Forbrændingsmotoren blev ligesom elmotoren udviklet i slutningen af 1800-tallet. Den første rigtige forbrændingsmotor – konstrueret i 1858 af belgieren Jean Etienne Lenoir – brugte gas (lavet af kul) som drivmiddel. Den var dog ikke særlig effektiv og kunne knap måle sig med datidens dampmaskiner i energiudnyttelse, men Lenoir fik dog en vis kommerciel succes. Den videre udvikling fandt imidlertid primært sted i Tyskland.
Her lykkedes det i 1867 Nicolaus Otto i samarbejde med Eugen Langen at konstruere en gasmotor der var noget mere effektiv end Lenoir, og den fik ret stor udbredelse. Både Lenoirs og Otto/Langens motorer var totaktsmotorer, men firetaktsmotoren kom hurtigt til; det var Otto der opfandt den. Det skete i 1876.
De første forbrændingsmotorer kørte som nævnt på gas. Det var praktisk, både fordi der var let adgang til gas, og fordi gas selv blander sig med luften, når det blæses ind i forbrændingskammeret. Og disse første maskiner var derfor udmærkede erstatninger for dampmaskiner. Desuden var de både billigere og mindre end dampmaskinen – og derfor velegnede hvor man kun havde et begrænset behov for trækkraft.
Det var derimod mindre velegnet til brug i køretøjer, fordi gas fylder meget, hvis det ikke er under tryk. Det er også svært at håndtere gas under tryk, fx når der skal fyldes brændstof på motoren. Man gjorde sig derfor store anstrengelser for at finde en måde at udnytte brændstoffer på væskeform. Allerede tidligt anså man benzin for at være meget velegnet til dette, men for at få det til at virke måtte benzinen ‘karbureres’, dvs. forstøves.
Der blev gennem 1870’erne eksperimenterets en del med benzinmotorer, bl.a. af Otto og to af hans ansatte, Gottlieb Daimler og Wilhelm Maybach. Imidlertid ønskede Otto kun at arbejde med stationære maskiner, mens Daimler og Maybach var mere interesserede i at lave køretøjer. De to begyndte derfor for sig selv, men selvom Otto her nok dummede sig, eksisterer hans virksomhed stadig – nu under navnet Deutz.
Den første der løste problemet med forstøvningen og fik udviklet en karburator, var englænderen Edward Butler. Han byggede i 1884 et trehjulet køretøj med benzinmotor. Den engelske regering var imidlertid ikke interesseret i at udvikle denne nye teknologi – den satsede på dampkraft – så Butler måtte opgive sit projekt, og hans opfindelser er nærmest glemt i dag. I stedet regner man Maybach og Daimler som opfindere af både karburatoren og det benzindrevne køretøj. Deres første benzinmotor kørte i 1885 på en træcykel. Samme år lykkedes det også tyskeren Carl Benz at få en trehjulet bil ud at køre.
Traditionelt betragter man Benz’ trehjulede køretøj som verdens første bil, men det var Daimler og Maybach der byggede verdens første firehjulede bil da satte en benzinmotor ind i en hestevogn. Den franske Peugeot-fabrik kom også hurtigt i gang. Både USA og Storbritannien var bagefter; her blev de første biler bygget i hhv. 1893 og 1894.
Faktisk var en enkelt dansker også blandt de første der byggede en bil; i løbet af vinteren 1888-89 byggede smeden Hans Urban Johansen en firehjulet bil for fabrikant Albert Hammel i København. Efter sidstnævnte har den fået navnet Hammelbilen. Man ved ikke, hvornår den kørte sin første tur, men det skete i hvert fald senest i foråret 1889. Den blev drevet af en motor med to cylindre på 3,5 hk. Topfarten var 10 km/t. Den blev mærkelig nok aldrig sat i produktion, men gik nærmest i glemmebogen efter få år. Og det blev dermed en af dansk industris største spildte muligheder.
Hammelbilen står i dag på Teknisk Museum i Helsingør og er efter sigende stadig i køreklar stand. Sidst den var ude og køre, var i 1954 hvor den deltog i et rally for veteranbiler mellem London og Brighton. Den var ældste deltagende vogn og klarede de ca. 90 km med en gennemsnitshastighed på 7,1 km i timen.
De hesteløse kareter blev hurtigt populære, og er det som bekendt stadig selvom de jo ser noget anderledes ud i dag. I løbet af det første årti udviklede den sig fra at være et klodset, men ekstravagant statussymbol til at opnå en vis anvendelighed. For eksempel begyndte man at bygge lastbiler. Det egentlige folkelige gennembrud kom imidlertid først, da Henry Ford i 1908 satte sin relativt billige Ford T i serieproduktion.
De første biler kørte alle på benzin; først i 1893 udviklede og patenterede Rudolf Diesel sin såkaldte dieselmotor. Den blev solgt fra 1897 og blev en stor succes. Den var stærkere og mere økonomisk end benzinmotoren, men den var dog stadig for stor til at sætte på biler. Det varede også længe inden den blev taget i brug i lokomotiver; derimod blev den hurtigt populær i skibsfarten – især efter at ØK’s danskbyggede Selandia blev præsenteret i 1912. Særligt praktisk var den i ubåde på grund af dens mere kompakte form – og både den tyske og den amerikanske hær havde dieseldrevne ubåde fra starten af 1. Verdenskrig. Den stærkt forøgede brændstoføkonomi havde også den fordel at man kunne spare plads til kul; i stedet kunne man få plads til flere torpedoer.
Først i 1920’erne fik man udviklet en dieselmotor som kunne gøres så lille, at den var praktisk mulig at bruge som motor i en lastbil eller en traktor.
Ingen kommentarer endnu!