Kan virksomheder være skadelige?

Kan virksomheder være skadelige? Det korte svar må være ja. Som udgangspunkt må vi ganske vist formode at stort set alle større og længerevarende virksomheder – bortset fra tobaks- og måske også spiritusvirksomhederne – har været positive for samfundet. De har skabt arbejdspladser, de har produceret varer, de har betalt skat, og mange har også på andre måder bidraget til civilsamfundet. Måske har deres produktion også skaffet importindtægter til Danmark. Det er alt sammen noget der tæller på plussiden. 

Der er ganske vist nogle virksomheder der betjener sig af alle mulige krumspring for at betale så lidt skat som muligt, og nogle lykkes endda med slet ikke at betale noget. Den diskussion vil vi imidlertid ikke tage op her.

Men kan man forestille sig at virksomheder der ellers opfører sig ‘pænt’, kan være til ulempe for det danske samfund – at de ligefrem gør mere skade end gavn? Der er vist ingen der har forsket systematisk i emnet, men mon ikke en nærmere undersøgelse vil konkludere at Dansk Eternit Fabrik i Aalborg har været en underskudsforretning for samfundet? Ganske vist blev fabrikken dømt ved Højesteret til at betale erstatning til de syge (og døde) arbejdere, men det er jo svært at værdisætte de mange leveår som arbejderne, deres familie og naboerne har mistet – og fortsat mister – til asbestbetingede kræftsygdomme. Og endnu mangler et stort antal eternittage med asbest at blive taget ned og transporteret til sikre deponier.

Men måske vidste asbestfabrikkens ejere og ledelse ikke vidste hvor farligt asbest er? Det argument kan bruges i nogle tilfælde, men ikke her. Allerede omkring 1900 blev man opmærksom på at asbest var usundt at arbejde med, og i hvert fald fra omkring 1930 var man i England klar over at der var sammenhæng mellem asbeststøv og lungesygdomme. Året efter blev de første regler for hvordan man måtte arbejde med asbest, vedtaget af det engelske parlament. Det kunne man ganske vist ikke vide da Cementfabrikken Danmark i 1927 begyndte at producere asbestholdige produkter, men ejerne burde have været opmærksomme på problemet da de i 1934 byggede en egentlig asbestfabrik. 

I løbet af 1950’erne voksede kritikken af asbest, og der kom mere dokumentation for hvor farligt det er, men det var først i begyndelsen af 1980’erne at arbejdet med asbest holdt op. Det gav jo både arbejde og gode indtægter til aktionærerne, men samfundet betaler endnu i dag af på regningen.

Asbest-sagen er nok Danmarks mest tragiske miljøskandale og sikkert også den dyreste, mens Collstrop-sagerne nok er de potentielt næstdyreste. Her er ganske vist ikke lig på bordet, men et antal arbejdere er blevet syge, og desuden har Collstrop efterladt sig 13 stærkt forurenede grunde spredt rundt i landet. Forureningen stammer fra imprægnering af bl.a. jernbanesveller, telefon- og lysmaster og havnetømmer. Det foregik længe sådan at det imprægnerede træ blev lagt til tørre på jorden uden at afdryppet blev samlet op. Det er formentlig samlet set Danmarks største jordforureningssag med store mængder arsen, kobber, krom, kulbrinter, phenoler, tjære- og oliestoffer. Flere af stederne har stofferne forurenet grundvandet og/eller nærliggende vandhuller og søer. Der er hidtil kun foretaget en nødtørftig oprydning, og grundene ligger hen som ubrugelige der ikke kan anvendes til nye formål. Det vurderes at det vil koste mindst en mia. kr. helt at fjerne forureningen alle steder. Det kommer skatteyderne til at betale, selvom noget af forureningen muligvis er sket ulovligt. 

Der er også kemivirksomheder der kan have gjort mere skade end gavn. Cheminova har som nævnt efterladt en meget stor forurening med bl.a. parathion (bladan) ved Høfde 42 på Harboøre tange. Det skete helt lovligt fordi danske politikere længe negligerede risikoen, og det er det danske samfund der kommer til at betale oprydningen. Grindstedværket – der siden 2011 ejes af amerikanske DuPont – har også fuldt lovligt deponeret bl.a. klorerede opløsningsmidler, cyanid, tjære og kviksølv i Kærgård Plantage ved Henne Strand. Begge disse steder har man arbejdet med at inddæmme og fjerne forureningen i årevis, men der er endnu meget store mængder giftig forurening tilbage. Der er da også badeforbud begge steder. Forskellen på de to er imidlertid at Grindstedværket primært har produceret nyttige medicinalprodukter, mens Cheminova primært har lavet insektgifte, bl.a. parathion der indiskutabelt har gjort mere skade end gavn.

Man kalder de 10 største af de gamle jordforureninger ‘generationsforureninger’; det skyldes nok et ønske om at skubbe skylden for forureningerne over på de tidligere generationer, og sandt er da også at lige netop den slags forureninger næppe kan ske igen. Men det betyder ikke at der ikke kan opstå nye miljøproblemer som man først alt for sent erkender. 

Foruden forureningerne i Kærgård Plantage og Høfde 42, er der også generationsforureninger på både Grindstedværket og Cheminova – det sidste sted både på den gamle og den nuværende fabriksgrund. Også Collstrop-grunden ved Hillerød (Esrum Sø) er så alvorlig at den regnes som en generationsforurening. Det samme gælder forureninger fra en tidligere metalvirksomhed ved Skuldelev, en tidligere distributør af klorerede opløsningsmidler i Albertslund og en tidligere køleskabsfabrik i Lundtofte.

