Når man skriver om teknologiens historie, er man ofte tilbøjelig til at glemme køkkenteknologien. Men her er der faktisk sket ganske meget i tidens løb, og ganske meget har haft stor betydning for vores måde at leve på. Og på vores måde at omgås vores omverden på. Tilberedning af mad var gennem årtusinder en af menneskets mest klima- og miljøbelastende aktiviteter. Når man brændte brænde, udnyttede man kun en lille del af energien, resten gik til spilde. Og hvis der ikke blev plantet nye træer til erstatning for dem man brændte, bidrog man også til at øge drivhuseffekten. Her blev det fritstående komfur en stor forbedring – det reducerede forbruget af brændsel, men denne fordel blev dog delvis neutraliseret da man begyndte at bruge kul, koks og tørv som brænde.
Den næste store forbedring var at elektriciteten gjorde arbejdet hurtigere. Dermed fik man mindre behov for køkkenpersonale, og husmødrene fik bedre muligheder for træde ud på arbejdsmarkedet. Desuden blev forureningen flyttet fra køkkenet til de store nye kraftværker i udkanten af byerne.
Foruden komfuret hører også kødhakkeren og støvsugeren til de tidlige – og hurtigt udbredte – køkkenopfindelser. En anden af de tidlige succeser var det elektriske strygejern. I 1938 havde 28 % af alle husstande et elektrisk strygejern. Resten måtte nøjes med et der var varmet op på komfuret eller vha. trækul, men efter krigen varede det ikke længe før stort set alle fik den elektriske udgave.
Stor betydning fik også konservesdåsen. Det var egentlig en ret gammel opfindelse, udviklet i begyndelsen af 1800-tallet i Frankrig og England i forlængelse af en konkurrence som den franske regering havde udskrevet. Frankrig var i begyndelsen af 1800-tallet regeret af Napoleon, der opbyggede en stor hær som han sendte på lange erobringstogter rundt i Europa. Og soldater har brug for mad og for at kunne transportere denne mad på en let måde. Hærene var nu blevet så store at de umuligt kunne leve af at plyndre sig frem. Derfor blev konkurrencen udskrevet – og konservesdåsen blev således et eksempel på hvordan målrettet forskning kan skabe vigtige gennembrud, og hvordan militærets behov fører til nye teknologier der også tages i brug i det civile liv.
De første konservesdåser lignede dog vinflasker – de var af glas med korkpropper. Men allerede i 1810 fandt englænderen P. Durand imidlertid ud af, at man kunne bruge dåser af blik, tynde metalplader lavet af jern. I 1813 blev den første konservesfabrik oprettet.
Konservesdåser blev i begyndelsen mest brugt af søfolk og opdagelsesrejsende, kun langsomt blev de spredt til private husholdninger, og da især til folk bosat i fjerne kolonier. Desuden opstod også tidligt et marked i USA hvor bl.a. minearbejdere, skovhuggere og nybyggere ellers havde svært ved at at få varieret kost.
Konservesdåsen blev det nok vigtigste våben mod skørbug pga. C-vitaminmangel, men de tidligste dåser havde dog til gengæld den ulempe at de var loddet sammen med bly. Og derfor var der også nogle der fik blyforgiftning af at spise meget konserves. Midt i 1800-tallet gik man derfor over til at lodde dåsernes sammen med det noget mindre giftige tin. Det gjorde det til gengæld (endnu) sværere at åbne dåserne, og det blev derfor nødvendigt at opfinde dåseåbneren. Og først nu blev konservesdåsen relevant for større dele af befolkningen.
Danmarks ældste konservesfabrik er Beauvais. Den stammer tilbage fra 1850’erne og lå først i Vangede, siden i København. Beauvais voksede sig tidligt stor, ikke mindst ved at producere konserves til polarekspeditioner. Da Roald Amundsen og Robert Scott i 1911-12 konkurrerede om at komme først til Sydpolen, havde de begge proviant fra Beauavis med. Produktionen blev fra 1957 flyttet til en nybygget fabrik i Svinninge, hvor man udnyttede nærheden til grønsagsmarkerne i Lammefjorden. Her begyndte man i øvrigt også at producere frostvarer. I dag ejes Beauvais af norske Orkla, og det er kun en en lille del af Beauvais’ varer der fremstilles på fabrikken i Svinninge.
Danmark fik senere også en lang række andre virksomheder der producerede madvarer i dåse. Det var ganske naturligt for det danske landbrug og de danske fiskere kunne jo levere råvarerne, og konservesdåserne gav mulighed for at sælge på nye markeder. To af de største var andelsejede, JAKA i Århus og DAK i Roskilde. De producerede begge slagterivarer og blev meget store virksomheder. Men de er begge lukket i dag. Det samme er de fleste andre danske konservesfabrikker, men der er stadig nogle stykker tilbage. I dag har konservesdåsen imidlertid fået hård konkurrence af andre konserveringsmetoder, bl.a. frost og vaccumpakning.
I øvrigt blev princippet bag konservesdåsen spredt til husholdningerne. Det skete i form af henkogning. I stedet for en lufttæt dåse bruger man her et glas med et lufttæt låg. Mellem låget og glasset lægges en tynd gummiring, der forhindrer, at der kommer luft og mikroorganismer til indholdet. Metoden er nem, og var længe meget brugt især af landhusholdninger og hvor man ellers havde store haver. Selv om man nu også kan dybfryse fødevarer, så er der stadig nogle der bruger metoden til frugt og grønt.
Henkogning i glas har den store fordel at man kan genbruge både glas, gummiring og låg. En konservesdåse kan kun bruges én gang. Det er bestemt smart at man kan konservere og transportere madvarer i konservesdåser, men resursespildet fra dåserne i tidens løb må have været enormt. I dag bliver de fleste konservesdåser formentlig indsamlet, smeltet om og genanvendt, men tidligere endte de alle på lossepladsen – eller i naturen. Selvom både jern, tin og aluminium er let tilgængelige materialer, så bruges der meget energi når dåserne produceres. Dåserne har i øvrigt også den ulempe at de indvendigt er behandlet med stoffer der kan være hormonforstyrrende (fx bisphenol). Men til gengæld er dåser lettere end glas, og klimabelastningen fra transport af dåser er derfor lavere end fra transport af glas.
Ingen kommentarer endnu!