Alle er sikkert enige i at udviklingen – herunder den teknologiske udvikling – nu går stærkt. Og især de blandt de ældre er der mange der synes lige lovlig stærkt. Sådan har det været længe, og i hvert fald siden industrialiseringen i sidste halvdel af 1800-tallet har udviklingen taget fart. Men man kan nok godt udnævne 1960’erne som det årti hvor udviklingen var mest spektakulær og gav anledning til flest konflikter mellem de yngre og de ældre.
Ligesom i resten af den såkaldt ‘udviklede’ verden var der flere årsager til de hastige forandringer. De bundede alle i udvikling og udbredelse af ny teknologi. På landet erstattede traktoren hestene og reducerede (sammen med mange nye landbrugsredskaber) behovet for arbejdskraft på gårdene. Det førte til den største folkeflytning siden udvandringen til USA sidst i 1800-tallet. I byerne skabte nye byggeteknologier med stål, beton og glas en helt ny slags huse i Danmark. Nye trykkemetoder lagde sammen med transistorradioen grunden til ny amerikansk-inspireret ungdomskultur i Danmark. Med plast fik vi nye redskaber og andre ting der blev så billige at de blot kunne smides væk når de gik i stykker eller blev gammeldags. Og p-pillen vendte op og ned på forholdet mellem kønnene.
Det blev alt sammen indført uden de store betænkninger. Politikerne var hele tiden bagefter. Og det samme var befolkningen. Indtil slutningen af 1960’erne samfundskritik alene en disciplin for de såkaldt ‘ny-radikale’ omkring Socialistisk Folkeparti og Det radikale Venstre. Og deres kritik var ofte ganske elitær og vandt ikke megen genklang. Kun modstanden mod Atomvåben på dansk jord blev til en større bevægelse. Og helt til sidst i 1960’erne blev også modstanden mod USA’s krig i Vietnam en bred bevægelse. Først i forlængelse af Ungdomsoprøret fra 1968 fik Danmark større kritiske bevægelser. Og de udfoldede sig med stor styrke i 1970’erne og langt ind i 1980’erne. Kritikken kom både fra venstre og højre og viste sig for alvor ved det såkaldte Jordskredsvalg i 1973 hvor mere end 1/3 af Folketingets medlemmer blev skiftet ud, og tre nye protestpartier kom ind i Folketinget.
Den teknologiske og kulturelle udvikling op gennem 1960’erne lagde bund for oprøret, men det var ikke noget der blev diskuteret ret meget. Heller ikke konsekvenserne af denne udvikling var i fokus. Folketinget forsøgte ganske vist at bremse afvandringen fra landet ved at indføre egnsudviklingsstøtten, men det var begrænset hvor meget det hjalp. Og ellers nøjedes politikerne med at prøve at tilpasse sig de nye forhold med voksende og mere spredte byer. Det var umiddelbart andre emner der stod i forgrunden – som holdningen til EU (der dengang hed EF), hvor meget skat man skulle betale, og om pornografi og abort skulle være lovligt.
Der hvor politikerne for alvor skulle have taget styringen, var med hensyn til bosætning og transport. Man stod med det dobbelte problem at de gamle boligområder i byerne var utidssvarende – mange boliger var for små og manglede nye ’nødvendigheder’ som toilet og bad. Og samtidig førte afvandringen fra landet til endnu mere behov for (gode) boliger i byerne. Så der blev sat fart på boligbyggeriet. Løsningen var dog ikke optimal – men det så man først mange år efter. Man valgte to forskellige modeller, betonkarréer og parcelhuse. Og desuden sørgede man for at adskille boliger fra erhverv. Men en egentlig overordnet planlægning kom først så småt i gang i løbet af 1970’erne. Den første samlede planlov blev vedtaget i 1991 hvor den erstattede en række lidt ældre sektorlove. Men da var skaden allerede sket.
