På trods af radioens store popularitet holdt de traditionelle trykte medier længe deres position som det vigtigste medie, og op gennem 1900-tallet kom der endda flere af dem. Det skyldtes selvfølgelig at det købedygtige publikum blev meget større i perioden, men der kom også en række opfindelser som gjorde de trykte medier både billigere og mere spændende. Det sidste handlede primært om billeder og farver.
I løbet af 1800-tallet var trykke-håndværket blevet lettere på forskellige måder; især var rotationspressen fra midten af 1800-tallet et stort fremskridt. Den gjorde det muligt at trykke på papir i endeløse baner, men selve ’sætningen’ var fortsat et manuelt arbejde. Rotationspressen blev i første omgang taget i brug til aviser; de blev dermed meget billigere, og man kunne trykke i meget større oplag. Og da det nogenlunde faldt sammen med byernes og arbejderklassens vækst, førte det også til at et stort antal blade og aviser efterhånden så dagens lys.
Den slags tryksager havde næsten helt fra Gutenbergs tid kunnet indeholde illustrationer; de var dengang lavet som træsnit der var føjet ind i ‘satsen’, altså selve teksten. Det var dog kun ret grove illustrationer man kunne lave på den måde, men i 1800-tallet blev en ny slags træsnit introduceret. Det var xylografiet. Hvor alm. træsnit blev skåret på træplader, blev xylografi skåret i endetræ, ofte af det meget hårde buksbom-træ. Det var meget velegnet til illustrationer; det hårde træ gjorde det muligt at lave meget tynde streger. Xylografi fik stor udbredelse gennem hele 1800-tallet, især i dets sidste årtier hvor der var blevet publikum til tryksager i store oplag. Også i Danmark blev xylografiet meget populært i datidens blade, bl.a. i et blad som Illustreret Tidende.
Men xylografi var dobbeltarbejde. Først skulle en tegner lave en tegning – eller en fotograf tage et billede – og derefter skulle en xylograf lave selve xylografiet som en slags spejlvendt kopi. Først da man i slutningen af 1800-tallet fik mulighed for at ‘slå raster’ i fotografier, kunne man slippe for dobbeltarbejdet. Når man skulle slå raster, brugte man en kliché, dvs. en slags negativ lavet i metal (ofte zink). I stedet for fotografiets forskellige toner, havde klichéen raster, dvs. prikker. Hvor farven skulle være mørk, var rasterne store, og hvor farven skulle være lys, var rasterne små. Man bruger ikke klicheér i dag, men princippet med raster bruges fortsat, nu er de blot digitale.
I løbet af 1880’erne blev der udviklet flere avancerede maskiner der selv støbte satsen (‘matricen’). Sådanne maskiner var i brug helt frem til 1960’erne og 1970’erne. Med de nye sætte- og trykkemaskiner faldt prisen på tryksager – bl.a. bøger – og da arbejderklassen samtidig fik både højere løn og mere fritid, fik de også bedre mulighed for at købe og læse bøger. Mange stiftede dog bekendtskab med romangenren gennem føljetoner i aviserne. Dengang bragte næsten alle aviser dagligt et sådan føljeton-uddrag af en roman, og når der var gået en måned eller to, havde læserne læst en hel roman.
Frem til 1960’erne blev der i alle større byer i Danmark udgivet fire aviser, en konservativ, en socialdemokratisk, en radikal og en Venstre-avis. Det var nogle meget forudsigelige aviser som nærmest fungerede som ‘ekkokamre’. Det gjaldt næsten hele stoffet, fra lederartikler og journalistiske artikler til hvilke romaner der blev bragt som føljetoner. Firebladssystemet gik i opløsning fra 1960’erne; aviserne blev presset af radioen og især af fjernsynet, og efterhånden fik mange så få læsere at de gav underskud. Det er endt med at der nu højst udgives én avis i de gamle købstæder. Det er typisk Venstre-avisen der er overlevet; de havde som regel den største og mest trofaste læserskare. Til gengæld er deres politiske holdning i dag tonet ned. Kun i Århus og København udgives der i dag mere end én avis, og her møder man aviser der endnu har meget klare politiske holdninger.
