En af Danmarks mest innovative opfindere er Valdemar Poulsen. Han opfandt både den første båndoptager og den første radio, men han blev aldrig rig af sine opfindelser. Og han blev i øvrigt heller ikke særlig berømt.
Hans historie viser at det ikke er nok med spændende og visionære opfindelser; de skal både være teknologisk ‘modne’ og økonomisk rentable. Der skal være nogen der kan og vil finansiere arbejdet indtil det giver overskud. Og der skal være resurser til at lave markedsføring. Det er langt fra altid det lykkes. Men nogle gange går det godt.
Den kommercielt bedste danske 1900-tals-opfindelse er nok insulinet – eller mere præcist den industrielle fremstilling af insulin (fra svins bugspytkirtler) som August Krogh udviklede først i 1920’erne. Hans arbejde førte i 1923 til oprettelse af en virksomhed, som senere kom til at indgå i Novo Nordisk. Novo Nordisk er i dag en af verdens største insulinproducenter og har også megen anden medicinproduktion. Det har hovedkvarter i Bagsværd og er Danmarks største virksomhed målt i markedsværdi.
En anden meget stor kommerciel succes er stomiposen. Den blev opfundet af sygeplejerske Elise Sørensen – ikke for at tjene penge, men for at hjælpe sin stomiopererede søster. Hun fik i 1954 patent på opfindelsen og indgik bagefter en aftale med Aage Louis-Hansen fra Dansk Plastic Emballage om produktion af posen. På den baggrund skabte Louis-Hansen i 1957 virksomheden Coloplast. Det er i dag en af Danmarks største eksportvirksomheder. Foruden stomiposer fremstiller den katetre, bandager og en række andre medicinske hjælpemidler. Hovedsædet ligger i Humlebæk.
Så er der LEGO-klodsen der blev udviklet – ‘redesignet’ – på Godtfred Kirk Christiansens legetøjsfabrik Lego i Billund. I begyndelsen – dvs. i 1930’erne – lavede Lego kun legetøj af træ, ligesom mange andre mindre legetøjsfabrikker. Men i 1947 købte Kirk Christiansen en engelsk maskine der kunne støbe figurer af plast. Og med den fulgte nogle eksemplarer af en engelsk legetøjsklods af plast. Kirk Christiansen kunne se potentialet i klodserne; han lavede en mindre forbedring af dem, og sendte sin udgave på markedet i 1949. Den engelske original hed ‘Self Locking Building Bricks’, mens Kirk Christiansen kaldte sin forbedrede udgave for ‘Automatic Building Bricks’. Først efter nogle år blev den omdøbt til LEGO-klodsen.
Selvom det danske hjemmemarked var meget mindre end det engelske, lykkedes det alligevel Kirk Christiansen at komme først ud på det europæiske marked. Det lykkedes også at undgå konflikt med den engelske opfinders patent, formentlig fordi klodserne i begyndelsen ikke var nogen større succes. Det var først da klodserne senere blev udviklet til et system – hvor alle klodserne kunne kombineres – at de begyndte at få rigtig succes.
Lego er i dag en af verdens største legetøjsproducenter; den har fortsat hovedkvarter i Billund og ejes også fortsat af familien Kirk Christiansen. Ud over at legoklodsen har gjort familien til en af de rigeste i Danmark, har den også skaffet Billund en række faciliteter med lufthavnen som den største. Det er godt eksempel på hvordan en opfindelse – eller her egentlig blot et redesign – har løftet en hel by.
Danfoss i Nordborg på Als er et andet godt eksempel. Også her går historien tilbage til begyndelsen af 1930’erne hvor Mads Clausen begyndte at fremstille kopier af amerikanske ekspansionsventiler i en barak på forældrenes gård ved Nordborg på Als. Siden udvidede han med radiatortermostater, og efter 2. Verdenskrig kom der også kompressorer, frekvensomformere og mange andre reguleringsapparater til. Det var en succes, og fabrikken voksede til omkring 1970. Det samme gjorde Nordborg. Nordborg ligger imidlertid noget afsides og mangler også jernbaneforbindelse, så fra 1970’erne blev væksten lagt andre steder, både i Danmark og i udlandet.
Danfoss er ikke som Lego bygget op omkring en enkelt produkt, tværtimod. Clausen begyndte fra starten at udvikle nye apparater; der har sjældent været tale om helt nye opfindelser, men mere om at udvikle og forbedre eksisterende teknologi. Den strategi er blevet fortsat, og i dag er Danfoss blandt de førende i verden inden for områder som køling, aircondition, opvarmning, motorkontrol og mobilt udstyr. Virksomheden har fortsat hovedsæde i Nordborg. Fabrikken fylder arealmæssigt nogenlunde det samme som omkring 1970, men produktionen er siden blevet automatiseret, og der er derfor langt færre beskæftigede end dengang. Nordborgs befolkningstal har da også været faldende gennem mange år.
