De første stater i verden kom tidligt til at beskæftige sig med teknologi, nemlig hvordan de skulle kontrollere overrislingen af markerne. Første gang den danske stat forholdt sig til teknologiske spørgsmål var i Jyske Lov fra 1241, og det handlede også om vand. Loven foreskrev at man kun måtte etablere vandmøller og fiskedammene hvis man kunne gøre det uden at genere sine naboer.
Der er næppe eksempler på at møller er blevet forbudt og revet ned fordi de generede naboer eller det omliggende miljø. Men siden forsøgte magthaverne at tvinge bønderne til at fjerne deres egne små møller og i stedet bruge en (bestemt) større mølle, men det skyldtes alene et ønske om at kunne beskatte brugerne. Det var store indtægter der kunne hentes på denne måde. Mølletvangen, der også kom til at gælde for vejrmøller, var gældende helt frem til 1862.
De store vanddrevne manufakturer og fabrikker der blev bygget på landet fra 1600-tallet og frem, gav ikke anledning til nye problemer for naboerne. De blev næsten alle bygget langt væk fra byerne og kom ‘kun’ til at genere fiskene i de vandløb der blev brugt til at drive møllen.
I byerne kom der også møller, både vand- og vejrmøller og fra begyndelsen af 1800-tallet også dampmaskiner. De sidste gav ofte anledning til protester. Fra 1837 var det byrådene der administrerede tilladelserne, og som dermed skulle tage stilling til fordele og ulemper. Det endte dog i langt de fleste tilfælde med at dampmaskinerne kom på plads, måske med ekstra høje skorstene. De kunne mindske generne fra lugt og røg, men de kunne ikke forhindre CO2’en i at stige til vejrs.
Og det var stort set den politik politikerne fulgte helt op til 1970’erne. Selv hvor det var helt åbenlyst at der skete massiv forurening, fik virksomhederne lov at fortsætte, i hvert fald hvis det ikke gik ud over sagesløse naboer. Da gødningsfabrikken ved Mundelstrup lukkede i 1921, havde man længe været klar over at spildevandet var ved at tage livet af Geding Sø og den øverste del af Egåen. Men det var ikke myndighederne der lukkede fabrikken, det var konkurrencen. Og der gik mere end 60 år før politikerne fik øje på den efterladte forurening.
Men da det først i 1950’erne blev klart at Cheminova – der dengang lå i Måløv ved København – forurenede sine omgivelser med affaldsstoffer fra produktionen af insektgifte, blev det alligevel for meget (og for dyrt i erstatningssager), så Cheminova flyttede så langt væk som muligt, til Harboøre Tange i Verstjylland. Her kunne fabrikken fortsætte sin forurening uden indgriben fra myndighederne – i hvert fald helt til 1981 hvor man opdagede at der var kviksølv i de fisk som de lokale fiskere fangede. Siden viste det sig at der lå en enorm forurening på og ved fabriksområdet. Selvom vi dengang havde fået et miljøministerium, varede det som nævnt længe inden man begyndte at rydde op.
Faktisk tog politikerne fat på at forbedre arbejdsmiljøet meget tidligere end de begyndte at interessere sig det omgivende miljø. De første tiltag for at forbedre arbejdsmiljøet var dog meget lempelige set med nutidige øjne.
Den første, Fabriksloven fra 1873, forbød brug af børn under 10 år i industrien og begrænsede arbejdstiden for de 10-14-årige. Den indeholdt desuden sikkerhedsbestemmelser for arbejde ved dampmaskiner. I 1889 kom desuden en lov om forebyggelse af ulykker ved brug af maskiner m.m. – ofte blot kaldt Maskinbeskyttelsesloven. Det var angiveligt verdens første af sin slags. De to love blev i 1901 begge forbedret med en ny fabrikslov, der bl.a. hævede aldersgrænsen for børns arbejde i industrien til 12 år. Med loven fulgte også 4 ugers ret til barsel for kvinder der arbejdede på virksomheder med mere end 5 ansatte.