Mange var umiddelbart glade for de nye rationelle betonbyggerier. Nu kunne de flytte ud af de overbefolkede kvarterer i København og de større købstæder. Ud i store lejligheder, og ud til lfrisk luft og udsigt. Men det viste sig at de fleste alligevel hellere ville bo tæt ved jorden, sådan som danskerne jo havde gjort i årtusinder. De der havde råd, flyttede efterhånden videre til de stadigt større parcelhuskvarterer. Og de ledige lejligheder blev i stedet befolket med indvandrere og socialt belastede familier. Takket være boligstøtten havde de nu råd til at bo i de store nye betonlejligheder. Sådan skabte man det der i dag kaldes ‘ghetto’-problemet. Det var bygherrer, planlæggere og arkitekter der skabte problemet, men det er de nuværende beboere der er blevet fanget i det.
De store parcelhusområder skabte imidlertid også problemer. Ikke blot bidrog de til segregeringen af samfundet, de bidrog også til at skabe lange afstande. Mellem bopæl og arbejde, mellem bopæl og bycentre og mellem bopæl og nærmeste kollektive trafik. Og de lagde desuden beslag på megen landbrugsjord. På plussiden tæller til gengæld at de gamle parcelhusområder i dag rummer langt større biodiversitet end moderne landbrugsmarker.
Først senere opdagede man at et varieret tæt-lav byggeri nok er den boligform der bedst kombinerer de forskellige ønsker og krav, i hvert fald uden for de gamle bycentre. Hertil kom at meget af 1960’er-byggeriet var for dårligt udført. Det var også dårlig planlagt. Kun i København fik man lavet en gennemtænkt plan, Fingerplanen fra 1947 – altså længe før den store folkeflytning tog fart.
Fingerplanen udlagde nye byområder i fem retninger omkring eksisterende jernbaner som efterhånden blev opgraderet til S-togsbaner. Langs fingrene blev der både bygget boliger, arbejdspladser, indkøbscentre samt sociale og kulturelle institutioner. Og ved hjælp af S-tog blev det muligt for alle at komme hurtigt til centrum. På tværs af fingrene byggede man desuden ringveje, dengang uden tog. Og nu er der ved at blive bygget en letbane langs Ringvej 3.
Fingerplanen er stadig grundlag for byplanlægningen i hovedstadsområdet, selvom den nu er blevet suppleret med planlægning også for Amager mv. Men de fleste andre steder blev planlægningen mere tilfældig, og ofte var det private jordejere der kom til at bestemme hvordan byerne udviklede sig, og hvilke typer af boliger der blev bygget. Og der blev sjældent taget udgangspunkt i den eksisterende infrastruktur. Ovenikøbet blev store områder bebygget med parcelhuse uden at der samtidig blev skabt arbejdspladser i området.
I dag er det let at se at det er upraktisk at bygge store ’sovebyer’ langt fra arbejdspladserne, men man vidste trods alt ikke dengang at den tunge industri med dens larm, røg og snavsede spildevand så hurtigt ville blive afløst af servicearbejdspladser – og at den industri der blev tilbage, ikke havde den samme miljøbelastning som i 1960’erne.
Blandt 1960’ernes fejltrin var også at man nedlagde alle sporvogne og mange jernbaner. Ved starten af 1960’erne havde man endnu et tæt net af jernbaner overalt i landet, men politikerne – og også de menige borgere – kom hurtigt til at betragte dem som forældede. Mange gav også underskud. I stedet købte folk biler og vænnede sig til større afstande mellem hjem og arbejde. Succesen blev så stor at de eksisterende veje snart måtte udvides, og der blev etableret et net af motorveje således at Danmark i dag hører til blandt de lande der har mest motorvej pr. indbygger. Og dermed blev det muligt at vænne sig til endnu større afstand mellem hjem og arbejde. Men forureningen og CO2-udslippet steg. Det gjorde det også da man nedlagde de elektriske sporvogne i de største byer. De var i vejen for bilerne og blev derfor skiftet ud med dieseldrevne busser.
Men der var ikke større kritik af udviklingen. Langt de fleste klappede over de nye fine boliger, hvad enten de var i betonblokke eller i parcelhusområder. Og det var også både hurtigere og sjovere at køre i bil end med bus eller tog.
Ingen kommentarer endnu!