Pumpevirksomheden Grundfos har en tilsvarende historie. Den blev startet i 1944 af Poul Due Jensen i Bjerringbro – ganske vist ikke på forældrenes gård, men i sin egen kælder. Året efter lavede virksomheden sin første elektriske vandpumpe, og i de følgende år fortsatte Due Jensen med at fokusere på pumper. I 1952 blev de første centrifugalpumper lavet; de var lettere, mindre resursekrævende og billigere end stempelpumperne. I 1959 kom der også cirkulationspumper til – og i 1969 udviklede Grundfos en maskine til brug ved produktion af disse pumper. I de følgende årtier fortsatte produktudviklingen, og Grundfos bredte sig over stadig flere områder – motorer, elektronik, soldrevne pumper, spildevandspumper, vandrensningsanlæg mv. Og ligesom Danfoss med fokus på at spare energi og reducere forbruget af materiale.
Grundfos er i dag verdens største pumpeproducent og har stadig hovedsæde i Bjerringbro. Det er en typisk stationsby der tidligere havde mange forskellige virksomheder, bl.a. et svineslagteri der lukkede i 2004. Grundfos er med omkring 4.000 ansatte langt den største virksomhed i byen, men Bjerringbro har flere halvstore virksomheder samt jernbanestation og ligger desuden relativt tæt på flere større byer, så byen er ikke nær så sårbar som Nordborg. Umiddelbart virker Grundfos dog ikke på nogen måde truet; den er ligesom Danfoss højt specialiseret inden for udvikling og produktion af apparatur der kan mindske klimabelastningen;
En tredje meget stor dansk virksomhed hvis produkter også er med til at reducere klimabelastningen, er Vestas. Navnet blev først taget i brug da Peder Hansen i 1945 oprettede en fabrik i Lem i Vestjylland til fabrikation af stålvinduer. I de første årtier arbejdede Vestas også med bl.a. kølere, landbrugsmaskiner og kraner, og det var først sidst i 1970’erne at Vestas begyndte at eksperimentere med vindmøller. Virksomheden solgte sin første mølle i 1979 – men det var ikke en de selv havde udviklet. Det havde en anden smed på egnen, Karl Erik Jørgensen i Herborg. Men han havde ingen penge; det havde Peder Hansen imidlertid, og det endte med at Hansen købte rettighederne til Jørgensens mølle.
De første møller fra Vestas var da også stærkt inspireret af Jørgensens mølle, men Vestas kom hurtigt i gang med at udvikle nye og større møller. Der var dog mange forskellige problemer i begyndelsen – især med vingerne. I 1986 gik Vestas endda konkurs, bl.a. som følge af bortfald af statsstøtte i USA. Virksomheden blev dog rekonstrueret med nye ejere og udviklede sig siden til at blive den største danske vindmølleproducent som opkøbte flere af konkurrenterne. De første Herborg/Vestas-møller var kun på 22 og 30 KW, men siden er møllerne jo blevet meget større. Undervejs har Vestas flyttet sit hovedsæde fra Lem til først Randers og siden Århus.
Vestas har længe været verdens største producent af vindmøller, men er nu overgået af en fusion mellem spanske Gamesa og tyske Siemens. Siemens begyndte i øvrigt selv sin vindmølleproduktion ved i 2004 at opkøbe den danske vindmøllefabrik Bonus i Brande.
Også vinduesfabrikken Velux er vigtig at nævne, både fordi den i løbet af få årtier voksede til at blive en meget stor virksomhed, og fordi den også har fokus på at udnytte resurserne bedst muligt. Virksomheden blev oprettet i 1941 af ingeniør Villum Kann Rasmussen der begyndte at producere vinduer til skrå tage. Ved at indsætte tætte vinduer der gav lys og også mulighed for ventilation, kunne de typisk mørke og uisolerede loftsetager indrettes til beboelse. Velux blev startet i Østbirk; her er stig produktion (og museum), men hovedsædet ligger nu i Hørsholm. Virksomheden arbejder fortsat kun med vinduer og tilbehør til vinduer, men porteføljen er på flere måder udvidet.
Der kan nævnes andre virksomheder, men fælles for dem alle – bortset fra Vestas – er at de ikke arbejder med tung industri. Men heller ikke Vestas begyndte med at fremstille store genstande; det blev bare sådan. Tidligere har man set det som trist når ‘tunge’ virksomheder lukkede, og det har selvfølgelig også været trist for dem der mistede deres arbejde, men der har ikke været noget at gøre – og slet ikke efter at Danmark er blevet en del af EU og integreret i det globale handelssamkvem. De danske lønninger er som bekendt meget højere end fx i Kina og Korea, men de er ikke højere end at innovative virksomheder trives fint i Danmark. De er også nødt til at være innovative, for i dag kan man ikke overleve ved at lave kopier af amerikanske produkter som da Mads Clausen startede Danfoss.
