1600-tallets ambitiøse manufakturer

1600-tallet blev derfor det århundrede, hvor møllebyggeriet var størst i Danmark. Hvor der var et vandløb med et godt fald, blev der ofte anlagt en eller flere store møller ned ad det. Mange steder, som fx langs Mølleåen, lå de der i forvejen i form af kornmøller. Men nu blev de bygget større og kom til at ligne regulære fabriksanlæg. Mølledammene blev også større så de kunne drive mere effektive møller. 1600-tallet blev derfor også det århundrede hvor den mest effektive type vandhjul, overfaldshjulet blev udbredt.

Mønsteret fra 1500-tallet fortsatte; der var mange private der investerede i nye eller større møller, men det var kongerne der tog initiativ til de største anlæg. Og de blev som regel bygget for at varetage militære formål – fra krudt til uniformer. Det var sikkert ganske fornuftigt at militæret ikke blev afhængigt af fremmede leverandører. I en så usikker verden som 1600-tallet hvor venner hurtigt kunne blive fjender, var det uklogt at basere forsyningen af fx krudt og kanoner på import. 

Under merkantilismen betragtede man som udgangspunkt alle fabrikker der kunne erstatte import, som fornuftige, også selvom de var en underskudsforretning. Især de første manufakturer havde svært ved at give overskud. Men de var oprettet af Frederik 2., og han valgte at lade dem fortsætte selvom de gav underskud, så de blev først lukket efter hans død. Her var Christian 4. mere konsekvent. 

Han oprettede i 1618 et såkaldt silkekompagni der skulle fremstille tøj af importeret silke. Projektet blev slået stort op; kongen fik bygget en helt ny gade – Silkegade i København – med 14 huse med værksteder og tilsammen 50 lejligheder til arbejderne, bl.a. importerede tyske silkevævere. Men det blev alligevel en dundrende fiasko som hurtigt blev lukket og bygningerne solgt til private.

En smule mere held havde Christian 4. da han i 1605 fandt på at indrette et Tugt- og børnehus i de tomme bygninger ved Vandkunsten hvor Frederik 2. havde forsøgt sig med klædefabrik og farveri. Her skaffede han sig billig arbejdskraft, nemlig hjemløse og tiggere samt forældreløse børn. Det blev på én gang både den første større og også længerevarende manufakturvirksomhed i Danmark, og også det første børnehjem samt ‘forbedringshus’. 

De anbragte drenge blev forsøgt uddannet inden for en række forskellige beklædningshåndværk. Afsætningen var sikret; der blev primært fabrikeret uniformer til militæret, og drengene kunne derfor blive uddannet til bl.a. possementsmagere, tripmagere, perlestikkere og hatstafferer – som arbejdede med hhv. kvaster, silkefor, broderi og hatte. Pigerne lærte at spinde – og alle børnene fik også en begrænset boglig undervisning.

I dag vil vi nok mene at børnene nærmest blev holdt som en slags slaver, arbejdsdagen var lang, maden spartansk, boligforholdene trange, og der var da også mange af børnene der stak af. Livet som almindelig håndværkerlærling var generelt hårdt i 1600-tallet, men det var uden tvivl endnu værre at være anbragt i børnehuset. Dødeligheden var da også høj. Men fattige forældreløse havde ikke mange muligheder i datidens samfund, og børnehuset gav dem trods alt en reel mulighed for at lære et fag så de kunne sikre sig en indkomst også på længere sigt. 

Tekstilproduktionen blev dog aldrig en økonomisk succes. Nok havde man billig arbejdskraft, og nok var afsætningen sikret, men man var afhængig af importeret uld. Det havde uden tvivl været en fordel om kongen også havde gjort noget for at forøge og forbedre den hjemlige produktion af fåreuld.