Det har altid været farligt at arbejde, men indtil langt op i 1800-tallet blev der kun sjældent gjort noget særligt for at forbedre arbejdsmiljøet. Og der blev heller ikke gjort meget for at hjælpe dem der var blevet syge eller handicappede af deres arbejde.
De første der konkret søgte at forbedre arbejdsmiljøet var nogle af de såkaldt utopiske socialister i begyndelsen af 1800-tallet. En af dem var waliseren Robert Owen der som medejer af en stor bomuldsfabrik i New Lanark i Skotland stod i spidsen for en markant forbedring af de ansattes leve- og arbejdsforhold – samtidig med at fabrikken udviklede sig til en succesfuld virksomhed der eksisterede helt frem til 1968. Umiddelbart fremstår Owen som en patriarkalsk virksomhedsejer på lige fod med Modeweg fra klædefabrikken i Brede, men Owens reformer var anderledes vidtgående, og fabrikken blev omdannet til et nærmest selvstyrende samfund hvor medlemmerne selv valgte deres formænd og direktion.
Det store flertal af kapitalister var dengang kun interesseret i bundlinjen, og de interesserede sig ikke for arbejdernes forhold. Det var først da folk som Henry Ford og andre forstod at arbejdere ikke kun er arbejdere, men også forbrugere, at opfattelsen blev mere nuanceret.
Hvor forfærdelige leve- og arbejdsforholdene var i England i 1840’erne, beskrives som tidligere nævnt i Friedrich Engels ‘Arbejderklassens stilling i England’ fra 1845. Her skildrer han bl.a. hvor slemt sygdommen silikose (‘stenlunger’) hærgede i Sheffield. Årsagen var at mange arbejdede med at slibe knive og andre skærende redskaber på slibesten lavet af sandsten. Slibning var et gammelt erhverv i Sheffield og omegn, men silikose havde alligevel været en sjælden sygdom, dels fordi man mest brugte våd slibning, dels ofte arbejdede i frisk luft, og dels fordi den enkelte arbejder ikke kun arbejdede med slibning.
Det lavede industrialiseringen og fabrikkerne om på; nu blev slibning et indendørs fuldtidsarbejde, og det førte midt i 1800-tallet til en voldsom overdødelig i Sheffield. Værst var det for dem der arbejdede med at slibe gafler og nåle; heraf døde 58 % inden de blev 30 år. Ikke overraskende var Sheffield en af de byer hvor den engelske fagbevægelse først slog rod. Den brugte her i 1860’erne nogle meget voldsomme metoder – inkl. trusler, bomber og drab. Det er kendt som Sheffield Outrages.
I Danmark gik det ikke så slemt, men især i København levede og arbejdede de ufaglærte arbejdere under meget trange og usikre forhold. Det er bl.a. skildret i Martin Andersen Nexøs tredje bind af ‘Pelle Erobreren’; her lever Pelle en tid sammen med nogle forældreløse børn der klarer sig ved tilfældigt fabriksarbejde. Det går lige, men en dag får et af børnene sin hånd ødelagt i en maskine. Dengang var der ikke noget der hed arbejdsskadeforsikring.
Den første danske lov om arbejdsskadeforsikring trådte først i kraft i 1898, men den var frivillig at tegne for arbejdsgiverne. Og i øvrigt dækkede den kun særligt farlige virksomheder. Først i 1916 gjorde den radikale Zahle-regering det obligatorisk at alle ansatte skulle være forsikrede. Siden er loven ad flere gange blevet yderligere forbedret, og nu kan også arbejdsbetingede skader på fostre føre til erstatning. Samtidig er kravene til beskyttelse af arbejderne løbende blevet skærpet, og i dag omfatter Arbejdsmiljøloven hele arbejdsmiljøet, både det fysiske og det psykiske. Det er desuden af stor betydning at der er oprettet et statsligt arbejdstilsyn; det skete i 1901, men var dengang ikke særlig effektivt.