Blandt de mindre – men også med innovation og succes er fx Terma, som Orla og Svend Aage Jørgensen oprettede i 1944. De begyndte med at producere termometre og manometre, men virksomheden laver i dag højteknologisk elektronik til militære fly, rumraketter og overvågningssystemer. Virksomheden har i dag hovedkvarter i Lystrup ved Århus. Også Haldor Topsøe kan nævnes. Det er en virksomhed der blev stiftet af Haldor Topsøe i 1940; den fremstiller teknologi der bruges til at producere kunstgødning – og mere end halvdelen af verdens kunstgødning fremstilles med teknologi fra virksomheden. Den har hovedsæde ved Lyngby nord for København.
Selvfølgelig var det ikke alt der lykkedes i længden. En af de største kortvarige succeser fik Arne Bybjerg Petersen med sine Carmen Curlers, nogle små cylindre med pigge der kunne varmes op og sættes i håret så det krøllede. Det var en ‘amerikanermode’ der blev meget populær sidst i 1950’erne, og Carmen-curlerne gjorde det muligt at lave krøller på en ny og mere holdbar måde. Bybjerg Petersen byggede i 1964 en ny fabrik i Kalundborg; den udviklede sig til en af Sjællands største arbejdspladser – og nok den største arbejdsplads for kvinder. Kvinderne blev hentet fra det meste af Sjælland og kørt til fabrikken med bus. Da fabrikken var størst, arbejdede der omkring 3.500 på fabrikken. Imidlertid solgte Bybjerg Christensen i 1969 fabrikken til det store amerikanske kosmetikfirma Clairol. Men mode har det med at skifte; det gjorde hårmoden også, og det endte med at Carmen-Clairol – som den kom til at hedde – lukkede i 1990.
En anden kortvarig succes havde G. A. L. Thorsen der fra 1952 begyndte at formpresse stålvaske; det var dengang en helt ny måde at lave vaske på. Det gav ham stor succes, og det samme fik han senere med at producere radiatorer. Thorsen oprettede ikke datterselskaber i udlandet, men solgte i stedet patentrettighederne. De mange penge han tjente, investerede han bl.a. i køb af jord i byudviklingsområder og i diverse mere eller mindre fejlslagne projekter. Det endte med at han gik fallit i 1982. Hans fabrik lå i Lystrup ved Århus.
En anden stor – og meget omtalt – men forbigående succes var Karl Krøyers såkaldte ‘krøyerkugler’ – små kugler af skumplast. De blev i 1954 brugt til at hæve et sunket fragtskib i Kuwaits havn. Kuglerne, der var lettere end vand, blev blæst ind med trykluft og efterhånden steg skibet op til overfladen. Den vellykkede bjergning gav stor medieomtale, men det var dog ikke Krøyer selv der havde opfundet kuglerne; han var bare den første der brugte dem til netop dét formål. Det lykkedes dog ikke Krøer at få patent på sin metode – fordi den allerede havde været beskrevet i et Anders And-blad fra 1949. Siden er kuglerne blevet brugt til mange andre ting, bl.a. som fyld i ammepuder og sækkemøbler, og i Danmark kaldes de fortsat krøyerkugler.
Til sidst den største spildte mulighed – fiberskopet som Holger Møller Hansen opfandt i 1951. Det var et instrument der kunne overføre billeder direkte til øjet vha. optiske fibre; det kaldes i dag et endoskop. Det var en meget revolutionerende opfindelse som fuldstændig har ændret den måde læger kan undersøge og operere på. I stedet for at skære sig ind i kroppens hulrum, kan man indføre endoskoper enten direkte ad fx endetarm eller urinrør, eller ad små snit ind til fx bughule eller blodårer. Det som endoskopet ‘ser’, vises på en billedskærm. Teknologien kaldes ofte for kikkertkirurgi fordi man i dag kan have små værktøjer monteret på endoskopet. Hansen fik imidlertid ikke patent på opfindelsen, angiveligt fordi Patentdirektoratet ikke mente det indeholdt en patentbar opfindelse. Men det viste sig 20 år senere at japanske Olympus fik patent på endoskopet. Det var i øvrigt også Holger Møller Hansen der opfandt bobleplasten, men her blev hans opfindelse blot kopieret, og han havde ikke resurser til at forfølge sagen ad retslig vej.
LEGO anerkender på sit websted at deres første plastklodser var kraftigt inspireret af det engelske forbillede. De skriver “In the late 1940s, Ole Kirk Kristiansen and son Godtfred Kirk are presented with plastic cubes from a British manufacturer. They begin redesigning the cubes and in 1949; the company launches its first building set: Automatic Binding Bricks.” Den engelske opfinder hed Hilary Page; han begik selvmord i 1957 og nåede dermed ikke at opleve klodsernes store succes. If. engelsk Wikipedia betalte LEGO i 1981 de daværende ejere af Pages virksomhed 45.000 £ for de fulde rettigheder til klodsen: “Lego eventually acquired the residual rights to the Kiddicraft brick designs in 1981. In an out-of-court settlement, Lego paid UK £45,000 to the new owners of Page’s company Hestair-Kiddicraft.
Pingback:Plast – fra lykke til? – Danmarks Teknologihistorie