Midt i 1850’erne kom et nyt supermateriale til Danmark, beton. Det blev betragtet som et nyopfundet materiale, men var det ikke. Faktisk var det en af Romerrigets største opfindelser. Romerne lavede det næsten som man gør i dag, blot brugte de den vulkanske aske pozzolana i stedet for cement.
Man har længe troet at kendskabet til beton gik tabt efter Romerrigets sammenbrud, men det ser dog ud til at kendskabet til beton forblev en såkaldt tavs viden flere steder i det tidligere romerske område. Det vidste man imidlertid ikke i Nordeuropa, og midt i 1700-tallet begyndte man at eksperimentere med at lave beton (bl.a. til fyrtårne) i England. I 1824 fik englænderen J. Aspdin patent på moderne cement, og i løbet af 1840’erne forbedrede bl.a. hans søn William opskriften og skabte den stærke cementtype vi i dag kender som Portland cement.
Midt i 1800-tallet manglede der således kun en enkelt brik for at man kunne begynde at bygge i højden – elevatoren. Men den opfandt amerikaneren E. Otis i 1854. Hurtigt derefter begyndte man i USA og England at bygge huse på fem eller flere etager, og allerede i 1880’erne kunne man bygge ‘skyskrabere’ på ti etager. Men ikke i London; den engelske dronning Victoria fik forbudt opførsel af høje huse i London, og derfor var det Liverpool der fik Englands – og Europas – første rigtigt høje hus, Royal Liver Building fra 1911. På den tids huse var betonen i øvrigt ikke synlig; husene var alle beklædt med sten.
Det er uklart hvor og hvornår cement og beton første gang blev brugt i Danmark, men det var i hvert fald ikke til høje huse. Den mest sandsynlige kandidat er Stormbroen i København; her blev der brugt uarmeret cement ved en ombygning omkring 1850. I 1861 blev krudtmagasinerne ved Dybbøl i Sønderjylland bygget af beton. Og i slutningen af 1800-tallet begyndte beton at blive almindeligt til store bygninger. Fx er Statens Museum for Kunst bygget af armeret jernbeton i 1890. Skandinaviens første rigtige højhuse er de to tvillingetårne Kungstornen i Stockholm. De er bygget i første halvdel af 1920’erne. Det første danske højhus er Arne Jacobsens SAS-hotel (nu Radisson Blu Royal Hotel) i København. Det blev indviet i 1960 og er 69,6 m højt.
Siden er der som bekendt blevet bygget utallige huse af beton, både høje og lave. Det har kun kunnet lade sig gøre takket være lastbilen. Uden den ville det have været umuligt at transportere de store mængder af sand, cement og færdigblandet cement rundt i landet. Det ville heller ikke have været muligt uden betonblandere. De blev opfundet og udviklet i USA i begyndelsen af 1900-tallet. Betonbilen som blander betonen mens den kører, blev opfundet af armensk-amerikaneren S. Stepanian i 1916.
Der har tidligere været flere cementfabrikker, bl.a. tre i Assens ved Mariager Fjord. Den første blev oprettet i 1873, og der blev produceret til 1984. De er blevet særlig kendt fordi forfatteren Hans Kirk i romanerne Daglejerne (1936) og De ny tider (1939) har givet en litterær skildring af hvordan en flok landarbejdere bliver præget af at få arbejde på en ny cementfabrik ved fjorden. De forvandler sig i løbet af bøgerne fra sagtmodige landarbejdere til klassebevidste industriarbejdere.
I dag er der kun én cementfabrik tilbage i Danmark. Det er Aalborg Portland, der blev oprettet i 1889 af F. L. Smidth og Co. Den ejes i dag af en italiensk cementkoncern.
Når man kan producere cement i Danmark, skyldes det at man har store forekomster af kridt og ler. Men det kræver megen energi at brænde de to materialer sammen. Mellem 5 og 7 % af verdens samlede udledning af CO2 kommer fra cementproduktion. Og Aalborg Portland er Danmarks største enkelt-udleder af CO2 – med omkring 2 % af Danmarks samlede udledning. Til ulemperne hører også at kridt- og lergravene efterlader nogle store huller i landskabet. Det samme gælder hvor der graves sand og grus til beton og til fyldmateriale.
Pingback:De værste CO2-udledere – Danmarks Teknologihistorie