Der har i hvert fald været vindmøller i Danmark siden 1200-tallet, og den første elproducerende vindmølle rejste Poul la Cour ved Askov Højskole i 1891. Frem til sin død i 1908 arbejdede han på at få etableret vinddrevne elværker rundt om på landet. Ved hans død var der blevet bygget omkring 100 sådanne værker.
Samtidig begyndte man på Askov at uddanne ‘landlige elektrikere’, der kunne etablere og vedligeholde elværkerne. En af disse elektrikere var Johs. Juul. Han blev senere ansat ved det sydsjællandske elselskab SEAS hvor han bl.a. udviklede et succesfuldt lavspændingskomfur. Efter 2. Verdenskrig, hvor det havde været svært at skaffe brændsel til SEAS’s elværker, fik han SEAS til at finansiere flere forsøgsmøller, den sidste ved Gedser. Det var dengang verdens største elproducerende vindmølle målt i effekt. Den fungerede fra 1957 til 1967 (hvor gearkassen gik i stykker) med stor succes, og den vakte da også pæn international opsigt.
Et af Juuls centrale argumenter for at udvikle vindkraften var at man sparede indkøb af udenlandsk brændsel. Alligevel vendte elværkerne tommelfingeren ned, og de valgte fremover at satse på kul og olie. Men Gedsermøllen fik siden en renæssance.
Mellem de to oliekriser i 1970’erne blev Gedsermøllen sat i stand – med tilskud fra USA – og herefter fungerede den endnu to år som forsøgsmølle. Og resultaterne fra denne anden omgang blev i stort omfang genbrugt af de små firmaer der gik i gang med at bygge elproducerende vindmøller fra sidst i 1970’erne.
Den første der byggede en sådan Gedser-inspireret mølle, var tømrer Christian Riisager; hans første mølle var på 22 kW, mens Gedsermøllen kunne levere hele 200 kW. Gedser-møllen er optaget i den danske Kulturkanon – i modsætning til den langt mere kendte Tvind-mølle fra 1978.
De to møller ligner hinanden meget selvom Tvind-møllen er noget større, men de fungerer alligevel forskelligt: Gedsermøllen var en såkaldt forløber, dvs. den vendte vingerne mod vinden, mens Tvind er en bagløber, der vender vingerne væk fra vinden. Stort set alle andre moderne møller er forløbere.
Vi kan ikke gå i detaljer med den videre udvikling af de elproducerende vindmøller, blot kan vi konstatere at de nu er meget større – og dermed også mere problematiske. Den ‘ikke-i-min-baggård’-stemning der tog livet af planerne om a-kraftværker, truer nu også vindmøllerne, endda også havmøller flere km fra kysten.
Produktionen er også blevet meget større. I de seneste år har vindmøllerne produceret over 40 % af den elektricitet der bliver brugt i Danmark. I 2019 var det 47,2 %. Ved udgangen af dette år stod der i alt næsten 7.000 vindmøller i Danmark, herunder 558 havmøller og 1.336 husstandsmøller. Havmøllerne er fordelt på 14 parker, men flere er på vej. Derimod forventes antallet af vindmøller på land at falde.
Verdens første havmøllepark var Vindeby nord for Lolland. Den blev rejst i 1991 og bestod af 11 møller der i alt kunne producere 5 MW. Det er mindre end produktionen fra én moderne havmølle, og mølleparken blev derfor urentabel og taget ned i 2017. Vingerne blev genbrugt til støjskærme.
Nu er Tunø Knob den ældste havmøllepark. Den blev opført i 1995 og består af 10 Vestas-møller. Det er Vestas’ første havmøller.
i 2019 var der ansat 33.159 i den danske vindmøllebranche; det svarer til 2,1 % af alle privatansatte i Danmark. Arbejdspladserne ligger især i Jylland, og ganske mange i mindre byer. Flest vindmølle-ansatte var der i Ikast-Brande Kommune med 3.820 ansatte; det er her Siemens’ danske vindmøllefabrik ligger. Foruden de to store vindmøllefabrikker, Siemens og Vestas, er der flere små fabrikker der laver såkaldte husstandsmøller, bl.a. THY-møllen og Viking Wind.
Alle disse arbejdspladser ville Danmark ikke havde fået uden oliekrisen. Men vi ville heller ikke havde fået dem uden de uden de stædige pionerer der sidst i 1970’erne begyndte at eksperimentere med elproducerende møller – enten ved at bygge dem eller ved at stille dem op. Der var bestemt ingen sikkerhed for at man kunne få sin investering hjem igen. De første år var noget turbulente med mange havarier og knækkede vinger, men møllerne blev hurtigt bedre og mere effektive.
Producenterne var først og fremmest smede og tømrere, og køberne folk der var imod atomkraft og som brugte møllerne som ‘våben’ i kampen. Men vi havde dog næppe fået så mange vindmølle-arbejdspladser uden fremsynede politikere. Især fik den radikale energiminister Jens Bilgrav-Nielsen en vigtig rolle; det var i hans ministertid at Danmark i 1990 som det første land i verden fik en plan for reduktion af CO2-udslippet.
Folketingets flertal bevilgede penge på to måder, dels til udvikling og forskning i møllerne og dels til opstilling og drift af dem. I alt gav staten fra 1978 til 1989 117 mio. til udviklingen af møller og 210 mio. til opstilling og drift af møller – det sidste bl.a. ved et særligt tilskud til vindmøllernes produktion. Hertil kom 65 mio. til en stor forsøgsmølle ved Tjæreborg – i alt knap 400 mio. Der var således ikke tale om store beløb, og det var langt mindre end hvad fx USA og Tyskland brugte på forskning i vindmøller i samme periode.
Alligevel var det Danmark der løb med gevinsten. Årsagen var at den danske udvikling groede op nedefra, med stadig større og bedre møller, mens man både i USA og Tyskland satsede på at udvikle meget store møller. Samtidig sikrede de danske tilskudsordninger, at der var købere til møllerne. Historien om vindmøllerne fremstår således som et godt eksempel på at det offentlige med målrettede tilskud kan styre den teknologiske udvikling i en bestemt retning.
En anden årsag var dog forskel i tilgang til problemet. De danske småfabrikanter trak på deres egen erfaring som håndværkere og på erfaringen fra de ældre forsøgsmøller, mens amerikanerne og tyskerne havde erfaringer fra rum- eller flyindustrien. Selvom man kan sammenligne vindmøllevinger med en propel, så opfører de sig dog så forskelligt, at erfaringerne ikke uden videre kan overføres.
Ingen kommentarer endnu!