Hvorfor er verden endt i en klimakrise? Det korte svar er at det er vores egen skyld, eller mere præcist, det er et resultat af menneskelige aktiviteter. For mange millioner år siden var atmosfærens indhold af CO2 ganske vist meget højere end i dag, men siden faldt det for siden at stige igen, dog længe meget, meget langsomt. Men omkring år 1800 begyndte det at stige hurtigere, og denne stigning har fra sidst i 1800-tallet været accelererende, og nu vokser indholdet nærmest eksponentielt.
Man har længe vidst at jordens klima ikke altid har været det samme. I løbet af 1800-tallet blev man klar over at klimaet i stenalderen i lange perioder havde været varmere end i dag, og man vidste også at det i 1600-tallet var koldere end det var i middelalderen. Det var med til at skygge over den temperaturstigning der senere fulgte med det stigende CO2-indhold i atmosfæren. Og det var først i 1954 at en gruppe amerikanske videnskabsfolk kom med de første bekymringer. Det var dog dengang endnu kun en sag for ganske få forskere.
Allerede i 1965 erkendte formanden for American Petroleum Institute, Frank N. Ikard, åbent problemet og advarede sine medlemsorganisationer – de amerikanske olieselskaber mv. – mod risikoen for en global opvarmning. Men selvom præsident Lyndon B. Johnson også blev informeret, skete der ikke rigtigt mere. Havde man handlet allerede dengang, kunne de fossile brændsler have været udfaset i dag, og den globale opvarmning ville være blevet meget mindre.
I de følgende årtier kom der dog opmærksomhed på problemet – ordet ‘drivhuseffekt’ kendes fx allerede i dansk fra 1971 – men det var længe en lidt akademisk snak primært mellem videnskabsfolk. Ønsket om at bremse den globale opvarmning spillede dog en betydelig rolle hos de første danske vindmøllefolk sidst i 1970’erne. Og i løbet af 1980’erne og 1990’erne kom klimaudfordringen ret højt op på den politiske debat. Generelt var venstrefløjen bekymret og krævede handling, mens det meste af højrefløjen mente at problemet blev overdrevet eller ligefrem var ikke-eksisterende. Konflikten blev i Danmark personificeret af Svend Auken og Anders Fogh Rasmussen; den første var socialdemokratisk miljø- og energiminister 1993-2001, den anden var fra Venstre og statsminister 2001-2009. Fogh Rasmussen hørte til blandt de mest aktive klimaskeptikere i Danmark, og da han blev statsminister, rullede hans regering en række af Aukens tiltag tilbage. Desuden gjorde han den højt profilerede klimaskeptiker Bjørn Lomborg til direktør for et helt nyt Institut for Miljøvurdering. De konservative var splittet i perioden; deres daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen tog meget let på klimatruslen – og blev bl.a. citeret for at have sagt at man “ovre på Fyn stopper CO2 i drivhusene, du! Og så får de 20 pct. flere tomater”. Omvendt var deres miljø- og siden klima- og energiminister Connie Hedegaard anderledes bekymret for udviklingen.
Blandt andet under påvirkning fra Hedegaard begyndte Fogh Rasmussen at ændre holdning; det samme gjorde også hans efterfølgere som statsministre, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning. Allerede i 2009 havde Enhedslisten som det første parti dog vedtaget et egentlig klimapolitisk program. Også Det radikale venstre og SF ønskede tidligt at lægge Danmarks energiforsyning om, og da Alternativet kom i Folketinget i 2015, var klimapolitikken et af deres vigtigste fokusområder. Men det var først under og efter valgkampen i 2019 at politikerne i de større partier for alvor skiftede holdning.
Årsagerne var mange, bl.a. det stadigt mere voldsomme vejr, ny teknologi og nye kommercielle muligheder. I dag er solceller og landvindmøller sammen med vandkraft de klart billigste måder at producere elektricitet på, og nok er havmøller dyrere, men de er billigere end a-kraft. Hertil kommer at Danmark er hjemsted for Vestas der fortsat er et af verdens største vindmøllevirksomheder, og desuden arbejder mange andre danske virksomheder med ‘grøn’ teknologi. Også kernen i Siemens’ vindmølleproduktion, den tidligere Bonus-fabrik i Brande, er en meget stor spiller på verdensmarkedet for vindmøller. Det har været med til isolere klimaskeptikerne. Naturligvis har svenske Greta Thunberg også spillet en stor rolle, men hun havde næppe fået samme klangbund hvis hun havde begyndt sin skolestrejke for klimaet fem eller blot tre år tidligere.
Samme udvikling er sket i de fleste andre lande – selvom der endnu er markante klimabenægtere ved magten i nogle af verdens største lande. Men man kan godt tillade sig at konkludere at de magtfulde beslutningstagere kunne og burde have handlet tidligere. Det gælder ikke mindst American Petroleum Institute der i det store og hele lod olieudvindingen og -forbruget gå sin skæve gang efter 1965. Selvfølgelig betød det også noget at Al Gore i 2000 tabte præsidentvalget i USA til George W. Bush – og at Anders Fogh Rasmussen i 2001 slog Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken. Og når Danmark udviklede sig til verdens førende vindmølleland, skyldes det bl.a. at vi kun har en mindre olieproduktion, at vi ikke producerer biler og ikke valgte at satse på a-kraft dengang det fremstod som en ren og relativ billig energikilde – og at vi havde nogle vindmølleerfaringer at bygge videre på
Ingen kommentarer endnu!