Hen mod slutningen af middelalderen blev det sværere at få tilstrækkeligt udbytte ud af jorden. Befolkningen voksede og havde brug for mere mad, men landbruget havde mere end svært ved at følge med. Markerne fik ikke næring nok, og udbyttet faldt. Det var også blevet sværere – eller forbudt – at opdyrke skov. Det lettilgængelige skove var fældet og tilbage var kun dem på det mest kuperede terræn. Og adelen og kongerne vogtede nidkært over at deres jagtinteresser ikke blev spoleret. Denne udvikling var i gang før Den sorte død ramte Europa, men den fortsatte efter pesten. Man kalder det ‘den senmiddelalderlige landbrugskrise’.
Årsagerne var flere, men det handlede alt sammen at landbrugsproduktionen var for lille – om at jorden ikke kunne give udbytte nok. Det umiddelbare problem var først at jorden blev stadig mere udpint, og den nye jord der blev opdyrket, var ofte af dårlig kvalitet. Nok havde man indført trevangsbruget for at sikre at jorden hvert tredje år lå brak, men det gav ikke en tilstrækkelig lang hvileperiode. Tidligere havde man kunnet flytte rundt med landsbyerne og markerne, men nu var begge dele kommet til at ligge fast med kirken som centrum, og bønderne blev derfor mere afhængige af at de kunne tilføre markerne tilstrækkelig næring.
Problemet blev forstærket af de voksende byer. Det var vanskeligt at udnytte byboernes – og deres husdyrs – afføring som gødning på markerne, og der blev således løbende flyttet næringsstoffer fra landet til byerne. For at få råd til de mange krige, var kongerne desuden nødt til at kræve nye skatter op, og dem havde bønderne svært ved at betale. Der var derfor en del bondeoprør rundt om i landet; værst var det lige før og under den kongeløse tid. Ved nogle af lejlighederne var bønderne i øvrigt allierede med herremændene. Bønderne tabte dog hver gang, men især de mange sjællandske oprør vidner om at bondebefolkningen var så presset at de greb til våben selv om de må have vidst at deres chancer var små.
Også koldere vejr var med til at mindske høstudbyttet. Allerede i 1200-tallet var der tegn på at klimaet havde ændret sig. Fænomenet kaldes ofte for ‘den lille istid’. Det blev særlig slemt fra midten af 1600-tallet hvor den svenske hær i 1658 var i stand til at gå over isen på Storebælt og belejre København – med det resultat at Frederik 3. i panik afstod Skåne, Halland og Blekinge (samt Bornholm) til Sverige. Men allerede længe inden var der sikre tegn på at vejret var blevet koldere. Bl.a. rykkede korndyrkningens nordgrænse mod syd i Sverige og Norge, og også på Island led man hårdt under kulden. Den lille istid var formentlig også årsag til at nordboerne forsvandt fra Grønland.
Den sorte død midt i 1300-tallet gjorde krisen større, men fra primært at have været en økologisk krise, blev det nu mest en økonomisk krise. Pesten halverede formentlig befolkningen i Danmark, og det var derfor kun nødvendigt at producere halvt så mange fødevarer. Og dermed kunne man nøjes med meget mindre jord. Men der var også kun halvt så mange bønder til at udføre arbejdet – og til at betale afgifter og skatter til herremænd og konge.
Ingen kommentarer endnu!