Efter at krudtet var trådt ind på Europas slagmarker, blev det dyrt at føre krig. Det var dyrt at samle og forsyne de store lejehære, og både krudt og kanoner kostede også dyrt. Problemerne med at finansiere udgifterne blev ikke mindre af at Europa dengang led under virkningen af ‘den lille istid’. Store områder var ofte ramt af misvækst og hungersnød, og kongerne fik svært ved at opkræve de nødvendige skatter.
Nogle få lande med Spanien i spidsen kunne længe finansiere de voksende udgifter med ædelmetal hentet fra de nye kolonier. Spanien udvandt fra 1500-tallet enorme mængder af især sølv fra Mexico og Bolivia, og mange spaniere blev derfor umådeligt rige. Lande som Frankrig, Storbritannien og Holland forsøgte at være med, og det lykkedes efterhånden – bl.a. fordi Spanien forsømte at udvikle deres produktionsapparat. De brugte i stedet de store indtægter på at importere varer fra andre lande. I løbet af nogle hundrede år gik Spanien således fra at være Europas rigeste og mægtigste land til at være en fattig og underudviklet udkant af Europa.
Allerede i 1600-tallet blev Spanien på mange måder overhalet af dets tidligere koloni, De forenede nederlande – dem vi i Danmark som regel kalder Holland. Senere kom Storbritannien i front som verdens rigeste og mest dynamiske land, og i slipstrømmen på Holland og Storbritannien kom der i løbet af 1700-tallet ny velstand og udvikling til Danmark.
Alt dette skete imidlertid ikke fordi handelen blomstrede frit mellem landene, tværtimod. Ethvert land var sig selv nærmest. I perioden herskede den økonomiske retning som man kalder merkantilismen. Ordet kommer fra fransk, men stammer oprindeligt fra latin hvor det betyder ‘handel’ og ‘købmand’. Det gjaldt om at handle så ens eget land blev rigt – så der blev råd til at holde et storslået hof og til at deltage i tidens stadig mere kostbare krige. For at det kunne lade sig gøre skulle man købe så lidt som muligt fra andre lande – i stedet skulle man fremstille de ønskede varer selv.
For at opnå dette, brugte man en række virkemidler – både nogle der prøvede at styre handelen, nogle der prøvede at styre transporten, nogle der prøvede at styre produktionen, og nogle der forbedrede de såkaldte rammebetingelser for produktion.
Blandt de mest enkle tiltag var forbud mod import af bestemte varer og indførelse af høje toldsatser. Mere langsigtet var opbygningen af en større handelsflåde og industrianlæg og om etablering af veje, postvæsen og ensartede forhold intern i landet.
En vigtig del af merkantilismen var også at skaffe sig kolonier der kunne levere råstoffer til moderlandet. Det var Spanien der først kom i gang med således at udplyndre den såkaldt nye verden, men en række andre lande med kyst til Atlanterhavet fulgte hurtigt efter – hver på sin måde og typisk med mere vægt på handel. Hollænderne var de dygtigste – men Danmark-Norge forsøgte sig også, dog med ringe held.
Hollænderne bragte sig hurtigt på forkant både mht. skibsfart og organisering af handelen – og hertil kom at de også var smartere til at handle. De sejlede ikke kun varer mellem moderlandet og kolonierne, men også mellem forskellige kolonier og handelssteder. Fx kunne de transportere peber fra Indonesien til Kina; her kunne de i stedet købe silke som de sejlede til Japan hvor de byttede det med sølv som de sejlede videre til Indien og solgte det for bomuld. Bomulden sejlede de videre til Indonesien hvor den blev skiftet ud med peber. Andre varer var guld, kobber, sukker, muskatnød og sandeltræ.
Hollænderne var således de første der udviklede et globalt handelssystem. Det var meget indbringende, og de hollandske handelsbyer udviklede sig til at blive Europas rigeste og teknologisk mest avancerede område. Til sammenligning nåede Danmark aldrig længere end til at sejle i trekant – fra Danmark med handelsvarer til Guineakysten i Afrika hvor man byttede sig til slaver der blev sejlet til Vestindien og skiftet ud med sukker og bomuld til Danmark. Dét var ganske vist også indbringende, men ikke i samme skala som hollændernes handel.
Ingen kommentarer endnu!