i øvrigt i enighed) beslutning om sætte byggeriet i gang.
I løbet af de femten år blev der debatteret flere forskellige projekter, også nogle der samtidig forbedrede muligheden for at sejle gennem åen. Der var også både offentlige og private interesser på banen, men det endte med at det var Viborg Amt og Århus Kommune der stod som initiativtagere. Siden kom dog flere andre amter og kommuner og også flere elektricitetsværker med.
Imidlertid var værket næppe blevet til noget hvis det ikke havde været for 1. Verdenskrig og den tyske ubåds-blokade. Ubådene gjorde det vanskeligt at sejle kul til Europa, og der opstod derfor mangel på kul. Det førte til højere priser, og pludselig blev vandkraft en attraktiv mulighed.
Og tiden var nu en anden, elektricitet var ikke længere en luksus, men en nødvendighed. Så der skulle handles, og det blev der. Man valgte ret hurtigt at bygge en dæmning tværs over Gudenådalen. Der blev ikke bygget sluser, så muligheden for at sejle blev helt fjernet. Dermed stoppede trafikken med pramme fra Randers til Silkeborg – og trafikken af fisk som laks og ørred stoppede også. Så allerede dengang var det åbenlyst at de miljømæssige omkostninger var høje, men det var behovet for elektricitet også blevet. Og Tangeværket var et stort og vigtigt værk; da det blev indviet i januar 1921, leverede det 22.5 % af Jyllands samlede elforbrug.
Samtidig med at Tangeværket blev planlagt og bygget, blev de andre store vandkraftværker etableret. Sammenlignet med Tangeværket var de dog alle små, men de kom til at spille en vigtig lokal rolle i en række år. Det første var Harteværket ved Kolding. Det er som Tangeværket bygget fra 1918 til 1920, men da det blev sat i brug i 1920, nåede det i nogle måneder at være Danmarks største vandkraftværk. Det er dog stadig det værk der har den største faldhøjde, 25,4 m. Men hvor Tangeværket får sin energi fra de store mængder vand der strømmer gennem Gudenåen, blev vandet til Harteværket vis gravede kanaler samlet fra flere små vandløb der føres hen til værket, det sidste stykke gennem et langt rør. I 2008 blev et af de gamle vandløb imidlertid genskabt, og Harteværket fik dermed meget mindre vand til rådighed. Men det fungerer stadig, selvom det nu kun producerer omkring 1 % af det samlede elektrictitetsbehov i Kolding og omegn. Da det blev indviet, var det næsten halvdelen af behovet.
Danmarks næststørste vandkraftværk var Karlsgårdeværket ved Varde. Det blev opført mellem 1919 og 1921. Det blev udvidet under 2. Verdenskrig hvor det også var svært at skaffe kul til de dampdrevne elværker. Men som følge af et stort naturgenopretningsprojekt – der bl.a. skulle redde den stærkt truede laksefisk snæbelen – blev det lukket i 2011. I dag er bygningerne fredet, og dæmningen står der endnu, men vandet ledes nu ad sit oprindelige forløb. Muligvis bliver bygningen til et museum en gang i fremtiden.
I det hele taget er dansk vandkraft ved at komme på museum. Det der for 100 år siden lignede en god idé, viste sig hurtigt at være til stor ulempe for miljøet, især vandrefiskene. Og i takt med at vandkraft har mistet reel betydning, er ulempen blevet stadig mere åbenbar. Efter boomet omkring 1920 var det omkring 5 % af Danmarks samlede elforbrug der blev produceret af vandkraft, er det nu under én promille. Vandkraft har dog stadig en vigtig fordel, den er uafhængig af om solen skinner og vinden blæser. Og derfor kan vandkraft bruges til at udjævne den svingende produktion fra sol- og vindenergi. Men også i denne sammenhæng, har vandkraft reelt mistet sin betydning.
I de kommende år vil stadig flere vandkraftværker lukke. Her i 2020’erne står kampen især om Tangeværket. Skal værket nedlægges og dæmningen fjernes – eller skal Tange Sø bevares så værket kan fortsætte med at producere ‘ren’ elektricitet? Det ender givetvis med et meget dyrt kompromis, nemlig et langt omløbsstryg der vil mindske vandtrykket så meget at Tangeværket kun vil kunne fortsætte som en slags arbejdende museum.
Set fra naturens synsvinkel vil det bedste naturligvis være at fjerne dæmningen og lade Gudenåen finde sit gamle løb igen, men der er to udfordringer ved denne løsning. Den ene er at Tange Sø har fået stor rekreativ værdi, og den største del af lokalbefolkningen ønsker tilsyneladende at bevare søen. Det andet er at sedimentet på bunden af Tange Sø er forurenet med tungmetaller og andre giftige stoffer fra bl.a. Silkeborg Papirfabrik. Og hvis søen tømmes, vil der være risiko for at forureningen strømmer videre ned ad Gudenåen og ud i Randers Fjord.
Ingen kommentarer endnu!