Blandt de første større kapitalister i Danmark var naturligt nok en del købmænd og smede, især købmænd der eksporterede produkter fra landbruget, og smede der lavede maskiner til landbruget. Blandt de første var Hans Broge fra Århus den største; han opbyggede en formue på at sælge smør til England og omvendt importere bl.a. kul fra England. Noget af fortjenesten investerede han i dampskibsselskaber og jernbaner; bl.a. var han med til at oprette jernbaner fra Århus til hhv. Ryomgård og Odder. De indgår i dag begge i Århus Letbane. Blandt hans andre erhvervsinitiativer var Aarhus Palmekærnefabrik, der senere blev til Aarhus Oliefabrik; den eksisterer endnu, nu med navnet AarhusKarlshamn.
Broge arbejdede sammen med sin svigersøn, Otto Mønsted der også var købmand i Århus, om smøreksporten, og de arbejde også sammen på at forbedre smørkvaliteten – bl.a. ved at importere kraftfoder til køerne. Men det var med en teknologisk nyskabelse – kunstigt smør – at Mønsted skabte den største del af sin formue. Råmaterialet hertil kom bl.a. fra Aarhus Oliefabrik. Kunstigt smør kender vi i dag som margarine, men dengang kaldte man det også ‘butterine’ efter det engelske ord for smør, ‘butter’. Otto Mønsteds margarinefabrikker var i årtier førende i Danmark; i dag ejes hans gamle virksomhed med varemærket OMA Margarine af en stor multinational virksomhed.
De fleste af de tidlige virksomheder var ejet af en enkelt mand eller en familie. Det var først henimod slutningen af 1800-tallet at aktieselskaber kom til at spille en større rolle. De fleste succesrige iværksættere vil givetvis foretrække at beholde den fulde kontrol over deres virksomhed så længe det er muligt. Ulempen er at de kan mangle kapital til større investeringer, og her har aktieselskaber en stor fordel. Sidst i 1800-tallet blev der således stiftet en række store aktieselskaber i Danmark.
Datidens største danske ‘gründer’ var finansmanden og bankdirektøren Carl Frederik Tietgen (1828-1901). Tietgen var direktør i Privatbanken og havde ingen teknisk baggrund, men han var visionær og forudseende – og om nødvendigt også lidt brutal – og med Privatbankens penge i baghånden grundlagde en række store jernbane-, færge- og kommunikationsprojekter. Flere af dem udviklede sig til nærmest ikoniske virksomheder; nogle eksisterer endnu, og andre er først i vores tid blevet opslugt af større udenlandske konkurrenter. Et af Tietgens største og mest vellykkede projekter var Det Store Nordiske Telegraf-Selskab der i dag lever videre som G N Store Nord.
Tietgen var god til at se hvordan udenlandske erfaringer kunne bruges i Danmark. Han forudså således at der var kunder som var villige til at betale for hurtigere og mere komfortabel transport, og han fik efterhånden opbygget en ‘transportklynge’ med skibsværftet Burmeister & Wain, rederiet DFDS og andre færgeselskaber samt bjærgningsselskaber, jernbaner, sporvogne mm. Også på landbrugsområdet opbyggede Tietgen en sådan klynge med De danske sukkerfabrikker, Tuborg og De danske spritfabrikker.
Tietgen var her foregangsmand; ved at kontrollere flere store virksomheder inden for samme branche kunne kan påvirke hele branchen både økonomisk og politisk, og han fik stor indflydelse på udviklingen af dansk erhvervsliv i sidste del af 1800-tallet. Men det er noget paradoksalt at han politisk fremstod som fortaler for fri konkurrence, mens han reelt gjorde han hvad han kunne for at mindske konkurrencen fra sine virksomheder.
