De danske kolonier var en tvivlsom succes

I 1600-1700-tallet var merkantilismen det helt dominerende økonomiske system i Vesteuropa, inklusiv Danmark. Ordet kommer af det latinske ‘mercantem’ der betyder ‘købmand’, og merkantilismen kan da også godt sammenlignes med en købmandsbutik. Og meningen var at de enkelte lande selv skulle have alle varer på hylderne.

En vigtig del af merkantilismen var også oprettelse af kolonier hvor man kunne hente varer man ikke kunne producere i hjemlandet – og som man ikke ville købe i udlandet. Det var Holland og England der var foregangslande her, men Danmark kom også med. 

Det var en del af den merkantilistiske politik at staterne holdt sig ude af selve ejerskabet af kolonierne. Det blev udliciteret til private monopol-selskaber typisk bestående af rige købmænd med gode forbindelser til kongerne. Det var i hvert fald tilfældet i Danmark, hvorimod de hollandske og engelske kompagnier var mere uafhængige. Det hollandske østindiske kompagni var således det første selskab i verden der udstedte aktier; det skete ved kompagniets stiftelse i 1602. 

Læs om Merkantilismen i Europa

Trankebar blev resultatet af en fiasko

Christian 4. var den første danske konge der tog initiativ til at oprette en dansk koloni. Det skete i 1618 hvor en ekspedition blev sendt afsted mod det nuværende Sri Lanka. Christian 4. brugte den hollandske model med et aktieselskab med flere hundrede aktionærer; kongen selv var dog hovedaktionær. Men hele forløbet var fra starten helt farceagtigt. Den naive konge lod sig forblænde af en hollandsk svindler som havde været på Sri Lanka og ovenikøbet havde han været ansat i det hollandske kompagni – og som kunne fremvise et fint papir fra en kejser på Ceylon, som Sri Lanka hed dengang. Kongen glemte al forsigtighed og sendte hollænderen afsted med 500 mand på to krigsskibe og tre handelsskibe. Heldigvis var en dansk kaptajn, den kun 24-årige Ove Giedde, øverstbefalende.

Ekspeditionen endte med at etablere en dansk handelsstation i Trankebar på det indiske fastland; den forblev dansk til 1845, og herfra blev importeret en del krydderier beregnet for overklassen – kardemomme, nelliker, ingefær, peber og kanel. Importen var dog kun af ringe betydning i 1600-tallet, og selskabet gav konstante underskud. Aktionærerne prøvede at få opløst selskabet, men kongen var imod, og først efter Christian 4.’s død blev selskabet opløst. Herefter fulgte 29 år uden skib mellem Danmark og Trankebar, men siden blev der gjort nye forsøg på at få gang i handelen.

De var alle forgæves indtil 1730 hvor Christian 6. gav et nyt Asiatisk Kompagni et 40-årigt monopol på handelen med Trankebar. Handelsstationen fik nu noget større betydning; nu var det primært indisk bomuldstøj der blev sejlet til Danmark.

I løbet af tiden blev der bl.a. også importeret sukker og farvestoffet indigo fra Trankebar. Og kompagniet gav faktisk overskud i en længere periode, så meget at det var med til at finansiere franskmanden Sallys meget dyre rytterstatue af Frederik V på Amalienborg Slotsplads. Så selvom kolonien jo egentlig var resultatet af en fiasko, så var der dog nogle der kom til at tjene godt på den.

Jens Munks katastrofale tur til Hudsonbugten

Man kan nok kalde ekspeditionen til Ceylon for en betinget succes, men Christina 4. sendte også en anden ekspedition af sted, og den endte i en decideret katastrofe. Det var forsøget på at finde en passage nord om Canada. Jens Munk blev sendt af sted med tre skibe og 64 mand i 1619, men de forvildede sig ind i Hudsonbugten, og da vinteren nærmede sig, besluttede Munk at de skulle overvintre på stedet. Skibene blev sat på grund i en flodmunding, og her frøs de senere fast.

Munk erklærede dansk overhøjhed over området og døbte det Ny Danmark. Stedet hvor de overvintrede, kaldte han Munkhavn; det er her den moderne by Churchill nu ligger. Langt hen på efteråret klarede besætningen sig godt, men da det blev koldere, fik de svært ved at skaffe mad, og i løbet af vinteren døde næsten hele besætningen af kulde og skørbug.

Året efter lykkedes det Munk med ét skib og to mand plus sig selv at sejle retur til Bergen – hvor han i øvrigt i første omgang blev sat i fængsel for at have spildt kongens mænd og skibe. Da Christian 4. senere hørte om sagen, blev Munk dog igen frigivet. Munk fortsatte i den dansk-norske flåde, og kom bl.a. siden på en tur rundt om Norge til Kola-halvøen, men Danmark forsøgte aldrig siden at udforske Nordvestpassagen.

Dansk Vestindien gav rigdom til København og Flensborg

Den mest kendte danske koloni er uden tvivl Dansk Vestindien som Danmark for godt 100 år siden solgte til USA. Den første danske bosættelse her, på øen Sankt Thomas, skete i 1666, og efter en langsom start, kom der efterhånden vækst i både bosætning og produktion. Det hjalp på begge dele da man begyndte at importere arbejdskraft fra de danske handelsstationer i Afrika. Det var afrikanere der var taget til fange og nu blev gjort til slaver.

Det var ikke den danske stat der ejede Sankt Thomas og de andre øer der efterhånden blev indlemmet i kolonien; det gjorde Dansk Vestindisk Kompagni, og de havde dermed monopol på at handle med de varer der blev produceret på øerne – først og fremmest sukker og bomuld. 1755 overtog staten dog øerne, og handelen blev givet fri.

Der er ingen tvivl om at mange privatpersoner blev rige på kolonierne – både på transporten af slaver til øerne, produktionen af sukker og bomuld, transporten til Danmark, og også på forarbejdningen og videresalget af varerne. Men det er mere tvivlsomt om øerne gav overskud for den danske stat.

Der var dog en periode sidst i 1700-tallet hvor staten havde meget store indtægter på told af sukkerimporten. Og især i København og Flensborg skabte handelen en del hjemlige arbejdspladser; Flensborg fik således en stor produktion af rom. Der var mindst tyve romprodrucenter – i dag er der endnu to tilbage.

De to kolonier har i øvrigt givet et pudsigt bidrag til den danske børnesangskat. I sangen ‘Hvem er det der banker’ hører vi om Peter Anker og Peter Sukkertop. Den første var guvernør i Trankebar 1788-1806, den anden hed Peter von Scholten og var generalguvernør i Dansk Vestindien (det var ham der i 1848 frigav alle slaver for at bremse et oprør i opløbet).