Det er indiskutabelt at beton er et utrolig godt og fleksibelt byggemateriale, men det er også blevet meget kritiseret pga. de mange ensartede lejlighedsbyggerier der blev opført i 1960’erne og 70’erne, både i Danmark og mange andre lande. De blev mulige fordi man nu kunne fremstille standardiserede betonelementer på fabrikker og transportere dem til det sted de skulle bruges. Det var rationelt, effektivt og billigt, og politikere og bygherrer lod sig forlede til at planlægge og opføre meget store byggerier. Det største af tidens danske betonbyggerier er Gellerupparken i Århus Vest; her var oprindeligt 1.824 lejligheder af forskellig størrelse. Ovenikøbet er Gellerupparken nabo med et lignende byggeri, Toveshøj der består af 624 lejemål. De to byggerier er begge bygget mellem 1968 og 1972 og har nu tilsammen omkring 5.600 indbyggere. Der bor dog endnu flere i Vollsmose i Odense NØ, næsten 8.000, men her er beboerne spredt på tre forskellige afdelinger. Vollsmose blev desuden udbygget noget langsommere, fra 1967 til 1981. Københavns største samlede boligbyggeri er Tingbjerg med de nærliggende Utterslev Huse; her bor i alt omkring 6.500. Her er betonen imidlertid langt hen ad vejen erstattet (eller camoufleret) af træ og gule mursten, og Tingbjerg fremstår derfor helt anderledes end Gellerup, Toveshøj og Vollsmose – selvom området har størrelsen til fælles.
Mange var glade for de nye rationelle byggerier der unægteligt havde den store fordel at de tog toppen af boligmangelen og desuden gjorde det muligt at sanere de gamle overbefolkede kvarterer i København og de større købstæder. Hvis man kom fra en lille toværelses lejlighed i et fattigt og nedslidt kvarter, var det et stort fremskridt at flytte ud i de nye store lejligheder med masser af natur og luft i nabolaget. Men det var ikke alle der tænkte sådan; en stor del af også almindelige arbejdere valgte at flytte i parcelhus med egen have og højst to etager. Det kunne lade sig gøre fordi man kunne trække en stor del af renterne fra i skat. Og det satte ekstra gang i parcelhusbyggeriet – især af de standardiserede typehuse.
Parcelhusboomet førte imidlertid til at relativt mange mindre velstående familier takket være boligsikring flyttede – eller blev flyttet – fra deres gamle billige, men utidssvarende lejligheder til de nye store lejligheder. Og dermed flyttede de sociale problemer med. Kritikken af betonbyggerierne kom derfor tidligt til også at ramme beboerne selv – lang tid før de store byggerier befolket af indvandrere.
Som Tingbjerg viser, er det imidlertid ikke betonen der er problemet; det er størrelsen kombineret med mangelen på lokale arbejdspladser, butikker, caféer og mulighed for uformelt byliv i det hele taget. Men der er dog ingen tvivl om at de ‘brutale’ grå betonfacader har været med til at øge kritikken. Og selvom der er bestemt bygget mange spændende betonbyggerier, også hvor den rå beton endnu er synlig, så begyndte man allerede tidligt i 1970’erne at eksperimentere med mindre og mere varierede byggerier hvor betonen var mindre synlig. Men man fortsatte med at bygge stort og firkantet, fx blev der i 1972-73 bygget næsten 1.100 lejligheder fordelt på to afdelinger i Gersagerparken i Greve syd for København. Begge afdelinger er næsten helt traditionelle, selvom en del af betonen dog er blevet camoufleret bag farvede klinker. Tæt på Gersagerparken byggede man imidlertid blot nogle år efter en helt anden slags betonbyggeri. Det var Askerød der oprindeligt bestod af godt 600 lejligheder samlet i to-etages klynger med flade tage. Da der var mange problemer med tagene, blev husene senere renoveret, og der blev sat en ekstra etage på, således at der nu er omkring 700 lejligheder.
Askerød er blevet kaldt tæt-lav, men det er noget misvisende selvom byggeriet markerer overgangen fra de store betonbyggerier til det egentligt tæt-lave byggeri. Det første af disse var Tinggården i Herfølge ved Køge – tegnet af tegnestuen Vandkunsten. Første etape af Tinggården er opført i 1978, anden etape i 1983. I alt er der her 200 lejligheder fordelt på 12 såkaldte familiegrupper der kan sammenlignes med bofællesskaber. Der er her brugt mange forskellige materialer – også beton – og også forskellige farver og varieret arkitektur. Vandkunsten har i øvrigt også tegnet en del af de egentlige bofællesskaber der er skudt frem siden 1970’erne. Vandkunstens første bofællesskab var Trudeslund i Birkerød fra 1981.
De seneste årtiers store tilflytning til de større byer har givet de høje betonbyggerier renæssance. På tidligere erhvervsgrunde og gamle havnearealer skyder skyder nye store betonhuse op – ofte til mange lokale borgeres irritation. Beton er stadig noget der deler vandene. Men det er også et nyttigt materiale, og kritikken af de ‘firkantede betonklodser’ bør derfor primært rettes mod bygherrer og arkitekter.
I mange år handlede kritikken af beton primært om udseendet – selvom der dog også er mange eksempler på dårlige konstruktioner og byggesjusk. I dag er der imidlertid kommet fokus på et meget større problem – det store energiforbug ved produktion af cement. If. DTU står produktion af cement for omkring 5 % af verdens samlede CO2-udslip. Andre vurderer at udslippet snarere er omkring 7 % af det samlede CO2-udslip.
Tilmed er endnu et problem ved at vokse sig stort – mangel på sand. Det er både et globalt og et lokalt dansk problem. I Danmark handler det foreløbig mest om at udvinde råstofferne uden at genere naboerne, og der er grund til at forvente mange konflikter om udvidelse af grusgrave i de kommende år. Især hvor der skal bygges store nye anlægsarbejder som broer og kunstige øer kan det blive svært at skaffe sand og grus inden for relativt korte transportafstande. Det kan således give udfordringer for både en evt. Kattegatbro og en evt. kunstige Lynetteholm ud for København. Og helt generelt vil vanskelighederne med at skaffe let tilgængelige råstoffer føre til mindsket brug af beton i byggeriet, hvor bl.a. træ og genbrugte mursten uden tvivl vil få en større rolle fremover.
Ingen kommentarer endnu!