Danmarks første manufakturer var kongelige

Et manufaktur er en slags fabrik hvor arbejdskraften primært består af faglærte arbejdere. Det er således et mellemtrin mellem håndværk og industri. Herudover skal tre andre kriterier normalt være opfyldt, for at man tale om en manufaktur: Det ene er at kraften kommer fra et vandhjul, det andet at ejeren ikke selv er håndværker og ikke deltager i den daglige produktion. Og endelig at møllen – eller ‘værket’ – arbejder med andet end at male korn.

Denne definition gør det ret sikkert at Danmarks første manufaktur blev startet af Christian 3. Kongen lod i 1558 den gamle kornmølle i Ørholm ved Mølleåen nord for København omdanne til et krudtværk. Det blev i 1653 solgt til en privat borger der dog bandt sig til at sørge for at staten fortsat fik det nødvendige krudt, og værket fortsatte som krudtværk til 1724 hvor det blev bygget om til kobber- og jernværk. Senere var det i lang tid papirfabrik.

Også den næste konge, Frederik 2. etablerede manufakturer, og for ham var det led i en mere bevidst plan om at gøre Danmark selvforsynende på mange områder. Han oprettede bl.a. en klædefabrik med farveri ved Vandkunsten i København i 1560, en papirmølle ved Hvidøre nord for København i 1576 og flere glashytter ved Gl. Ry i 1582. De blev dog alle fiaskoer med ret kort levetid.

Længst holdt farveriet, men det blev aldrig en god forretning, og i 1588 overtog Tycho Brahe stedet. Han indrettede her et mindre observatorium. Farveriet fortsatte dog i endnu næsten tyve år, men i 1605 blev bygningerne indrettet som et Tugt- og børnehus. Her fik de indsatte beboere mulighed for at lære et håndværk de siden kunne leve af. De kunne blandt andet lære at spinde og væve og at perlestikke (dvs. at udsmykke tøj). Først var det hensigten at institutionen skulle være for voksne tiggere og løsgængere, men hurtigt blev det især forældreløse børn der blev indsat. Med tiden fik institutionen dog et meget blandet klientel, men dødeligheden var stor, og efter et stort pestudbrud i 1629 blev institutionen lukket. Problemet med løsgængere og forældreløse børn forsvandt imidlertid ikke, og derfor blev Tugt- og børnehuset genoprettet i 1662, nu på Christianshavn.

Umiddelbart kan man godt betragte glasproduktionen som en succes; man fik i hvert fald produceret ganske meget glas – både vinduesglas til slottene og drikkeglas til kongens fester. Men til fremstilling af glas skal der bruges høj varme og dermed meget brændsel. Det gik hårdt ud over skovene, og glashytterne ved Gl. Ry blev derfor snart lukkede. Det skete efter Christian 4.’s ordre, og er nok et af de tidligste eksempler på at statsmagten skred ind mod en eksisterende virksomhed fordi den skadede naturen.

Tycho Brahe byggede i 1590 en papirmølle på den lille ø Hven i Øresund. Han havde også trykkeri og bogbinderi på Hven, og han skrev i øvrigt også selv de bøger der blev produceret. Det var et enestående konglomerat i sin tid; det var helt unikt i Danmark og formentlig også i resten af Skandinavien. Men da han i 1597 blev nødt til at drage i eksil, forfaldt anlægget og blev snart efter revet ned. I dag er kun en rekonstrueret mølledam tilbage.

Der var også andre private der forsøgte sig med manufakturlignende produktion. Flere af de gamle kornmøller langs Mølleåen nord for København blev ombygget til messing- og kobberværker i løbet af 1600-tallet, og på nogle af dem var der i hvert fald allerede valkemøller i 1500-tallet. Man kan dog ikke kalde en enkeltstående valkemølle for en rigtig manufaktur, men valkemøllerne var de første i Danmark til at bruge knastaksler, og de foregreb således de senere mere industrilignende manufakturer. 

Valkning indgår som en vigtig proces når man vil lave tæt og fast klæde, fx til uniformer og andet overtøj. Ved valkningen ‘stamper’ man vævet klæde så det filter sammen og bliver fast og hårdt. Det foregik oprindeligt i hånden, men i løbet af middelalderen begyndte man at bruge vanddrevne møller. Det var imidlertid i begyndelsen en enkeltstående arbejdsproces; farvningen, tilskæringen og syningen foregik andre steder. Frederik 2.’s klædefabrik ved Vandkunsten var formentlig den første i Danmark der samlede alle processerne i ét byggeri.

Kernen i en valke- eller stampemølle er en knastaksel der drives af et vandhjul. Når akslen drejes rundt, drejer knasterne også rundt og løfter nogle lodrette stænger op. Når knasten drejer videre, falder stangen ned med stor kraft og rammer det materiale der ligger under den.

Det var sandsynligvis romerne der opfandt stampemøllen, men efter Romerrigets sammenbrud mistede man i Europa kendskabet til stampemøllen, og den blev først genopdaget i middelalderen. Stampemøller blev i Danmark først taget i brug som valkemøller, men i 1600-tallet blev de almindelige til mange formål, bl.a. til krudt- og papirfremstilling. Her blev også hammermøller almindelige; de virker i princippet ligesom stampemøller, men der er kun én hammer, mens stampemøller har adskillige stampere (stænger der løftes og falder lodret). En hammermølle kan derfor ramme materialet med meget større kraft end en stampemølle kan.