Da Gutenberg opfandt bogtrykket

Papiret i sig selv førte ikke umiddelbart til de store ændringer. Det var selvfølgelig billigere og mere praktisk at skrive breve på papir end på pergament, og papiret gjorde det også muligt at masseproducere træsnit og spillekort. Men da tyskeren Johan Gutenberg i løbet af 1440’erne opfandt de løse typer og trykpressen – og dermed skabte bogtrykket – satte det gang i en udvikling som førte til store omvæltninger. Det gik først ud over den katolske kirke i de fleste nordeuropæiske lande, men senere ramte det mange andre magthavere overalt i verden.

Gutenberg var oprindelig guldsmed og vant til arbejde med metal. Det har sikkert gjort det lettere for ham at forstå, hvordan løse typer af metal kunne bruges til at trykke med. De løse typer kan genbruges og let skiftes ud hvis man har lavet en trykfejl – begge dele i modsætning til bloktryk hvor en hel side er skåret ind i et stykke træ. 

Måske har Gutenberg også været inspireret fra Kina. Dér havde man allerede opfundet de løse typer, og det er ikke usandsynligt at han havde hørt om opfindelsen. Men selv om kineserne kom først, var det alligevel Gutenberg der var først med at trykke store bøger. Kineserne brugte tilsyneladende primært deres løse typer til at trykke pengesedler med. Gutenbergs opgave var dog langt lettere; de europæiske alfabeter har kun knap 30 tegn (plus ti tal), hvorimod kinesisk har over 100.000 forskellige tegn. 

Gutenbergs første store opgave var trykningen af en latinsk udgave af Bibelen. Den blev færdig midt i 1450’erne. Et af de overlevende eksemplarer befinder sig på Det kongelige bibliotek i København. Her findes også (det meste) af den ældste bog der er trykt i Danmark, det såkaldte Breviarium Ottoniense. Det er et kirkeligt ritualværk, og det er trykt på latin. Det blev trykt i 1482 i Odense af Johann Snell fra Lübeck på bestilling af biskoppen i Odense.

i 1495 blev den første bog på dansk trykt. Det var Den danske Rimkrønike; bogtrykkeren var her en hollænder, Govert van Ghemen, som var bosat i København. Her trykte han over en årrække omkring 25 bøger på dansk og latin, bl.a. de første trykte udgaver af Skånske Lov og Sjællandske lov. Han var den første der fik borgerskab i Danmark som bogtrykker. 

Når man kunne lave bøger, havde man også brug for bogbindere – som nu blev et nyt håndværk. Den vistnok første bogbinder i Danmark var den formentlig tyskfødte Hans Meissenheim Bogbinder. Han var også købmand, og mellem 1503 og 1511 var han borgmester i København. Han og hans familie havde tæt kontakt til både kong Hans og hans søn, Christian 2., og hans søn var aktiv støtte for Christian 2 i dennes senere konflikt med adelen.

I dag har Christian 2. en meget blakket ry, bl.a. fordi han stod bag Blodbadet i Stockholm i 1520. Han var næppe heller den smarteste konge Danmark har haft, men han var den første konge der fornemmede at borgerskabet i byerne i fremtiden ville blive vigtigere end adelen. På den tid var København og Malmø blevet rige og magtfulde byer, men adelen havde dog endnu alt for stor indflydelse til at Christian 2. kunne undvære dens opbakning. Og striden endte da også med at Christian 2. blev afsat og fængslet på Sønderborg Slot.

Med papiret og bogtrykket fulgte endnu et nyt fag, træsnideren der lavede træsnit til billeder. Allerede tidligt efter at papiret blev udbredt opstod kunstnere der lavede træsnit på papir, Dürer var langt fra den første, men nok den dygtigste. Men med bogen fik træsnittet en ny anvendelse, nemlig til illustrationer. Ligesom der i dag er billeder i en avis, kunne man tidligt kombinere træsnit med de løse typer og på den måde lave bøger og blade med illustrationer. 

Hvorfor hedder det for resten en ‘bog’. Ordet bruges på alle germanske sprog, fx buch, book og bok, og det er afledt af ordet ‘bøg’. Og dét fortæller os at det første tekst-medie man brugte her i Nordeuropa, var små plader af bøgetræ. Ordet ‘bogstav’ er formentlig navnet på de tegn (runer) man ridsede på træpladerne.