I forbindelse med de store afvandingsprojekter blev der også bygget kanaler til at lede vandet væk fra de tørlagte søer og fjorde. Typisk gravede man to kanaler, en såkaldt landkanal til at fange vandet fra oplandet, og en sø- eller vandkanal til at lede vandet væk fra de nye marker. De sidste var suppleret med et større eller mindre antal sidekanaler eller -grøfter. Som regel var det kun vandet fra vandkanalerne der var behov for at pumpe væk.
Indtil sidste halvdel af 1800-tallet blev arbejdet udelukkende udført af mennesker og heste, dvs. på stort set samme måde som vikingerne og munkene lavede deres kanaler. Dampdrevne gravmaskiner blev udviklet i England og USA i første halvdel af 1800-tallet, men blev ikke taget i brug i Danmark. De var for dyre. Kun til selve pumpearbejdet brugte man damp.
Der blev også gravet kanaler til transportformål og for at skaffe vand til fabriksanlæg. Allerede i 1777 havde godsejer Friedrich von Buchwald således fået gravet kanaler nær sit gods Gudumlund i Himmerland med det formål at starte et større fabriksanlæg. Det lykkedes for så vidt, men Buchwald var dog nødt til sælge anlægget til nabogodsejeren E. H. von Schimmelmann. Schimmelmann ejede slaver og plantager på De vestindiske øer og havde åbenbart penge nok. I hvert fald fik han gjort anlægget færdigt og etableret både teglværk, saltværk, sæbesyderi og en kemisk fabrik.
Omkring fabriksanlægget voksede byen Gudumholm op. Den blev siden stationsby på Aalborg-Hadsund Jernbane. Men efter at banen blev lukket i 1969, gik det tilbage for byen der dog stadig rummer mange bygninger som vidner om den driftige fortid.
Blandt transportkanalerne kan også Esrum Kanal i Nordsjælland fremhæves. Den blev udgravet først i 1800-tallet for at lette transporten af brænde fra Gribskov til København. En anden lang kanal er Frederik 7.s Kanal ved Løgstør. Den blev gravet midt i 1850’erne for at skibene kunne undgå de lavvandede Løgstør grunde.
Begge kanaler var store succeser – i kort tid. Den første blev udkonkurreret af nye jernbaner, og den anden blev overflødig da man i 1901 gravede en dyb sejlrende gennem Løgstør Grunde.
Udover disse store kanaler, blev der også – men noget senere – gravet mange kanallignende vandløb når de snoede åer blev rettet ud så vandet hurtigere kunne løbe bort. Dermed blev det lettere at dyrke de fugtige ådale. Det var typisk meget frugtbar jord, og både landmænd og finansministre var glade. Men naturen og klimaet betalte prisen.
Biodiversiteten i vandløbene faldt, de nye marker udledte (og udleder fortsat) store mængder CO2 – og tilmed ‘sætter’ markjorden sig, fordi det organiske stof i jorden spaltes i vand, CO2 og uorganiske mineraler. Nogle steder synker markerne med op til to cm om året. Det gør det vanskeligere at dyrke markerne, og det fører mange steder til konflikter mellem landmænd og kommuner der står for de såkaldte ‘regulativer’ som bestemmer hvordan vandløbene skal se ud – og som i praksis forhindrer at man blot kan grave åerne dybere.
Ingen kommentarer endnu!