Frem til slutningen af 1960’erne handlede arbejdsmiljø helt overvejende om at beskytte arbejderne mod farlige maskiner. Men i forlængelse af Ungdomsoprøret fulgte en ny venstreorientering af store dele af ungdommen, og ud af det sprang bl.a. en fornyet interesse for arbejderklassen og dens vilkår. Og nu begyndte man at fokusere på hele arbejdsmiljøet; det kom bl.a. til udtryk gennem flere ‘rapporter’ lavet af arbejdere og akademikere i fællesskab. Især to fik stor betydning for den offentlige debat, ‘Malerrapporten’ og ‘Bryggerirapporten’. Den første blev lavet af malere sammen med studerende læger, sociologer og kemistuderende. Den udkom første gang i 1971 i en billig spritduplikeret udgave, men vakte så stor opmærksomhed at den året efter blev udgivet som det århusianske forlag Modtryks første bog. Rapporten dokumenterede at der var sammenhæng mellem de organiske opløsningsmidler og de hjerneskader mange malere fik – kendt som ’malersyndrom’. Rapporten bidrog til at arbejdsmiljøreglerne inden for malerfaget blev skærpet, og at grænseværdierne for organiske opløsningsmidler blev sat ned.
‘Bryggerirapporten’ blev lavet i et samarbejde mellem studerende og arbejdere på Carlsberg, og den fokuserede på gener ved skiftehold og det høje støjniveau mange steder på bryggeriet. Bl.a. dokumenterede den at 77 % af de undersøgte arbejdere havde fået deres hørelse ødelagt af støj. Også den førte til ændringer – men dog først efter en lang debat. Carlsberg indledte nogle år senere et systematisk arbejde med at reducere støjen. Og i dag foregår arbejdet med at tappe øl på en helt anden måde end først i 1970’erne.
Ved siden af rapporterne var der også arbejdere der selv skrev bøger om deres arbejde og liv. Den nok mest kendte af disse bøger er den svenske rengøringsarbejder Maja Ekelöfs ‘Rapport fra en gulvspand’ (1970). Fra Danmark kan bl.a. nævnes Grete Stenbæk Jensen med ‘Konen og æggene’ (1973) om arbejdet på et ægpakkeri i Vestjylland.
Det øgede fokus på arbejdsmiljøet førte i 1975 til at Danmark fik sin første egentlige lov om arbejdsmiljø (med ikrafttræden 1977). Det nye var for det første at den ikke blot beskrev hvad der var ulovligt, men i stedet havde som mål at skabe “et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der til enhver tid er i overensstemmelse med den tekniske og sociale udvikling i samfundet”. Dermed blev det arbejdsgivernes ansvar at holde sig á jour med risici og løsningsmuligheder. Arbejdsgiveren blev også pålagt at sørge for at de ansatte fik den nødvendige oplæring og instruktion så de kan udføre arbejdet uden fare. Loven indeholdt desuden bestemmelser om oprettelse af en obligatorisk bedriftssundhedstjeneste.
For det andet blev arbejdspladser inden for landbrug, fiskeri og skovbrug også omfattet. Det samme blev også HK-området. Begge disse grupper havde hidtil haft deres egne mindre restriktive love. Til gengæld blev den nye lov lidt et kompromis, især fordi landbruget også skulle rummes inden for loven.
Antallet af arbejdsulykker steg fortsat frem til midten af 1990’erne, men har siden været faldende. De seneste år har der atter været en svagt stigende tendens, men da antallet af beskæftigede også har været stigende, er ulykkesincidensen alligevel faldet en smule. I de seneste år har der været lidt over 40.000 arbejdsulykker om året. Over 42 % af skaderne i 2019 var dog forstuvninger og lignende mindre skader, men der var 2.500 der fik hjernerystelse og/eller indre skade, og 313 der mistede dele af en legemsdel (i langt de fleste tilfælde var der tale om fingerskader). 36 ulykker endte med at den forulykkede døde. Det var en lille stigning i forhold til de foregående år, men dog mindre end det halve af tallet i 1990’erne.
Selvom 25 døde naturligvis stadig er 25 for mange, så er det alligevel en stor forbedring sammenlignet med tidligere. Det er det laveste antal nogensinde, og under en tredjedel af antallet af dødsulykker for 20 år siden. Det er nu især landbruget der er farligt at arbejde i. Der har i de seneste år i gennemsnit 7 været dødsulykker indenfor landbrug, skovbrug og fiskeri. Også gæstearbejdere har en højere risiko for at komme til skade. Arbejdsmiljøområdet er mærkeligt nok et område hvor de ‘røde’ og de ‘blå’ partier har forskellig holdning. Det har altid været Socialdemokratiet med støttepartier der har forbedret reglerne på området, mens de borgerlige partier flere gange har forringet reglerne og skåret ned på Arbejdstilsynet. Det er mærkeligt, fordi et godt arbejdsmiljø ikke blot er en udgift for arbejdsgiverne, men tværtimod ofte fører til øget produktivitet.
Ingen kommentarer endnu!