Ved siden af partiaviserne fandtes i flere årtier omkring 1900 flere københavnske aviser som ikke tog klar politisk stilling og mest var optaget af sensationer, skandaler, forbrydelser og forlystelser. De appellerede til den brede befolkning i hovedstaden, og I en periode havde flere af dem store oplag. Ekstrabladet og BT (der udkom fra hhv. 1904 og 1916) dyrkede også dette marked, men havde dog et bredere stofområde og udkom begge som eftermiddagsaviser – som en slags supplementer til hhv. Politiken og Berlingske.
Set med nutidens øjne var aviserne i begyndelsen af 1900-tallet meget kedelige. De havde billeder, men de var få og små, og helhedsindtrykket var tekst, endda med relativt små overskrifter. Alt var sort og hvidt; der var ingen farver. Man kunne godt trykke med farver dengang, men det krævede at man trykte hver farve for sig, og det var alt for besværligt og dyrt for aviser. Farvetryk blev dog allerede i 1800-tallet brugt til kunsttryk mv., og sidst i 1800-tallet begyndte man også at bruge farver i aviser. Det skete bl.a. med tegneserien ‘The Yellow Kid’, der i 1895-1898 blev bragt i avisen New York World.
Det var dog først i 1954 at aviser begyndte at indeholde fotografier i farver. Den første avis der bragte et farvefoto var den amerikanske St. Petersburg Times, men allerede tre uger efter, 1. oktober 1954, bragte Jyllands-Posten de første danske farvefotografier.
Mange af de opfindelser der blev gjort inden for trykke-teknologien har imidlertid stort set kun historisk interesse i dag. Det skyldes at Gutenbergs gamle bogtryk blev udkonkurreret i sidste halvdel af 1900-tallet. I dag er offsettryk helt dominerende, og her er det nemt og billigt at integrere billeder og anden grafik i teksten. Det er dog ikke så meget offsettrykket i sig selv, men en anden opfindelse, fotosats, der har ført til den store revolution. Både offset-tryk og fotosats er egentlig gamle teknologier, men fotosats blev først ‘modnet’ i 1950’erne, så det sammen med offsettrykket kunne ændre den måde man trykker på.
Man skulle naturligvis først have noget tekst man kunne fotografere, og endnu blev aviser, blade og bøger ‘sat’ med sættemaskiner, og derfor kom fotosats først i brug ved genoptryk af gamle bøger. Hurtigt begyndte man imidlertid at bruge tekst skrevet på skrivemaskine eller sågar i hånden. Og med den elektriske skrivemaskine – med udskiftelige typer – blev resultatet både rimelig pænt og let at læse.
Offset-trykket gjorde bøger billigere, men forlagsbranchen fandt også andre måder at øge salget på – billigbogen og bogklubben. Billigbogen – også kaldet paperbacken – blev trykt med små typer så der kunne stå meget på siderne, den blev ikke indbundet, og den blev trykt på billigt papir. Man trykte både gamle klassikere og nyere romaner. Mange var ganske seriøse, men de fleste var dog ret populære spændings- og krimiromaner. Og der opstod nærmest en hel industri med erotiske bøger. Her var bl.a. Stig Vendelkærs forlag meget aktivt. Vendelkær tjente sine penge på at udgive erotik og krimi, og brugte dem bl.a. på at udgive gamle klassikere. Efterhånden begyndte publikum dog at se ned på billigbøgerne, og de forsvandt fra boghandlerne. Mange boghandler forsvandt i øvrigt også. Bogklubberne fik derimod blivende succes. Første danske bogklub var Danske Bogsamleres Klub fra 1946, men helt stor succes fik først bogklubben Union fra 1959 og Gyldendals Bogklub fra 1966.
Alle disse – og mange andre – underholdningstilbud kunne kun få et marked fordi arbejdere og funktionærer fik tid og råd til at benytte sig af dem. I 1900 var arbejdstiden 60 timer om ugen – 6 dage á 10 timer. Den fik fagforeningerne over et par omgange sat ned til 48 timer i 1920 – 6 dage á 8 timer. Sådan fortsatte det til 1958 hvor det lykkedes fagforeningerne at få den forhandlet helt ned på 45 timer (det blev indfaset over tre år, med én time om ugen pr. år). Og sideløbende med den øgede fritid steg reallønnen nogenlunde jævnt gennem perioden.
Ingen kommentarer endnu!