Det er ikke længe siden plast nærmest blev betragtet som et mirakelmateriale på linje med beton, stål og glas. I de seneste årtier er plast imidlertid blevet et stort problem, og der er god grund til at fortryde at man tog plast i brug i så stort omfang og så ukritisk. Det gælder for så vidt også med hensyn til beton, stål og glas der – ligesom plast – udleder CO2 når de bliver fremstillet. Men problemerne med plast er dog meget større, primært fordi det meste plast hurtigt ender som affald, og fordi det på globalt plan kun er en lille del af plasten der bliver genanvendt.
Ordet ‘plast’ kommer fra det græske ‘plastikos’ der betyder at noget kan formes og støbes. Som bekendt bruges ordet ‘plastik’ ofte i samme betydning som ‘plast’, men ‘plastik’ kan også betyde meget andet, og når vi her taler om ‘plast’ er det altså om de kunstige materialer der er fremstillet af organisk materiale, som regel olie. Vi har fået ordet ‘plast’ i 1946 fra svensk, hvor det opstod som en forkortelse af det engelske ‘plastic’.
Når der er grund til at nævne dette, skyldes det at det viser forskellen på Danmark og Sverige i årene efter krigen. Danmark havde været besat og afskåret fra teknologisk udvikling under besættelsen, mens Sverige havde været frit med mulighed for at udvikle produktionsapparatet. Det teknologiske niveau i Danmark kom derfor langt bagefter det svenske, og da Sverige i forvejen havde mere tung industri end Danmark, kom Sverige derfor både økonomisk, teknologisk og kulturelt foran Danmark i perioden, og Sverige kom længe til at fungere som en indgangsport til hele Skandinavien for amerikansk teknologi og kultur.
Man har imidlertid produceret plastlignende materialer i mere end 150 år, men kun i små mængder og til ret begrænsede formål. Det var først efter krigen, og især fra 1970’erne at produktionen og brugen af plast voksede. Og i de 50 år fra 1964 til 2014 blev produktionen 20-doblet på verdensplan. Her i Danmark var LEGO muligvis de første til at arbejde med plast – de købte i hvert fald allerede i 1947 en engelsk maskine til at sprøjte og støbe med plast. De første LEGO-klodser af plast kom dog først på markedet i 1949. I dag beskæftiger den danske plastindustri omkring 26.000 ansatte og er en af de største underbrancher inden for industrien.
Verdens første plastlignende materiale var celluloid fra 1856 (navnet blev dog brugt fra 1870). Det blev oprindelig skabt af englænderen A. Parkes, men det blev amerikaneren J. W. Hyatt der som første fik held med at masseproducere materialet, bl.a. til billardkugler. Dem lavede man dengang af elfenben, og celluloid reddede derfor livet for mange elefanter.
Celluloid laves af cellulose og er kun et halvsyntetisk stof, og man regner derfor bakelit fra 1907 som det første rigtige – dvs helt syntetiske – plastmateriale. Det blev opfundet af den belgisk-fødte amerikaner Leo Baekeland. Bakelit kan (i modsætning til celluloid) ikke brænde, det leder ikke elektricitet og kan desuden beskytte mod varme. Det har derfor været brugt til mange forskellige formål. Men det har også nogle begrænsninger; det er (som regel) sort, og det er ikke fleksibelt. Det bruges derfor i dag kun til relativt få formål.
Siden er der opfundet mange forskellige slags plast hver med deres særlige egenskaber. Nogle bruges i tøj eller andre steder hvor vi nok ikke umiddelbart tænker over at de er plastmaterialer; det gælder fx nylon fra 1935, PET (også kaldet terylene) fra 1941, elastan (lycra) fra 1958, kevlar fra 1965 og PTFE (gore-tex) fra 1969. Viscose (rayon) fra 1894 er derimod et halvsyntetisk materiale lavet af cellulose og betragtes ikke som plast. Men fælles for dem – og flere andre – er at de har gjort moderne tøj og fodtøj til noget helt andet end det var for et par generationer siden.
