Inden merkantilismen herskede en primitiv liberalisme hvor alt der ikke var forbudt, var tilladt. Men med merkantilismen fik kongerne større magt over de generelle økonomiske forhold, og med indførelsen af enevælden i 1660 blev magten endnu mere omfattende. Skønt mange af de initiativer kongerne tog, kun gav ringe udbytte, og flere endog store store underskud, var det dog alligevel en stor fordel at nationaløkonomien og den økonomiske udvikling nu blev set i en lidt større sammenhæng.
Mere problematisk var det at kongerne og byerne opkrævede told af fremmede varer. Der var flere forskellige måder at opkræve told på, men de kan sammenfattes i Øresundstold, importtold, konsumption og accisse. Noget var godt, og noget var skidt. Øresundstolden blev opkrævet af alle fremmede skibe der passerede Helsingør, importtolden og accise af bestemte udenlandske varer, og konsumption af levnedsmidler der blev ført ind købstæderne. Og det gav efterhånden alt sammen store indtægter. Øresundstolden indbragte således omkring 1800 et beløb der svarede til 10 % af statens indtægter.
Allerede i middelalderen oprkrævede kongen afgifter på handelsvarer, men med tiden blev kongernes kreativitet stor, og der kom afgifter på stadigt flere ting. Længe var adelen dog undtaget det meste. Set fra en merkantilistisk synsvinkel har en told på importvarer den fordel at den kan beskytte den indenlandske produktion – hvis en sådan produktion var mulig. Men ofte var det blot et skat, ovenikøbet en skat der var med til at forfordele borgerne i købstæderne over for adelen. Indtægterne fra konsumptionen endte dog i købstæderne og fungerede nærmest som en lokal moms. Men det var bønderne der betalte når de kom til byen med deres varer, og for dem var det en stor irritation.
For at sikre at alle betalte konsumption, var købstæderne hegnet ind, og man kunne kun komme ind i byen gennem et mindre antal porte. Og her lå acciseboden hvor bønderne betalte konsumption. Afgiften blev først ophævet i 1852. Derefter blev hegnene og portene revet ned. Det samme gjorde også de fleste acciseboder. Men enkelte har overlevet. Det samme gælder en del gadenavne som Nørreport og Vesterport.
Eftersom kongerne konstant manglede penge, blev toldsatserne ofte forhøjet, og der blev indført told og afgifter på nye varer. Det gav indtægter, men hvem var det der betalte? Bortset fra Øresundstolden der kun ramte fremmede skibe, så ramte afgifterne primært de danske bønder og borgere. Adelen gik for det meste fri, og i middelalderen også kirken. Resultatet var derfor at den økonomiske og teknologiske udvikling blev hæmmet. Tolden var yderst sjældent målrettet – altså opkrævet for at beskytte den hjemlige produktion eller befolkningens sundhed. Det handlede kun om at få penge i kassen. Det var ganske vist nødvendigt; militæret og flåden kunne altid bruge penge, og med tiden fik staten nye opgaver der også skulle finansieres. Men det er jo aldrig populært at betale skat.
Særlig Øresundstolden havde også den bieffekt at den irriterende købmændene fra vores nabolande – og dermed også deres regeringer, og den var i flere tilfælde en medvirkende årsag til krig. Måske ville Skåne, Halland og Blekinge stadig have hørt til Danmark, hvis Øresundstolden ikke var blevet det stridspunkt den blev. Den blev flere gange hævet, og især under den ældre og forgældede Christian 4. blev der skruet kraftigt op for både Øresundstolden og andre afgifter. Det virkede naturligvis meget provokerende på nabolandene.
Der var dog tidligt eksempler på ganske fornuftige afgifter. I 1560 blev Det Kongelige Danske Fyrvæsen oprettet, og det til opgave at afmærke sejlruten med fyr fra Skagen til Falsterbo. Udover i de to byer blev der også etableret fyr på Anholt og på Kullen. Og her var Danmark for en gangs skyld helt i front; det var den første sejlrute i verden der blev afmærket med fyr. For at finansiere udgiften blev der opkrævet en fyrafgift af alle skibe der brugte ruten. For Anholt fik det dog den ulempe at træerne efterhånden blev fældet og brugt til brændsel – og derfor består det meste af øen i dag af lavhede. Dén er nu fredet, fordi den er en meget sjælden naturtype, ikke kun i Danmark, men også i europæisk sammenhæng. Men den er altså resultatet af manglende omtanke – for man glemte jo at plante nye træer til erstatning for dem er blev fældet.