I finansloven for 2021 blev der afsat 630 mio.kr. til at rense generationsforureningerne, og det betyder at der nu endelig er udsigt til at der bliver ryddet op. Det er således skatteyderne der kommer til at betale, og ikke dem der var ansvarlige for forureningerne.

De virksomheder der har udvundet, raffineret og solgt fossile brændsler, har formentlig også givet underskud for samfundet – når man regner skadevirkningerne med. Det samme gælder virksomheder med et højt energiforbrug af energi. Her var det imidlertid ikke blot en enkelt producent der arbejdede med farlige materialer, men et helt system af teknologi som det dengang var svært at se alternativer til. Længe kendte man stort set ikke til andre risici ved biler end de trafikale, men efter at formanden for det amerikanske American Petroleum Institute, Frank Ikard, i 1965 åbent erkendte at de fossile brændsler udgjorde en alvorlig trussel mod klimaet, kunne man ikke hævde at man var uvidende om problemet. Men det var kun de lande der valgte at bygge a-kraftværker som tog truslen alvorligt – og de erstattede blot én farlig energikilde med en anden. 

I dag er det let at være bagklog, men benzinbilen – og de andre benzin- og dieseldrevne køretøjer – skabte så megen lykke og så store indtægter at beslutningstagere overalt valgte det bekvemme og prøve at fortrænge problemet. Men det havde nok været bedre om man havde valgt at lade olien blive i undergrunden. Det samme kan også siges om kul, men Danmark er trods alt blandt de første til at udfase kul og erstatte det med mindre problematiske energikilder.

Det er også tvivlsomt om olieudvindingen i Nordsøen og de tre danske olieraffinaderier – i Fredericia, Stigsnæs og Kalundborg – har givet et reelt overskud for samfundet. Der er ingen diskussion om at der har været mange fordele i form af arbejdspladser og skatteindtægter, men der har bestemt også været ulemper primært i form af CO2-udledning. Hertil kommer at platformene og de øvrige installationer skal fjernes når boringen ophører. Desuden skal borehullerne lukkes. Energistyrelsen vurderede i 2015 – med “betydelig” usikkerhed – at prisen for at rydde op i den danske del af Nordsøen beløber sig til ca. 41 mia. kr. Det er noget de olieselskaber der driver boringerne skal sørge for, men de kan jo gå konkurs eller af andre årsager unddrage sig deres forpligtelser, og i så fald kommer den danske stat til at hænge på regningen. 

Det er også et spørgsmål om olieselskaberne samlet set har været til fordel for samfundet – og det gælder især dem der som Q8 ikke betaler skat i Danmark. Raffinaderierne og distributionsselskaberne har desuden et særligt ansvar for at blande tetraetylbly i benzinen; vi ved at det hæmmede børns mentale udvikling, og at det måske var med til øge kriminaliteten. Det bliver derfor heller ikke længere brugt, men man vidste allerede i 1920’erne da man tog det i brug, at tetraetylbly var giftigt, og for at undgå ordet ‘bly’, blev det markedsført som ‘Ethyl’. Det var tre store amerikanske firmaer – kemivirksomheden DuPont, bilfirmaet General Motors og det olieselskab vi idag kender som ESSO/EXXON – der producerede tetraetylbly, men det blev taget i brug af de fleste olieselskaber verden over, også i Danmark. Ganske vist var der debat om stoffets giftighed, men det meste af forskningen blev udført af industrien selv, og da en amerikansk forsker i 1943 opdagede at børn med forhøjet indhold af bly i blodet havde adfærdsproblemer, blev han truet med sagsanlæg og måtte opgive at gå videre med sin forskning. 

Man kan nævne mange andre tilfælde hvor ny teknologi alt for hurtigt er taget i brug, og hvor skadevirkningerne har været større end de fordele (man troede) man kunne opnå. Her ganske kort om så forskellige sager som Thalidomid, Boneloc og kogalskab.

Thalidomid var et beroligende sovemiddel som man begyndte at bruge til gravide kvinder i slutningen af 1950’erne. Det blev udviklet i Tyskland, men det blev også godkendt og taget i brug i Danmark. Efter få år opdagede man at det førte til voldsomt øget risiko for at føde misdannede børn. Man mener det ramte godt 10.000 børn; heraf døde omkring halvdelen. I Danmark kendes omkring 20 tilfælde.

Boneloc var en danskudviklet cementtype, man i 1990 begyndte at bruge ved hoftetransplantationer. Der var givet offentlig støtte til udviklingen, og det var meningen den færdige cement skulle gennem et klinisk forsøgsprogram. Det skete imidlertid ikke, cementen blev blot taget i brug, først på Rigshospitalet og siden på stort set alle danske sygehuse. I 1993 erkendte man imidlertid at cementen ikke var stærk nok, men først i 1994 blev den taget ud af brug.

Kogalskab opstod fordi man i 1980’erne begyndte at fodre køer og får (som jo er planteædere) med kød- og benmel fra døde dyr. Sygdommen viste sig som en dødelig hjernelidelse hos dyrene. Det var især England der blev ramt, men sygdommen bredte sig også til Danmark. Det værste var at sygdommen blev spredt til mennesker som fik en variant af den dødelige Creutzfeldt-Jakobs sygdom. Det var især (unge) englændere der blev ramt. Den menneskelige variant er ikke dokumenteret i Danmark.