Og derudover er der plast overalt hvor vi færdes og i stort set alt vi rør ved. Der er udviklet så mange forskellige plastmaterialer at plast i en eller anden form er i brug alle steder, fra møbler til kuglepenne og fra kloakrør til legetøj. Desuden bruges plast også som coating på genstande af fx pap og metal, og det meste maling indeholder også plast. Det samme gælder kunstlæder, kunstgræsbaner og bildæk. I dag lever vi i plastalderen – på godt og ondt. Plast har i form af såkaldt mikroplast også været brugt i tandpasta, kosmetik og skrubbecreme, men her er det nu ved at blive faset ud.
Ulemperne er mange og handler mest om hvad der sker når plast bliver til affald. Noget plast kan slet ikke genbruges; det gælder bl.a. blødt PVC som vi fx møder i meget medicinsk udstyr, regntøj, gulvbelægning, gummistøvler, vandslanger, gulve og presenninger. Det indeholder ftalater og bliver deponeret. Hård PVC – fx tagrender, vinduesrammer, rør og tagplader – kan godt genbruges, men ikke sammen med andre plasttyper. Og for begge slags PVC gælder at de ikke bør brændes fordi de frigiver klor og dermed danner saltsyre – som fører til syreregn der skader naturen.
I Danmark har kommunerne derfor siden 2001 skullet indsamle PVC og undgå at det bliver brændt, men ganske meget PVC ender alligevel i forbrændingsanlæggene. Det indgår bl.a. i små dagligdags genstande som i praksis er umulige at sortere fra. Også tøj kan være lavet af PVC; her kaldes det ofte vinyl. Et såkaldt ‘vinylgulv’ er også lavet af PVC.
Der er også andre problemer ved plast, bl.a. fordi det kan være tilsat farlige stoffer som fx tungmetaller, men det største problem er – udover at plast udleder CO2 – at meget af det ender i naturen hvor det langsomt nedbrydes til mikroplast, dvs. ganske små plaststykker. De kan findes overalt i naturen, men det meste ender før eller siden i havet. Det ser ud til at langt det meste mikroplast i Danmark fanges i slammet på renseanlæggene; noget af dette slam deponeres, men andet føres ud på markerne og kan herfra ledes videre til vandløbene. Noget ender også i mennesker eller i maven på fisk eller andre dyr.
Den absolut største kilde til forurening med mikroplast er bildæk; man vurderer at omkring 60% af al mikroplast kommer fra bildæk der slides. Andre større kilder er maling, herunder maling fra vejstriber, samt kunstgræs, tøj og fodtøj. Der har for nylig været en stor debat om engangsklude som kilde til mikroplast, men det er forsvindende lidt af den samlede mængde mikroplast der kommer fra klude.
Der er som sagt både fordele og ulemper ved plast, men det kan undre at man så sent blev opmærksom på ulemperne og besluttede at gøre noget ved dem. Der er flere årsager, men én af dem er at man i Danmark faktisk var meget gode til at skaffe sig af med plastaffaldet. Ganske vist blev det længe – sammen med alt andet affald – kørt på lossepladserne, men omkring 1970 begyndte det at blive almindeligt at brænde det af i forbrændingsanlæg der var koblet til den lokale fjernvarmeforsyning. Og hermed slog man to fluer med ét smæk; man slap for at udvide lossepladserne, og man fik billigt materiale til varmeforsyningen. Det løste ikke alle problemer, men generelt var man længe tilfredse med den ordning. I dag er vi blevet klogere, og i Danmark bruger vi ikke længere traditionelle lossepladser, men dog såkaldte deponier til affald der som blødt PVC og asbest hverken kan brændes eller genbruges.
I de mindre udviklede lande bruger man imidlertid fortsat mange steder helt traditionelle lossepladser, hvor affaldssorteringen udføres på lossepladserne af fattige slumbeboere. Men heller ikke denne metode er effektiv nok; det er beregnet at 95 % af det plast der havner i havene, kommer fra 10 floder i Asien og Afrika. Her er Yangtze i Kina nr. et og Indus i Pakistan nr. to.
Ingen kommentarer endnu!