Det er efterhånden også blevet forbudt at sælge varer der er farlige. Men meget er stadig tilladt, især hvor der endnu ikke er almen enighed om farligheden. Her er RoundUp et godt eksempel.
Den nuværende lovgivning er samlet i Produktsikkerhedsloven hvis første udgave er fra 1994. Inden da var en række produkter og materialer dog blevet forbudt med den begrundelse at de er eller kunne være farlige. Ovenfor er bl.a. organiske opløsningsmidler, asbest, freon og tetraetylbly blevet omtalt, men samme skæbne er bl.a. overgået flere pesticider og farvestoffer der mistænktes for at være kræftfremkaldende, fx farvestoffet smørgult som allerede blev forbudt sidst i 1930’erne. Andre kunstige farvestoffer er kun tilladt til bestemte afgrænsede formål.
I 1978 var der stor debat om et nyt og særlig holdbart plastmateriale, epoxy, der med sikkerhed kan give astma og allergi, mens risikoen for kræft endnu er uafklaret. Det nye materiale skulle tages i brug på det københavnske rensningsanlæg Lynetten der dengang var ved at blive bygget. Arbejderne nægtede imidlertid at arbejde med stoffet, og det førte til en længere arbejdskonflikt inden teknikborgmesteren blandede sig og stoppede arbejdet. Efterfølgende blev der vedtaget skærpede regler for arbejde med epoxy, men så sent som i 2016 kom det frem at over 100 arbejdere på de to vindmøllefabrikker Vestas og Siemens var blevet syge af at lave vindmøllevinger. Også her bliver der arbejdet med epoxy. Epoxy er dog ikke blevet forbudt, det indgår i en række forskellige sammenhænge, bl.a. også i hurtigttørrende lim, og det vil være svært at undvære – her er fordelene store, men det er ulemperne også.
Generelt har de danske politikere og myndigheder dog været meget forsigtige med at begrænse nye teknologier og nye materialer. Helt slemt var det naturligvis indtil Miljøministeriet og Miljøstyrelsen blev oprettet.
Det er et politisk spørgsmål om man altid vil vente med at skride ind til skaden er sket, eller om man vil følge et forsigtighedsprincip, og det har længe været en ophedet slagmark for politikerne. Her er beskyttelsen af grundvandet et illustrativt eksempel.
Gennem tiden har en række sprøjtegifte vist sig at have uønskede eller ligefrem farlige konsekvenser, og de er derfor blevet forbudt. De første pesticider som DDT og parathion blev i begyndelsen hyldet som nærmest mirakelmidler; ja, schweizeren Paul Müllerham der opdagede at DDT kunne slå insekter ihjel, fik i 1948 Nobelprisen for sin opdagelse, men hurtigt fandt man ud af at insekterne blev immune, og at giftstoffet hobede sig op i fødekæden.
Stoffet blev allerede i 1969 forbudt i Danmark, og hurtigt fulgte mange andre lande efter. Også parathion er blevet forbudt, i hvert fald i EU. Men man har brugt mange andre sprøjtegifte der siden er blevet forbudt, og i disse år står kampen om neonikotinoider og glyphosat – det sidste især kendt som RoundUp. Her er der store økonomiske interesser på spil, både for producenterne og for landbruget, og derfor viger flertallet af politikere tilbage for at følge forsigtighedsprincippet og forbyde disse stoffer.
De danske politikeres handlefrihed er desuden begrænset af EU, og der skal være meget overbevisende argumenter for at Danmark kan gå enegang. Men det er dog sket, bl.a. da Danmark som det første land i EU forbød bisphenol A i sutteflasker. Omvendt kan det også ske at Danmark er bagefter. Således forbød EU i 2018 brug af neonikotinoider på friland, men daværende miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen udnyttede en mulighed for dispensation og gav de danske sukkerroeavlere lov til fortsat at bruge stoffet. Året efter forbød den nye socialdemokratiske miljøminister Lea Wermelin imidlertid stoffet.
Ingen kommentarer endnu!