Efter 2. Verdenskrig var de danske lønarbejdere relativt fattige; arbejdstiden var lang, lønningerne lave, og arbejdsløsheden var høj. Frem til 1958 var det ofte hver tiende der var arbejdsløs. Mange varer var også dyre og en del ligefrem rationeret. Det var først i 1953 at de sidste rationeringer blev ophævet. Bønderne havde det noget bedre; det havde tjent godt under krigen og havde let adgang til fødevarer. Men bønderne fik brug for penge til at investere i deres nedslidte landbrug, og de gode tider holdt op i takt med at de andre europæiske lande igen fik gang i landbrugsproduktionen. Så de fleste danskere – hvad enten de var arbejdere, bønder eller mindre erhvervsdrivende – havde ikke mange penge i overskud i 1950’erne.
Efterhånden kom der imidlertid nye spændende varer og maskiner til salg. Meget var importeret fra USA, og det satte gang i den amerikanisering som rullede ind over landet. Hurtigt begyndte man også at kunne fremstille varerne selv i Danmark. I datiden var der i øvrigt også en ret stor import fra Sverige der jo stod med et intakt produktionsapparat efter krigen.
Men hvad gjorde danskerne for at få adgang til de nye varer og maskiner? Nogle var så dyre at man ikke umiddelbart kunne spare op til dem. Men man kendte jo til andelsprincippet og stolede på hinanden, så det lå lige for at købe de nye maskiner i fællesskab. Det skete nogle gange som egentlige andelsforeninger, men i de fleste tilfælde var der blot tale om at 2, 3 eller måske 4 naboer gik sammen om at købe en af de nye maskiner – det kunne bl.a. være såmaskiner, gødningsspredere, radrensere, topsnittere, grønthøstere, roeoptagere, frontlæssere og siden også mejetærskere, halmpressere og marksprøjter. Også vaskemaskiner kunne være ejet af flere gårde i fællesskab.
En anden måde at løse finansieringsproblemet var at oprette en maskinstation. De begyndte ofte med blot en enkelt maskine hvor ejeren selv udførte arbejdet hos naboerne, men efterhånden blev mange af disse maskinstationer ganske store og kastede sig også over jordopgaver i forbindelse med byggeriet af de mange nye parcel- og sommerhuse i tiden. Her fik mange bønder arbejde og dermed højere indkomst.
Stor og langvarig succes fik andelsfrysehusene; her dannede man en andelsforening der byggede et hus med frostbokse – således at hver andelshaver fik sin eget boks. Det var især på landet man oprettede sådanne frysehuse. Her hvad man let adgang til hjemmeslagtede dyr, og i stedet for at salte, røge og henkoge kunne man nu fryse kødet ned. Når man havde brug for det, hentede man det i frysehuset. Det sidste frysehus blev nedlagt i 2011; det lå i No ved Ringkøbing og var blevet oprettet i 1950.
I de nye højhusbyggerier blev der indrettet fælles vaskerier for beboerne. Flere steder planlagde man også med fælleskøkkener og andre fælles faciliteter, og da fjernsynet kom frem, lavede man nogle steder fjernsynsforeninger. Hertil kom at private indrettede møntvaskerier og siden fx også videoudlejnings-butikker. Men de fleste af disse kollektive løsninger blev dog – efterhånden som folk fik råd – udkonkurreret af individuelle løsninger. Det var fx klart nemmere for en familie at have egen fryser end at skulle bruge et andelsfrysehus – der typisk lå et stykke væk og kun havde åbent få timer om ugen. På samme måde er det også meget mere arbejdsbesparende at bruge private vaskemaskiner end møntvaskerier.
Det største og mest langvarige kollektive tiltag var dog at børnepasningen blev institutionaliseret. Der blev oprettet dagplejer, vuggestuer, børnehaver og fritidsklubber så mødrene blev sat fri til at træde ud på arbejdsmarkedet. Det blev en meget stor succes; det har ikke meget med teknologi at gøre, men det er en af de vigtigste årsager til at Danmark – sammen med de andre nordiske lande der også kollektiviserede børnepasningen – bragte sig helt op i den teknologiske og økonomiske superliga. Da kvinderne fik mulighed for at blive aktive på arbejdsmarkedet, førte det i første omgang til at arbejdsstyrken blev større, og i anden omgang til at kvinder begyndte at få uddannelse på lige fod med mændene. Dermed blev også den store intelligensreserve der lå gemt i de hjemmegående kvinder, aktiveret.
I dag er Danmark et af de industrialiserede lande hvor flest kvinder er aktive på arbejdsmarkedet. I 2017 var således 73,7 % af alle danske kvinder mellem 15 og 64 år på arbejdsmarkedet; til sammenligning var det kun 48 % i Grækenland, 52,5 % i Italien, 59,6 % i Spanien og 63,6 % i Polen- og forskellen mellem Danmark og de sydeuropæiske/katolske lande var tidligere endnu større. Selvom der skal bruges personale til at passe børnene, frigør de kollektive pasningsordninger mange kvinder der i stedet kan bidrage til produktion og forskning. Det gav de nordeuropæiske lande en klar konkurrencefordel over for de fleste andre lande.
Et af de mest påfaldende følger af de kollektive pasningsordninger er i øvrigt kvinders fødselsrate; den er i dag noget højere i Nordeuropa end i Sydeuropa hvor børnehaver mv. endnu ikke nær så almindelige som hos os. I Nordeuropa er det meget lettere for kvinder at passe en erhvervskarriere samtidig med at de har børn, end det er i Sydeuropa.
Der skete noget lignende da man byggede (først) alderdomshjem og (siden) plejehjem for de ældre. Inden den sociale omsorg blev udbygget, var det familierne selv der havde hovedansvaret for deres ældre. Så også her bidrog de fælles løsninger til at frigøre arbejdskraft – side om side med de nye arbejdskraftbesparende maskiner.
Selvom om der kom mange kvinder ud på arbejdsmarkedet i løbet af 1960’erne, var det ikke nok. Efter 1950’ernes lavkonjunktur kom der fra 1958 gang i økonomien, og Danmark gik ind i en mere end ti år lang og hektisk højkonjunktur. Resultatet var at erhvervslivet konstant var i bekneb for arbejdskraft. Den fandt man især i det daværende Jugoslavien samt i Tyrkiet, Pakistan og Marokko. De kom først i arbejde på de store ‘tunge’ industriarbejdspladser som stålværker og skibsværfter, men efterhånden fik de også arbejde på mindre fabrikker rundt om i landet. I begyndelsen kaldte man dem ‘gæstearbejdere’, for meningen var jo at de skulle rejse hjem når konjunkturerne igen vendte. Det gjorde de imidlertid ikke, tværtimod. De fik deres koner og børn og ofte også deres forældre til Danmark, og efterhånden blev de til først ‘fremmedarbejdere’ og siden ‘indvandrere’.Undervejs i forløbet blev de pludselig et problem. Da politikeren Mogens Glistrup sidst i 1990’erne begyndte at hetze mod ‘muhammedanerne’, var der kun godt 100.000 muslimer i Danmark. Langt de fleste af disse var ufaglærte tyrkere og pakistanere der var kommet til Danmark som følge af erhvervslivets aktive indsats for at øge arbejdsstyrken. Og det var generelt dem der fik det tungeste arbejde og den dårligste løn – helt ligesom de polske roearbejdere der kom til Lolland og Falster i begyndelsen af 1900-tallet.
Ingen kommentarer endnu!