Sidst i 1960’erne kunne også politikerne se at det var nødvendigt med mere regulering af teknologiens miljømæssige ulemper, og i 1971 blev verdens første miljøministerium oprettet med socialdemokraten Jens Kampmann som minister. I første omgang hed ministeriet ganske vist Ministerium for forureningsbekæmpelse – et navn der tydeligt fortæller hvad det handlede om dengang. I 1973 fik ministeriet flere opgaver og kom til at hedde Miljøministeriet, og samme år vedtog Folketinget den første miljølov. Det var en såkaldt rammelov der indeholdt en række retningslinjer som det var op til den nye Miljøstyrelse at udfylde sammen med kommunerne og de daværende amter. Lovens bestemmelser var lavet så bløde at de fleste af Folketingets partier kunne stemme for loven. Venstre stemte dog imod, og da Venstre senere i 1973 vandt regeringsmagten, udsatte de lovens ikrafttrædelse med et halvt år.
En vigtig del af den nye lov var at amterne skulle lave planer for den regionale spildevandsudledning, mens kommunerne skulle lave lokale spildevandsplaner – altså hvordan spildevandet skulle renses og hvornår der skulle kloakeres i de forskellige områder. Og det førte i løbet af et par årtier til at alle kommuner – nogle hurtigere end andre – fik bygget rensningsanlæg, så spildevandet fra alle byområder efterhånden blev samlet og renset. Fx var Odense allerede i 1948 gået i gang med at bygge et biologisk rensningsanlæg, mens Århus ventede helt til 1980’erne. Begge byer var ledet af socialdemokrater, så forskellen var mere geografisk end politisk. I Odense endte spildevandet i Odense Å der allerede sidst i 1940’erne var blevet alvorligt forurenet, mens Århus kunne lede sit spildevand gennem to lange ‘bugtrør’ ud i Århusbugten. Man havde flere gange forlænget rørene, men omkring 1980 var der igen behov for at gøre noget ved forureningen i bugten. Der var næsten ingen fisk, vandet var beskidt, og badestrandene ulækre. Derfor besluttede byrådets ‘røde’ flertal i 1985 efter en lang debat – og pres fra byens miljøbevægelse – at bygge et nyt mekanisk, biologisk og kemisk renseanlæg.
Heller ikke i socialdemokratisk styrede kommuner var det en selvfølge at forureningen skulle bekæmpes mest effektivt. Når man stiller krav til industrien, risikerer man jo at genere virksomhederne så de lægger deres investeringer andre steder – måske i udlandet. Denne kommunale forsigtighed skabte et nyt begreb, kratluskere. Det var små lokale miljøgrupper eller blot enkeltpersoner som holdt øje med virksomhederne og klagede til kommunerne – og pressen – hvis virksomhederne ikke overholdt lovgivningen og kommunens krav.
Efterhånden blev amter og kommuner bedre til at stille krav, og virksomhederne blev bedre til at overholde dem. De fleste af de miljøskandaler der siden er kommet frem, er da også ‘fortidens synder’ fra 1950’erne og 1960’erne. Der er dog én undtagelse – myndighederne har endnu ikke fået styr på landbrugets udledning af kvælstof og sprøjtegifte.
Indtil 1980’erne betragtede man ikke landbrugets udledning af kvælstof som et større problem. Man var godt klar over at kvælstof kunne give algevækst og iltsvind i søer, men man mente at det blev uskadeliggjort i havet. I begyndelsen af 1980’erne blev man imidlertid opmærksom på at der var begyndende problemer med iltsvind i de indre og lavvandede farvande. Og i 1986 viste tv en kurv med døde hummere i Gilleleje havn. Det førte til den første (og meget svage) vandmiljøplan. Selvom der siden er sket en række opstramninger, ledes der fortsat for meget kvælstof fra landbruget ud i havene. Især er dele af Lillebælt, Limfjorden og Mariager Fjord ofte hårdt ramt.
Landbrugets brug af sprøjtegifte er også meget problematisk. Ganske vist er de mest farlige sprøjtegifte blevet forbudt, men til gengæld sprøjtes der nu mere. Samlet set sprøjtes mere end halvdelen af det danske areal nu mindst tre gange om året. Det er meget omdiskuteret hvor farligt det mest udbredte giftstof, RoundUp, er; nogle mener at det nærmest er ufarligt for mennesker, andre at det potentielt er kræftfremkaldende. Det største problem er dog måske at det – sammen med de andre sprøjtegifte – slår så meget ’ukrudt’ ihjel at fødegrundlaget for insekter, fugle og andre smådyr reduceres. Og dermed får de sværere ved at overleve. De rammes også af de moderne dyrkningsmetoder hvor store arealer er udlagt med vinterafgrøder, og hvor markerne bliver større og større. De sidste har ført til at mange markskel, læhegn og andre småbiotoper er forsvundet.
I øvrigt bidrager landbruget også med en meget stor af drivhusgasserne. Det kommer både fra gødningen, husdyrene og de motoriserede maskiner. Landbrugets del af den samlede danske udledning har været stigende gennem de senere år og er nu tæt på 25 %. Hertil kommer at der importeres meget soja til de danske husdyr. Det tæller ikke med i opgørelsen, men udgør omkring 60 % af landbrugets hjemlige udledning.
Man kan bestemt tillade sig at konkludere at prisen for landbrugets industrialisering har været høj. Naturligvis er der ingen diskussion om at landbruget er blevet langt mere effektivt end det var før industrialiseringen tog fart, men omkostningerne er store. Og som det næsten altid sker, opdager man ulemperne senere end fordelene. Man burde dog for lang tid siden havde truffet politiske beslutninger der kunne reducere disse omkostninger. Men landbruget har stor politisk magt, og de har som regel været i stand til at trække effektive beslutninger i langdrag – endda så meget at EU på miljøområdet generelt er mere progressivt end Danmark. Sådan var det ikke tidligere. Men ser vi bort fra landbruget, så er miljøet blevet renere gennem de seneste årtier. En stor del af succesen skyldes bedre og ’renere’ teknologi. I stedet for blot at fokusere på at ‘fange’ forureningen med filtre og rensningsanlæg, begyndte man efterhånden at producere på en måde der skabte mindre affald og mindre forurening. Det skyldtes både myndighedernes skærpede krav og offentlighedens voksende interesse for miljøspørgsmål. Nu er det blevet en konkurrenceparameter at producere ‘grønt’. I løbet af 1990’erne kom der også flere forskellige miljømærker der kun måtte bruges hvis varen var produceret med ‘ren’ – eller blot ‘renere’ – teknologi. Det første var det nordiske Svanemærke, som blev indført i 1989 af Nordisk Ministerråd. Danmark tilsluttede sig dog først i 1997. Mærket bruges ikke til fødevarer; her er der to andre muligheder, det røde Ø-mærke som Folketinget indførte i 1990, og Blomsten som EU indførte i 1992. Ø-mærket må kun bruges på økologiske varer.
Ingen kommentarer endnu!