Kongerne begyndte også at interessere sig for at forbedre mulighederne for transport over land; det skete med de såkaldte kongeveje mellem købstæderne og andre større byer. Det var Frederik 2. der begyndte med en vej mellem København og slottene i Hillerød og Helsingør (hhv. Frederiksborg og Kronborg). De senere konger fulgte efter, og snart var der mange kongeveje på Sjælland plus enkelte i Jylland. Men uheldigvis byggede kongerne ikke gode veje der kunne holde til tung trafik – eller de tænkte måske slet ikke på de fordele der er ved en god infrastruktur for alle. Vejene blev således forbeholdt kongen selv samt adelen. Hvis man blev taget i ulovlig brug af en kongevej, blev man straffet hårdt, og man kunne bl.a. risikere at ens hest blev skudt.
Man kan sammenligne de danske kongeveje med de omkring 80.000 km solide veje romerne byggede omkring 1.500 år tidligere. De blev ganske vist bygget med militære formål som det primære, men vejene var åbne for alle, også for handlende med vogne, og de bidrog i meget høj grad til den velstand mange romere oplevede.
Også kalenderen blev moderniseret. Man havde traditionelt brugt Julius Cæsars gamle kalender der opererede med et skudår hvert fjerde år. Den var imidlertid en smule upræcis, og i det katolske Sydeuropa var man efterhånden gået over til den mere præcise gregorianske kalender – efter hvilken enkelte skudår alligevel ikke er skudår. Efter forarbejde af Ole Rømer indførte Danmark-Norge i 1700 som nogle af de første protestantiske lande den nye kalender – det betød at den 18. februar dette år blev efterfulgt af 1. marts.
I middelalderen havde man ingen fælles standardmål i de europæiske lande. Ja, selv i et lille land som Danmark var alle mål ikke ens i hele landet. Det gjorde det naturligvis besværligt at handle, og det blev derfor en selvstændig opgave for staterne at få standardiseret mål og vægt. Det skete i Danmark ad flere omgange i 1600-tallet. Christian 4. begyndte i 1615 med et forsøg på at standardisere rummål for hele landet, men først i 1683 og 1698 lykkedes det at få indført Ole Rømers landsdækkende standarder for mål og vægt.
Moderniseringsbølgen ramte også det gamle lavssystem. Gennem middelalderen havde lavene med stort held varetaget deres medlemmers interesser. Det havde de gjort godt, men lavene havde også den ulempe at de forhindrede fri konkurrence, både ved at fastsætte priser for de varer og tjenesteydelser de solgte, og fordi de holdt andre ud af erhvervet. Så længe byerne var små, var en meget stor del af borgerne medlem af et lav, og der var derfor ikke stor lyst til at udfordre lavssystemet.
Men efterhånden som byerne blev større, blev befolkningen mere sammensat, og der blev flere ufaglærte borgere som kunne beskæftiges i de nye fabrikslignende ‘manufakturer’. Men det kunne ikke lade sig gøre hvis de tog arbejde som lavene mente de havde eneret på, og for kongen og de store købmænd var det tydeligt at lavene hæmmede udviklingen. Og generelt ønskede byernes borgere mere konkurrence i håbet om at førte til lavere priser.
Allerede i 1600-tallet havde Christian 4. foretaget de første indgreb over lavene og deres prisaftaler, og op gennem historien fulgte skiftende konger op med flere indgreb, men for det meste uden nogen større effekt – lavene var for stærke selv for de enevældige konger. Lavene havde også den fordel at de varetog vigtige sociale opgaver som kongemagten ikke kunne løse. Undervejs gennem historien blev det imidlertid lettere at komme ind i lavene, også for udlændingene. Lavene var dog i det store og hele i stand til at bevare deres magt over håndværksfagene, men ikke over manufakturerne. Kampen mellem statsmagten og lavene fortsatte frem til 1857 hvor lavene endegyldigt blev afskaffet ved lov.
Kongernes kroniske pengemangel gav anledning til at der efterhånden blev indført adskillige nye afgifter, men man tjente dog også et regulerings- og standardiseringsformål. Den første af disse nye afgifter var stempelpapirafgiften fra 1857. For at en række forskellige aftaler var juridisk gyldige, skulle de udstyres med kongens stempel. Det klarede man ved at bruge papir med påtrykt stempel – men det blev altså nu pålagt en afgift.
Ingen kommentarer endnu!