Jernbanerne førte i sidste halvdel af 1800-tallet til stor vækst i transporten af gods. Væksten var dog i gang i forvejen, men mest på vand. Dengang blev det meste gods transporteret med skib. Man kan med nogen ret tale om at 1800-tallet var skibstransportens århundrede. Det er i hvert fald den periode hvor skibe og havne stod for den største del af transporten. Selvfølgelig var der både skibe og havne længe inden, faktisk siden jernalderen, men godsmængden var lille, og kun ved få havne voksede der større markedspladser frem.
Men i takt med at industriproduktionen blev større, steg efterspørgslen og transporten også. Og i løbet af 1800-tallet voksede flere købstæders havne ret markant. Samtidig blev der skabt en ny slags havne, ladepladser. Det var udskibningssteder for købstæder der ikke havde havn.
Slangerup og Søborg – forsvundne købstæder
Udskibningsstederne var i sig selv ingen nyhed, men det nye var at de udviklede sig sig regulære byer der i nogle tilfælde blev større end den købstad de før havde været tilknyttet. Det bedste eksempel er Slangerup og Frederikssund. Slangerup var fra gammel tid en købstad, men den mistede i 1810 sin status til Frederikssund. Hermed var rollerne byttet om, oprindeligt hed Frederikssund Sundby Færge og fungerede som udskibningssted for Slangerup. På lignende vis kom Gilleleje til at afløse Søborg som det nordligste Sjællands største by.
Fælles for både Slangerup og Søborg var at de begge havde været købstæder med havne, men efterhånden som besejlingsforholdene blev ødelagt (både fordi landet hævede sig, og fordi skibene blev større), blev de afhængige af udskibningssteder der voksede sig større end moderbyerne.
Det kan måske være svært at forestille sig at man har kunnet sejle langt ind i det nuværende land, både ved Søborg og ved Slangerup. Men sådan har det været mange steder, mange af de nuværende åer var sejlbare langt op i tiden. Det gælder ikke kun store åer som Gudenåen, Susåen og Odense Å, men også mindre åer som Ribe Å, Kolding Å, Vejle Å, Århus Å og mange flere. Selv åer der i dag fremstår som små, kunne besejles. Det gælder fx Græse Å (til Slangerup) og Søborg Å (til Søborg).
Frederikshavn og andre ladepladser
Frederikshavn var et gammelt udskibningssted – Fladstrand – der voksede sig større. Fladstrand blev købstad i 1818 og tog ved samme lejlighed navn efter kong Frederik 6. Byen var dog allerede dengang relativt stor; det skyldtes dels at der lå en fæstning, at der var en fiskerihavn, og at havnen også blev brugt som overfartshavn til Norge. Et andet udskibningssted der voksede sig stort i 1800-tallet var Struer, der opstod som udskibningssted for Holstebro.
Men også Bandholm (ved Maribo), Rødvig (Store Heddinge), Stige (Odense), Dragør, Hadsund, Bagenkop, Hjerting og mange andre mindre byer fungerede som ladepladser. En af dem, Faxe Ladeplads, fik sågar navn efter sin funktion. Det var en gammel landsby, Hylleholt, der i 1860’erne pludselig fik en ny rolle som udskibningssted for kalk fra Faxe Kalkbrud.
Anløbsbroer og lokal færgefart med damp
Foruden de mange større og mindre ladepladser opstod også en række endnu mindre anløbsbroer. Det var den tids rutebilstop – hvor rutebilen var et lille dampskib der sejlede med gods og passagerer. Overalt hvor det var relevant og muligt kom der anløbsbroer der satte lokalområdet i forbindelse med den nærmeste større by. De fleste steder var det godstransporten der var det vigtigste, men nogle steder var transport af turister af større betydning. Det sidste var bl.a. tilfældet ved Silkeborg, hvor dampskibet Hjejlen fra 1861 har sejlet mellem Silkeborg en række anløbsbroer i Silkeborgsøerne.
Hjejlen omtales ofte som verdens ældste dampskib, der endnu er i drift, men det er ikke rigtigt. På den norske sø Mjøsa sejler dampskibet Skibladner. Det er fra 1856.
Helt nye byer – Esbjerg og Hirtshals
En enkelt af tidens nye havne blev en meget stor havn. Det er Esbjerg havn. Den blev bygget som erstatning for Altona ved Hamburg. Altona lå i Holsten og var blevet tysk i 1864, og dermed mistede de jyske bønder både et vigtigt marked og en vigtig udskibningshavn. Efter megen diskussion placeringen valgte man at bygge en ny eksporthavn ved en dengang helt ubetydelige bebyggelse nær Strandby og Jerne.
Den nye havn blev indviet i 1874, og blev samme år forbundet med jernbane til det øvrige Jylland. Det blev med det samme en stor succes; både havn og by voksede hurtigt, og Esbjerg er i dag Danmarks femtestørste by. Og både Strandby og Jerne er forlængst blevet opslugt. Havnen har derimod ikke længere nogen stor godstransport, men fungerer i stedet som udskibningshavn for olieindustrien og vindmøllerne i Nordsøen.
En anden stor ny havn blev fra 1919 til 1931 bygget i Hirtshals. Og dermed blev byen en rigtig havneby med en stor fiskerihavn og senere også færgehavn. Fra havnen sejler pt. færger til Norge, Island og Færøerne, og havnen er i dag en af Danmarks største færgehavne. I 1960’erne fik også Hanstholm en rigtig havn der i en årrække også fungerede som færgehavn. Alle færgeruter er dog efterhånden flyttet til Hirtshals der både har motorvej og jernbane.
Ingen kommentarer endnu!