Der var ingen erhvervsmand i tiden der kunne hamle op med Tietgens foretagsomhed, men H. N. Andersen fortjener også at blive nævnt. Han fik idéen til Østasiatisk Kompagni – eller blot ØK – men han blev afvist af Tietgen da han søgte om finansiering i Privatbanken. Det lykkedes ham imidlertid at få hjælp i Landmandsbanken, og i 1897 blev ØK stiftet. Efter en broget start voksede ØK sig meget stor, i en periode var det Skandinaviens største virksomhed, men i dag er der ikke meget tilbage.
Andersen stod ikke åbent frem som politiker, men han var tæt på de mest magtfulde mænd i datidens Danmark. ØK’s første næstformand, J. H. Deuntzer, blev således den første statsminister efter Systemskiftet i 1901. Med Systemskiftet blev der indført parlamentarisme i Danmark således at regeringen altid skal have et flertal bag sig i Folketinget. Indtil Systemskiftet var det kongen der udpegede statsministeren, nu blev det Folketinget. Og hermed blev en årelang konflikt mellem kongen og Folketingets konservative mindretal på den ene side og dets fremskridtsvenlige flertal på den anden side. Det største parti i flertallet var Venstre, og Deuntzer kom fra Venstre. Også Andersen var aktiv i Venstre. Og Andersen var i 1920 sammen med andre fremtrædende erhvervsmænd med til at påvirke kongen til at lave statskup og afskedige ministeriet Zahle – det vi i dag kender som Påskekrisen. Også en anden, men lidt yngre, skibsreder var dengang med til lægge pres på kongen i 1920. Det var A. P. Møller der fra 1904 opbyggede et rederi der i dag er verdens største søfragtvirksomhed.
Det var imidlertid ikke kun Tietgen, Andersen og Møller der etablerede rederier i perioden; det gjorde bla. også Mads Christian Holm med rederiet Norden i 1871, Ditlev Lauritzen med rederiet J. Lauritzen i 1884 og Ditlev Torm med rederiet Torm i 1889 – tre rederier der endnu hører til blandt de største i Danmark. I årene omkring år 1900 startede den udvikling således der har gjort Danmark til verdens femtestørste søfartsnation – kun overgået af Grækenland, Singapore, Kina og Japan. Med de mange rederier fulgte også behov for skibe og skibsværfter, og Danmark fik en række store skibsværfter. De er alle lukket i dag.
Den hastige udvikling inden for stort set alle erhvervslivets områder smittede også af på de politiske forhold. Og i de 25 år fra 1899 til 1924 skete en politisk udvikling som fuldstændigt forandrede det politiske landskab i Danmark. To år før Systemskiftet indgik arbejderne og arbejdsgiverne i 1899 det såkaldte Septemberforlig der definerede spillereglerne for fremtidens arbejdskonflikter. Bøndernes parti, Venstre, blev splittet i 1905, og Det radikale venstre blev født. De appelerede særlig til husmændene og en del af det nye embedsværk, og de fik så stor opbakning at den radikale Zahle i 1913 var i stand til at tage statsministerposten. I 1915 var kvinderne blevet så fremtrædende at mændene stemte ja til at give dem stemmeret. Ved samme lejlighed fik bl.a. også tyende stemmeret, og det gamle valgsystem med enkeltmandskredse blev afløst af det mere demokratiske forholdstalsvalg.
I forlængelse af Påskekrisen i 1920 måtte kongen endegyldigt acceptere at han blot var en kransekagefigur i dansk politik. Og i 1924 var arbejdernes blevet så talrige – og politisk bevidste – at socialdemokraten Stauning kunne danne regering. Ved den lejlighed udpegede han i øvrigt verdens anden kvindelige minister, Nina Bang.
Springer vi endnu nogle år frem til 1933, når vi til Kanslergadeforliget der sikrede at det danske demokrati kom helskindet gennem de turbulente 1930’ere. Forliget førte bl.a. til en socialreform der gjorde hjælp fra det offentlige til en rettighed og ikke en almisse.
Ingen kommentarer endnu!